Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Danske klovne skaber tiltrængte smil i de palæstinensiske flygtningelejre

En gruppe danske fritidsklovne besøger i denne uge flygtningelejre i Det Palæstinensiske Selvstyre. Målet er at tænde et lille lys af glæde hos de børn, der har det svært

JALAZUNLEJREN: »Bzzz-bzzz«
Den brummende lyd fra Susannes Freddy Fræk-fløjte, får eleverne til at hoppe rundt i skolegården. Af glæde.

Det er en mild forårsdag på Vestbredden. Bilerne drøner forbi udenfor, på vejen mellem Ramallah og Nablus. På den smalle gade, der går gennem Jalazunflygtningelejren nedenfor skolen, er butikkerne begyndt at åbne. Lokale palæstinensere går forbi murene, hvor politisk graffiti som altid, er den foretrukne udtryksform.

Netop i dag får flygtningelejrens børn lov til at opleve en helt anden udtryksform, som måske er den skarpest mulige kontrast til en hverdag fuld af forældrenes bekymringer og de daglige forhindringer. Politiske, logistiske og sociale forhindringer.

Den danske gruppe Clowns4Care er ankommet til Vestbredden på en ugelang tur med et eneste formål. At give flygtningebørnene en pause fra hverdagen ved at gøre dem glade. Også selvom det kun lykkes et kort øjeblik.

»Der er naturligvis grænser for, hvad vi kan udrette,« siger Berit Austeen, en af de danske klovne.
Hun står med en lille lyserød gris i en snor og forbereder sig på at sætte lidt kulør på dagen for en af skoleklasserne.

»Vi kan jo ikke redde børnene, og det er nødvendigt at vi ved det. Jeg kan egentlig ikke en skid, men jeg kan etablere kontakt. Og det er, hvad det her handler om. Jeg ved det virker,« siger Berit Austeen.

Hun taler om det lille lys, klovnene er i stand til at få frem i de små elevers øjne. Nogle gange er det kun et kort sekunds glæde, der sniger sig frem. Men glæden er der, og barnet får lov til at titte frem. Det er en oplevelse de, i mange tilfælde traumatiserede børn, kan holde fast i.

Den slags gør fritidsklovnene i Clowns4Care for egen regning. De bruger optjent ferie til at rejse, og står selv for dækning af flybilletter og ophold. Journalist og tidligere DR-vært, Jeppe Nybroe er tilknyttet gruppen som ledsager, og er den der kan trække på sin erfaring for at skabe kontakt til flygtningelejrene og organisationer i verdens brændpunkter.

Gruppen har tidligere besøgt Libanon og Mongoliet. I 2016 var fritidsklovnene tre dage i Grækenland blandt tusinder af strandede flygtninge, der stort set var overladt til sig selv på vejen mellem krigens rædsler og håbet om en sikker fremtid.

»Klovnene er gode til at sætte sig ind i børnenes behov,« siger Jeppe Nybroe.

Inde i klasseværelset er Berit Austeen ved at få en hel klasse til at nynne med på “Boogie Woogie” - Lærerne står op ad væggen, og i tyve minutter ser det ud til at alle børnene fuldstændig har glemt at de er i skole. De danser rundt i klasseværelset, råber, skriger og ler højlydt.

»Vores fokus er på brændpunkter, fordi børnene virkelig har brug for en positiv oplevelse,« siger Jeppe Nybroe.
Hver aften, efter klovnene har optrådt, snakker de sammen om oplevelsen. Ikke kun for at lære og forstå bedre, men også fordi det er hårdt at se traumatiserede børn ind i øjnene.

»Hernede er situationen jo den, at næsten hvert barn ved, hvordan det er at skulle gennem militære kontrolposter. Mange skolebørn har hørt læreren siger; nu kommer den og den elev ikke længere,« siger Jeppe Nybroe, og tilføjer: “Det giver en ekstra dimension for os at lære de ting at kende”

Turen til Vestbredden, hvor fritidsklovnene har mødt tusinder af skolebørn i forskellige flygtningelejre, er kommet i stand med logistisk hjælp fra FNs særlige flygtningeorgan UNRWA.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.