Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Da Puigdemont kom til Bruxelles og ikke søgte asyl

Den afsatte catalanske præsident satte Bruxelles på den anden ende i går. Han var der for at undgå konfrontation derhjemme og for at få EU til at lytte, hed det.

Sacked Catalan leader Carles Puigdemont and former members of the Government of Catalonia Clara Ponsati and Meritxell Borras attend a news conference at the Press Club Brussels Europe in Brussels, Belgium, October 31, 2017. REUTERS/Yves Herman
Sacked Catalan leader Carles Puigdemont and former members of the Government of Catalonia Clara Ponsati and Meritxell Borras attend a news conference at the Press Club Brussels Europe in Brussels, Belgium, October 31, 2017. REUTERS/Yves Herman

Sveddråber trillede stille ned fra nakkehår ind under habitkraver, og lyse skjorter trykkede sig til våde pletter på varme rygge. Til ugens mest omtalte møde i Bruxelles måtte en af arrangørerne opfordre den fremmødte presse til at passe på sig selv.

»Gå ud og tag noget luft, hvis I kan mærke, I er ved at blive svimle,« lød det.

I et alt for lille rum få hundrede meter fra hjertet af EUs institutioner fortalte den afsatte catalanske præsident, Carles Puigdemont ,og flere af hans tidligere ministre, hvorfor de i al hemmelighed var kørt i bil fra Barcelona til Marseille og videre derfra i fly for pludselig at dukke uanmeldt op i Belgiens hovedstad.

Det så ud som en flugt, for rygterne om de politiske lederes afrejse begyndte at svirre i samme timer, som den spanske anklagemyndighed havde bekræftet, at man arbejdede på at rejse anklager mod den tidligere catalanske regering for oprørsforsøg, mytteri og misbrug af offentlige midler. Anklager, der kan give op til 30 års fængsel.

Først efter et kvarters politisk dundertale med en pegefinger, der taktfast bakkede op om hans egne pointer, svarede løsrivelses­lederen med det buskede brune pandehår og det lette brillestel på det spørgsmål, alle var kommet for at stille.

»Jeg er her ikke for at søge asyl,« sagde Carles Puigdemont.

Det var der ellers mange, der troede. For Belgiens migrationsminister fra de flamske nationalister, Theo Francken, havde i weekenden sagt, at det »ikke er urealistisk«, at Puigdemont kunne få politisk asyl i Belgien. Noget både en officiel talsmand fra partiet og Belgiens liberale premierminister, Charles Michel, dog senere afviste som en invitation.

Det var derfor yderligere brænde på bålet, da den belgiske menneskerettighedsadvokat Paul Bekaert, der før har forsvaret medlemmer af den baskiske terrororganisation ETA mod udlevering til Spanien, mandag aften bekræftede, at han havde holdt et møde med Puigdemont.

»Helt basale værdier«

Men hvorfor var catalanerne så overhovedet i Bruxelles? Det handlede endnu en gang om at prøve at få ørenlyd hos EU-institutionerne få hundrede meter væk.

»Til det internationale samfund og især Europa: Jeg beder jer om at tage affære. Den catalanske sag handler om de helt basale værdier, som Europa er grundlagt på (…). At tillade den spanske regering ikke at gå i dialog, at tolerere vold fra højreradikale grupper, at bruge militære midler og at fængsle os i 30 år – det er enden på ideen om Europa,« lød det.

Puigdemont kaldte anklagemyndighedens planer om at rejse tiltale mod dem for en »ekstrem aggression«: »Vi er kommet for at undgå den konfrontation, som muligvis kunne være sket, hvis vi var blevet i Barcelona.«

Puigdemont havde ikke noget svar på, hvornår de ville rejse hjem igen. Men han sagde, at han ville gøre det »med det samme«, hvis han og de andre ministre blev lovet en fair rettergang.

Ingen spanske ministre havde i går ved avisens deadline endnu kommenteret catalanernes rejse, men andre højtstående medlemmer af regeringspartiet, Partido Popular, har rubriceret det som bl.a. pinligt og patetisk.

Pressemødet skabte stor røre på den stejle Rue Froissart midt i Bruxelles. Politi i skudsikre veste og militærfolk med skarpladte rifler overvågede de fremmødte demonstranter.

Flest og højst råbte gruppen med det messende slagord om et samlet Spanien: »Leve Spanien! Leve Catalonien!«

Bag et stort fremstrakt rødt og gult spansk flag stod Sascha Arnan fra Barcelona: »Puigdemont har splittet folket med sin dem-og-os-tankegang. Jeg forstår ikke, hvordan han kun kan tale om det selvstændige folk. Hvad med alle de andre catalanere, der ikke tror på løsrivelse. Hvad med os?«

Samtidig var Jeanne Fors fra Girona, en catalansk by uden for Barcelona, klar med sin støtte. »Fordi vi er enige med ham. Vi vil have selvstændighed, vi vil have en catalansk republik,« sagde Fors.

Fra EUs korridorer få hundrede meter væk var der tavst. Mens skribenter, TV-korrespondenter og kameramænd blev varmet godt igennem under pressemødet, har Puigdemonts besøg i Bruxelles tilsyneladende ikke endnu fået EUs ledende repræsentanter til at svede og fravige deres hidtidige position på området: At Spanien – og ikke Catalonien – er EUs eneste samtalepartner.

Eva Jung er Berlingskes korrespondent i Bruxelles.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.