Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Dansk ambassadør i Kabul efter stor eksplosion: »Det første jeg tænkte - helt spontant - var: Okay, vi gik fri«

En voldsom eksplosion har onsdag morgen dræbt 80 og såret over 346 personer i ambassadekvarteret i Kabul i Afghanistan - blot 800 meter fra den danske ambassade. Den danske ambassadør lå i et svømmebassin, da han hørte braget og så en »ret stor sky« stige op over byen.

En betjent fra den afghanske sikkerhedsstyrke står nær det sted i ambassadekvarteret i Kabul, hvor en voldsom eksplosion fandt sted onsdag morgen 31. maj 2017. AFP PHOTO / SHAH MARAI
En betjent fra den afghanske sikkerhedsstyrke står nær det sted i ambassadekvarteret i Kabul, hvor en voldsom eksplosion fandt sted onsdag morgen 31. maj 2017. AFP PHOTO / SHAH MARAI

»Der har været en stor eksplosion for omkring tre timer siden. Cirka kl. otte lokal tid. Det var en meget voldsom eksplosion.«

Det fortæller den danske ambassadør i Afghanistan, Jean-Charles Ellermann-Kingombe, der var på ambassadens aflukkede område, da angrebet fandt sted onsdag morgen blot en kilometer fra ambassadekvarteret.

Mindst 80 mennesker er dræbt, og over 350 er såret ved eksplosion, rapporterer AFP og BBC ifølge Ritzau.

Den danske ambassade ligger 800 meter fra gerningsstedet i fugleflugt, og derfor blev 10-15 ruder på ambassaden blæst ind, ligesom flere ventilationsskakter blev trykket ind. Men ingen personer kom til skade, fortæller ambassadøren.

»Der er ikke nogle medarbejdere, der er kommet noget til her på ambassaden, hvor vi er sammen med vores norske kolleger. Vi er 80 personer, og der er ikke nogen, der er kommet til skade. Det gælder også de lokale medarbejdere og deres pårørende,« siger han.

Jean-Charles Ellermann-Kingombe lå i et svømmebassin på ambassadeområdet, da eksplosionen ramte. Derfor mærkede han ikke trykbølgen, men han hørte braget og så den store røgsky, der bagefter steg til vejrs over byen. Efterfølgende kom medarbejdere fra køkkenet ved siden af stormende ud.

»Det første jeg tænkte - helt spontant - var: Okay, vi gik fri. Det næste, jeg tænkte, var, at nu går der krisestyring i gang. Mindre end ti sekunder efter braget, lyder en alarm på ambassaden, og så bliver folk kaldt sammen. Vi har forskellige procedurer, som jeg ikke vil gå i detaljer med, men alle bliver samlet på et sikret område,« fortæller han.

Medarbejderne på ambassaden var i »lockdown« i cirka halvanden time, men ved en 10-tiden blev det besluttet at gå tilbage til »normal.«

»Normal i citationstegn, for med normal mener jeg, at hele området omkring ambassaden er afspærret nu. Myndighederne er ved at finde ud af, hvad der er foregået, så lokale møder ude i byen har vi blandt andet måttet aflyse,« siger Jean-Charles Ellermann-Kingombe.

Hvem der står bag angrebet, og hvad der præcist var mål for angrebet, vil ambassadøren ikke udtale sig om. Men han bekræfter, at det rent fysisk fandt sted lige uden for det område med ambassader, der kaldes grøn zone - lige op af den tyske ambassade.

I Kabul er der jævnligt eksplosioner og angreb, ligesom det er tilfældet i resten af landet. Så sent som i lørdags fandt to angreb sted - et selvmordsangreb med en bilbombe i det sydlige Afghanistan med 12 dræbte og et angreb i den nordvestlige provins Badghis, hvor otte civile, seks soldater og 22 oprørere mistede livet, skriver Ritzau.

Taliban-oprørerne er i øjeblikket i gang med en erklæret forårsoffensiv, og den ekstremistiske gruppe Islamisk Stat (IS) har også tidligere taget skylden for en række bombeangreb i den afghanske hovedstad.

»Det er almindelig kendt, at både Taliban og IS-kopier - altså lokale afdelinger af Islamisk Stat - og Haqqani-netværket er dem, der ofte tager skylden for de angreb, der er i Afghanistan. Men jeg vil gerne understrege, at vi endnu ikke ved, hvem der står bag dagens angreb,« siger Jean-Charles Ellermann-Kingombe.

Han fortæller, at angreb som det i dag, sker forholdsvist sjældent.

»En eksplosion af den størrelse, der var her til morgen, er uvant. Det har der ikke været noget af i lang tid. Det er sjældent, de kommer så tæt på,« siger han.

Spørgsmål: Hvad siger det dig, at de er kommet så tæt på?

»Det er selvfølgelig ikke rart, at det kommer så tæt på, men vi har nogle ret solide sikkerhedsforanstaltninger. Men det er klart, at det er en alvorlig trussel.«

Den danske ambassade ligger som sagt i et aflukket område. Man skal forestille sig en villavej på 100 meter med cirka 15 huse på hver side, der er »fuldstændig omkranset af sikkerhed,« forklarer ambassadøren. Her bor og arbejder de udstationerede, som alle var på området, da eksplosionen fandt sted.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.