Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Brutalt overfald på direkte tv antænder russisk propaganda-debat

Et slagsmål på direkte tv har udløst debat om både krig og alkohol.

Den russiske tv-journalist Nikita Rasvossjajev blev overfaldet under en direkte sending fra Gorkijparken i Moskva. Foto: NTV
Den russiske tv-journalist Nikita Rasvossjajev blev overfaldet under en direkte sending fra Gorkijparken i Moskva. Foto: NTV

Det skulle have været et muntert tv-indslag fra en festlig dag. Det endte i en voldsepisode, der har udløst debat om både alkoholforbrug og de russiske mediers dækning af konflikten i Ukraine.

Det begyndte ellers fredeligt.

Den russiske journalist Nikita Rasvossjajev var igennem direkte på tv-kanalen NTV fra Gorkijparken i Moskva. Her fejrer Ruslands korps af faldskærmssoldater hvert år sig selv og hinanden med sang, bægerklang og hvad dertil hører.

»Ingen andre markerer deres festdag på denne måde,« fortalte Nikita Rasvossjajev de russiske tv-seere om elitekorpsets festdag.

I det samme gik en muskuløs mand råbende ind i billedet.

»Ti venligst stille,« sagde journalisten, før manden uden videre ramte ham med en lige højre i ansigtet.

Manden løftede truende næven for at slå igen, mens tv-kanalen skyndsomst klippede tilbage til studiet.

»Vi har vist nogle problemer,« sagde den chokerede vært.

Overfaldsmanden blev anholdt kort efter.

Ikke faldskærmssoldat

Klippet af episoden spredte sig imidlertid lynsnart på de sociale medier. Her udløste det vrede kommentarer rettet mod faldskærmssoldaternes traditionelt larmende fejring hvert år den 2. august.

»Hvem har givet dem ret til at lave masseslagssmål og druk i parker, hvor børn er til stede?« lød den mest populære kommentar til NTVs opslag på Facebook.

Sagen blev hastigt dagens mest opsigtsvækkende nyhed i de russiske aftennyheder. Flere kanaler viste den spektakulære optagelse af overfaldet men undlod dog at afspille overfaldsmandens råben i sekunderne op til.

»Vi skal besætte Ukraine,« råber manden blandt andet.

Det viste sig efterfølgende, at overfaldsmanden ikke var og aldrig havde været faldskærmssoldat.

Aleksandr Orlov, som den 32-årige hedder, er imidlertid veteran fra den blodige konflikt i det østlige Ukraine. Her har han kæmpet på de pro-russiske oprøreres side, fortalte han politiet, ifølge tv-kanalen Life.

Under overfaldet var han beruset og klædt i en t-shirt med påskriften »Oplot«, navnet på en pro-russisk gruppe, der er aktiv i konflikten.

Overfaldsmand ville selv være journalist

Ironisk nok er NTV ellers blandt de stats-kontrollerede russiske tv-kanaler, der fra konfliktens første dag har støttet ensidigt op om de russisk-støttede oprørere og ofte stemplet de ukrainske regeringsstyrker som »fascister«.

På den baggrund udløste sagen efterfølgende en intern debat blandt russiske journalister. Reporteren Andrej Losjak anklagede stats-kanaler som NTV for selv at have opildnet voldelige organisationer som Oplot. Han understregede samtidig, at kollegaen, der blev offer for overfaldet, havde hans fulde sympati.

»NTV blev slået i deres løgnagtige ansigt af en bølle, som de selv har opfostret,« skrev Andrej Losjak.

De fik andre til at anklage Losjak for at retfærdiggøre vold. Overfaldsmanden er foreløbigt varetægtsfængslet i fem dage.

Aleksandr Orlov beklagede senere gennem sin advokat episoden og tilbød at betale erstatning. Samtidig har han tilsyneladende selv haft journalistiske ambitioner.

En ven af Orlov fortalte den russiske tv-kanal RT, at han er »meget intellektuel« og tidligere havde planer om at studere journalistik på universitet i Moskva.

Simon Kruse er Berlingske korrespondent i Rusland

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.