Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Clinton og Trump sætter valgkamp på pause efter skyderi

Racespændinger er blevet værre, siger Donald Trump efter drab på sorte og de blodige begivenheder i Dallas.

En politimand bliver trøstet på skadestuen i Dallas, hvor fem betjente blev dræbt af skud natten til fredag. Reuters/Handout
En politimand bliver trøstet på skadestuen i Dallas, hvor fem betjente blev dræbt af skud natten til fredag. Reuters/Handout

Dallas. Præsidentkandidaterne Hillary Clinton og Donald Trump har begge aflyst alle politiske møder og arrangementer fredag i kølvandet på skyderiet i Dallas, hvor fem betjente blev dræbt og syv andre såret.

Trump betegner drabene som "forfærdelige" og kalder angrebet på politiet "koordineret og overlagt".

Den republikanske rigmand, som tidligere har udtalt sig meget bombastisk, udsendte en meddelelse i et mere afdæmpet sprog, hvor han også omtaler de "meningsløse og tragiske" drab på to sorte mænd i Minnesota og Louisiana i denne uge.

- Vores nation er blevet for splittet. For mange amerikanere føler, at de har mistet håbet, lyder det i udtalelsen fra Trump.

- Kriminalitet skader for mange borgere. Racespændinger er blevet værre, ikke bedre. Dette er ikke den amerikanske drøm, som vi alle ønsker for vores børn, siger Trump.

Han er selv tidligere kommet med udtalelser om blandt andre mexicanere, som kritikere betegner som racistiske udsagn.

Trump havde planlagt et valgmøde i Miami fredag, som han aflyste.

Hans demokratiske modstander, Hillary Clinton, aflyste et arrangement i Pennsylvania, hvor hun skulle have talt sammen med vicepræsident Joe Biden.

- Jeg sørger over de betjente, der blev skudt, mens de udførte deres hellige pligt til at beskytte fredelige demonstranter, skriver Clinton på Twitter.

Politiet blev beskudt i forbindelse med en demonstration mod politivold, som fandt sted i det centrale Dallas torsdag aften lokal tid.

Inden angrebet i Dallas ytrede Clinton bekymring over politiets seneste drab på unge sorte mænd.

- Alt for mange unge sorte mænd og kvinder er taget fra os, sagde hun.

Det er ikke første gang, at de to formodede præsidentkandidater har aflyst valgmøder på grund af voldelige begivenheder. Begge aflyste flere arrangementer efter sidste måneds angreb på en natklub for homoseksuelle i Orlando, Florida, hvor 49 mennesker blev dræbt.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.