Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Danske observatører melder om massiv valgsvindel i Armenien

Massive anklager om systematisk svindel ved søndagens armenske valg kan udløse social uro, frygter danske og internationale observatører

Præsident Serj Sarkisian er blevet mødt med anklager om valgsvindel efter valgsejr ved søndagens valg i Armenien.
Præsident Serj Sarkisian er blevet mødt med anklager om valgsvindel efter valgsejr ved søndagens valg i Armenien.

BERLIN: Internationale observatører peger på muligheden for massiv valgsvindel ved søndagens valg i Armenien.

Med opbakning fra 49,12 pct. af stemmerne blev valget en triumf for den siddende præsident Serj Sarkisian fra Armeniens Republikanske Parti at bevare magten. Dermed besejrede han sin nærmeste konkurrent, oligarken Gagik Tsarukian, der måtte nøjes med 27,32 pct. af stemmerne.

Ikke desto mindre tyder meget på, at begge kandidater har lagt massivt pres på store vælgergrupper. Myndigheder i Armenien efterforsker over 220 anklager om, at der er snydt med stemmesedler og valglister, skriver nyhedsbureauet dpa.

»Vi er noget chokeret over det, vi har hørt fra vores observatører«, siger Kristoffer Dahl Sørensen på en telefonforbindelse fra Jerevan til Berlingske.

Som pressekoordinator for den pro-demokratiske NGO SILBA, der samarbejder med Transparency International, har Sørensen sammen med 16 danske observatører været i Armenien for at overvåge valgsteder.

»Der tegner sig et billede af en valghandling, som i høj grad var organiseret af de store regeringspartier. Det var tydeligt, at stemmeafgivningen i flere tilfælde var aftalt på forhånd. Der var en stor intimidering af vælgerne fra forskellige sider. Både fra partier, der var tilstede ved valgstederne, men også fra politi og grupper af mænd i læderjakker, der står og holder øje med folk«, siger Kristoffer Dahl Sørensen til Berlingske.

Social uro

Andre internationale organisationer bekræfter Sørensens observationer. »Der er pålidelige oplysninger om køb af stemmer, pres på offentlige ansatte, også i skoler og hospitaler, såvel som pres på vælgere for at stemme på bestemte partier«, lyder det i en pressemeddelelse fra OSCE, der havde flere valgobservatører til stede i Armenien under søndagens valg.

Netop på grund af en svækket økonomi og udbredt frustration i befolkningen betegner Kristoffer Dahl Sørensen anklagerne om valgsvindel som potentielt sprængfarlige.

»Der er ikke så meget valget, der er vigtigt. Spørgsmålet er snarere, hvad reaktionerne på valget bliver i en befolkning, som i forvejen nærer dyb mistillid til deres politikere. Der er flere hernede, der forventer, at der kan blive tale om social uro. På den ene side har man politikere, der ikke formår at lytte til folks krav, og på den anden side har man en befolkning, der oplever større og større frustration i hverdagen.«

Nyt ’mindset’

Ikke desto mindre kan den pro-russiske præsident Serj Sarkisian indtil videre se med tilfredshed på valgsejren. Søndagens valg er det første, siden Armenien i 2015 gennemførte en forfatningsændring, der giver yderligere magt til parlamentet og ikke mindst premierministeren.

Kritikere frygter imidlertid, at præsident Sarkisian vil bruge ændringerne til at gå efter posten som premierminister, når hans nuværende embedsperiode udløber.  Selv om det armenske civilsamfund er blevet styrket, er det stadig op at bakke, når det gælder forståelse for den demokratiske proces, vurderer Kristoffer Dahl Sørensen fra Jerevan.

»Man kan sige, at der skal et nyt mindset til blandt armenierne, før demokratiet er fuldt ud på benene.«

Troels Heeger er Berlingskes korrespondent i Tyskland

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.