Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Canadas sønner ramt af ligestilling

Det canadiske parlament i Ottawa har livligt diskuteret og efterfølgende vedtaget lovforslag C-210, der ændrer ordlyden af landets nationalsang. Altsammen for at gøre den mere kønspolitisk korrekt.

Den canadiske nationalsang er ikke nogen gammel historie, faktisk fik den først officiel status i 1980. Og så er den engelske tekst til »O Canada!« blot en fri version af en ældre fransksproget sang, »Ô Canada!«.
Den canadiske nationalsang er ikke nogen gammel historie, faktisk fik den først officiel status i 1980. Og så er den engelske tekst til »O Canada!« blot en fri version af en ældre fransksproget sang, »Ô Canada!«.

»Oh, Canada, da-dum, da-dum / Du indgyder / Alle dine sønner sand fædrelandskærlighed, da-dum, da-dum, vi står på vagt for dig!«

Den canadiske nationalsang er ikke nogen gammel historie, faktisk fik den først officiel status i 1980. Og så er den engelske tekst til »O Canada!« blot en fri version af en ældre fransksproget sang, »Ô Canada!«.

Ordene i den engelske version står også ligesom på geled med blankpudsede støvler: »Du sande nord, stærk og fri... vi står på vagt for dig,« hvorimod den franske original ikke generer sig for at »omkranse din pande med herlige juveler,« og bede landet beskytte de syngendes hjem og rettigheder.

Teksten skal være kønsneutral

Men udmærket. En nationalsang må man have. Og så alligevel ikke helt udmærket. For linjen om »alle dine sønner« betyder jo ikke døtre, og det kan være ekskluderende, og den går sørenjensemig ikke i Canada. Derfor har landets underhus netop vedtaget lovforslag C-210, der kræver teksten lavet om, så den bliver kønsneutral:

In all thy sons command bliver fremdeles til in all of us command.

Om ændringen nu er vigtig eller ej, så er forslaget i hvert fald kommet på det rette tidspunkt: Da premierminister Justin Trudeau sammensatte sit kabinet efter den overvældende liberale valgsejr i oktober, kom det til at bestå af 15 mænd og 15 kvinder.

»Fordi det er 2015,« svarede han, da han blev udfrittet.

Et tilsvarende forslag blev fremsat i 2011, men omgående pandet ned. Den daværende konservative premierminister, Stephen Harper, var ikke til den slags pjat og kønslig omgang med fluer.

Når underhuset vedtog lovforslaget med stemmerne 225-74, og derpå spontant gav sig til at synge »O Canada!«, kan det imidlertid også, delvist, skyldes, at forslaget blev fremsat af parlamentsmedlem Mauril Belanger, der er døende af amyotrofisk lateral sklerose (ALS) og muligvis end ikke når at opleve, om senatet følger underhusets indstilling.

»På tærsklen til 150-års jubilæet for vores føderation er det vigtigt, at en af vores mest anerkendte og værdsatte nationale symboler afspejler den fremgang, vores land har opnået i spørgsmålet om kønnenes lighed,« sagde Mauril Belanger ved andenbehandlingen af forslaget. Og han sagde det ved hjælp af en computergenereret stemme til en årvågent lyttende sal.

Når kvinde mod kvinde er mand mod mand

Andre har imidlertid svært ved at føle øjeblikkets historiske tyngde.

Den kendte journalist og kommentator Andrew Coyne åler således initiativet i National Post. Sikke en verden de stakkels bogstavtro mennesker bag forslaget må bebo, vrisser han og belærer dem om synekdoken – altså den talefigur, hvor man anvender en del for helheden. Når vi siger, at der »ikke var et øje« i salen, mener vi som regel, at der ikke var nogen mennesker til stede. Og når en digter i 1906 skriver om »dine sønner,« mener han altså både dem i bukser og dem i kjoler, skriver Coyne.

Andrew Coyne har endda ulejliget sig med at finde et eksempel i Sports Illustrated, hvor en kvindelig basketballtræner siger til magasinet, at »vi spiller mand mod mand i forsvaret. Person mod person lyder som en telefonsamtale.«

Kan hun da slet ikke se, hvordan hun bidrager til at marginalisere kvinder? spørger Andrew Coyne med påtaget alvor.

Og nu bliver det speget. For i den oprindelige tekst fra 1906 hed det »Thou dost in us command.« Teksten blev ændret i 1914 til versionen med sønnerne – vist nok for at hylde de unge mænd, der var på vej til Europa, til Ieper og Somme.

Sidenhen, påpegede Belanger, har kvinder tilkæmpet sig retten til at stemme, til at stille op til politiske poster og til at dø i kamp som medlemmer af de væbnede styrker. Derfor bør nationalsangen ikke ignorere halvdelen af befolkningen.

Og hvis nogen skulle tænke, at det da ærligt talt er et mindre problem, kan han eller hun godt tænke om igen. Eller skulle man skrive »hen«?

Fordi det er 2016.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.