Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Clinton vs. Trump: Historisk præsident-duel er en realitet

Hillary Clinton siger i en sejrstale, at hun har vundet Demokraternes støtte og er partiets præsidentkandidat.

Hillary Clinton ligner den første kvindelige præsidentkandidat for Demokraterne eller Republikanerne i USA. Arkivfoto. Reuters/Mike Blake
Hillary Clinton ligner den første kvindelige præsidentkandidat for Demokraterne eller Republikanerne i USA. Arkivfoto. Reuters/Mike Blake

Washington DC. Tidligere udenrigsminister Hillary Clinton erklærer sig som Demokraternes præsidentkandidat i sin sejrstale i forbindelse med primærvalgene tirsdag aften lokal tid.

Allerede efter at resultatet fra New Jersey tikkede ind, skrev Clinton ifølge Reuters i en e-mail til sine støtter, at de "sammen har vundet Demokraternes nominering".

Og da Clinton indtog scenen i Brooklyn til bragende applaus fra sine støtter, erklærede hun sig selv som vinder af Demokraternes præsidentkandidatur.

- For første gang i vores nations historie vil en kvinde blive præsidentkandidat for et af de to store partier, siger Clinton fra scenen i delstaten New York, hvor hendes kampagne har hovedkvarter.

- Denne sejr tilhører generationer af kvinder, der har kæmpet for at gøre denne sejr mulig. Generationer har kæmpet for kvinders rettigheder. Denne dag tilhører alle jer, siger Clinton.

Præsidentkandidaten kom også med et budskab til de vælgere, der har stemt på hendes nærmeste modstander i kampen om at blive Demokraternes nominerede.

- Til Bernie Sanders' støtter vil jeg gerne sige: Det føles aldrig godt, når man giver alt for en kandidat, der ender med ikke at vinde. Jeg kender den følelse. I har kæmpet godt, og nu må vi stå sammen, bebuder Clinton.

Delstaten New Jersey er én af seks delstater, der har gennemført primærvalg tirsdag lokal tid. Clinton talte, inden afstemningerne var afgjort i South Dakota, Montana, Californien og New Mexico.

Kort efter lyder det fra nyhedsbureauet AP, at Clinton har vundet i New Mexico.

Bernie Sanders vinder en sejr i den mindre betydningsfulde delstat North Dakota, men han er langt bagud i kampen om at sikre sig det antal delegerede, som det kræver for at blive Demokraternes præsidentkandidat.

Hillary Clinton opnåede mandag den nødvendige opbakning fra Demokraternes delegerede til at blive partiets præsidentkandidat, rapporterede amerikanske medier.

Det kræver dog hjælp fra de såkaldte superdelegerede, der stemmer uafhængigt af, hvordan primærvalgene forløber.

Langt størstedelen af de superdelegerede har tilkendegivet, at de støtter Hillary Clinton, men der er en teoretisk mulighed for, at de skifter side og peger på Bernie Sanders.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.