Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Charlie Hebdos formidable comeback

Det nye nummer af Charlie Hebdo blev i morges revet væk på få minutter, og køberne blev ikke skuffet. Berlingske er på gaden i Paris.

Avissælgeren her plejer kun at  bestille fem eksemplarer af Charlie Hebdo om ugen. Onsdag morgen var der kø langt hen ad gagen for at få fingre i et eksemplar.
Avissælgeren her plejer kun at  bestille fem eksemplarer af Charlie Hebdo om ugen. Onsdag morgen var der kø langt hen ad gagen for at få fingre i et eksemplar.

PARIS: Ved den første kiosk er køen enorm, og alt bliver revet væk, længe inden vi når frem. Også den anden har udsolgt. Men længere henne ad Rue de Rivoli åbner en tredje avisstand lidt senere end de fleste, og her lykkes det efter en halv times venten i den iskolde vind endelig at få fingre i det eftertragtede nye nummer af Charlie Hebdo. Det første efter sidste uges massakre mod medarbejderne på det satiriske magasin.

Åbningsopslaget bag Renald Luzier »Luz’« allerede berømte forside med en grædende Muhammed er fyldt med vignetter af de dræbte tegnere, der alle gør grin med religiøse emner. Både muslimske og kristne. Herefter følger en lang række striber og såvel satiriske som journalistiske tekster, der alle handler om massakren.

Også her er Luz blandt de skarpeste. En af hans tegninger viser de to islamistiske attentatmænd, der fredag blev dræbt af politiet, ankomme til himlen iført maskinpistoler, elefanthuer og englevinger.

»Hvor er de 70 jomfruer henne,« spørger den ene.

Henne fra en sky, hvor der tydeligvis foregår ting og sager, stiger en tekstboble op som svar:

»De er selvfølgelig sammen med holdet fra Charlie, tabere!«

 

»Hele verden har brug for Charlie«

På en café ikke langt fra aviskiosken sidder Solène Lopez, der også har været blandt de heldige, og skutter sig med en kop varm chokolade og sit hårdt tilkæmpet eksemplar af det satiriske magasin liggende foran på bordet.

»Jeg er stivfrossen, men det var meget vigtigt for at få fat i Charlie Hebdo. Det er en måde at hjælpe magasinet med at overleve, og samtidig var jeg spændt på at se og læse de overlevende redaktionsmedlemmers reaktion,« siger den 20-årige studerende og fortsætter:

»Charlie Hebdo er både rigtig sjovt og supernødvendigt. Ikke bare  Frankrig men hele verden har brug for folk, der ikke er bange for at sige sandheden, og som kæmper for ytringsfriheden.«

Foreløbig har hun kun nået at læse den ledende artikel samt at kikke forsiden. Og tegningen af den grædende Muhammed er helt rigtig, synes Solène:

»Mange af mine venner, også nogle af de ikke-religiøse, mener, at forsiden er forkert. Men jeg kan rigtig godt lide den, fordi den er med til at afmystificere profeten og gøre ham mindre frygtindgydende. Samtidig holder den fast ideen om, at der ikke kan være nogen tabuer i et rigtigt demokrati.«

 

Krav om topløse klokkere

Det sidste er i sagens natur også budskabet, når man læser redaktionschef Gérard Biards leder. Den langer desuden ud efter hykleriet bag dele af den bølge af solidaritet, som de seneste dage er væltet ind over de overlevende redaktionsmedlemmer.

»Alle dem, som siger »Jeg er Charlie«, bør vide, at det samtidig betyder »Jeg er sekulær«. Vi er overbevist om, at flertallet af dem, som støtter os, er helt klar over det. De andre vil vi skide på,« skriver Biard og tilføjer som afskedssalut med adresse til Pave Frans:

»Fremover accepterer vi ikke, at klokkerne i Notre Dame-katedralen ringer til ære for os (som de gjorde ved en mindehøjtidelighed torsdag i sidste uge, red), medmindre det er (de topløse feministiske) aktivister fra Femen, som trækker i tovet.«

Uden for, ved kiosken, fortsætter folk med at trygle avismanden om et af de Charlie Hebdo’er, han har gemt til sine stamkunder. Sylvie, en ældre dame med en bassethund på slæb, er på jagt efter et par eksemplarer til nogle italienske venner.

»Selv kan jeg sagtens vente et par dage med at læse magasinet,« siger hun og tilføjer:

»Jeg har købt det i årevis. Ikke fast men for at se, hvad de nu har fundet på, når der er sket noget vigtigt. Og det er der jo mildest talt i de seneste dage.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.