Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Britiske selskaber kan blive lukket ude fra milliardstore EU-kontrakter

Allerede fra nu af kan det blive sværere for britiske selskaber at vinde EU-kontrakter på grund af det forestående EU-exit. Samtidig lægger EU-Kommissionen op til, at Storbritannien skal betale for flytningen af to store EU-agenturer fra London. Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har fredag været i Holland for at diskutere Brexit-strategi med sine kolleger fra Holland og Irland.

Lækkede dokumenter fra EU-Kommissionen lægger op til en skærpet linje fra EUs side i de kommende Brexit-forhandlinger netop som den britiske premierminister, Theresa May, fører valgkamp i Storbritannien. Her ses hun forud for et møde med Europa-Parlamentets formand, Antonio Tajani, den 20. april. / AFP PHOTO / Daniel LEAL-OLIVAS
Lækkede dokumenter fra EU-Kommissionen lægger op til en skærpet linje fra EUs side i de kommende Brexit-forhandlinger netop som den britiske premierminister, Theresa May, fører valgkamp i Storbritannien. Her ses hun forud for et møde med Europa-Parlamentets formand, Antonio Tajani, den 20. april. / AFP PHOTO / Daniel LEAL-OLIVAS

Mens den britiske valgkamp er skudt i gang, og der dermed først kommer gang i Brexit-forhandlingerne efter valget den 8. juni, er EU-Kommissionen kommet langt med sine forberedelser. Og indholdet bliver gradvist lækket og viser, at EU-Kommissionen lægger op til en endnu hårdere forhandlingsposition end i udkastet til EU-landenes overordende retningslinjer, der kom i slutningen af marts.

Torsdag kunne Financial Times fortælle om et internt notat fra EU-Kommissionen, der blandt andre er skrevet under af Brexit-chefforhandler, Michel Barnier. Her gøres det klart, at britiske selskaber allerede fra nu af kun bør komme i betragtning til store EU-kontrakter, hvis de har et datterselskab i et fortsættende EU-land i hele kontraktperioden.

»Udover det juridiske krav om, at en kontraktpart skal være baseret i EU, kan der være politiske og praktiske grunde, der taler for, at kontraktparter skal være baseret i en specifik medlemsstat, ikke bare ved kontraktens begyndelse, men også gennem hele kontraktperioden,« hedder det i notatet.

Samme avis kunne i sidste uge fortælle, at den britiske forskningsminister, Jo Johnson, har holdt møde med EUs kommissær for det indre marked, Elżbieta Bieńkowska, fordi briterne helt konkret er stærkt bekymrede for den seneste runde af kontrakter i det 75 milliarder kroner store Galileo-satellitnavigationssystem, hvor der nu er indsat en lignende klausul om leverandørernes hjemsted.

Det er potentielt et hårdt slag for den britiske rumindustri, der har stilet efter at vinde kontrakter for milliarder af kroner i denne kontraktrunde, der omfatter otte satellitter.

Et klart signal til briterne

EU-Kommissionens talskvinde, Mina Andreeva, forsøgte dog at nedtone notatet på den daglige pressebriefing i Bruxelles torsdag.

»Det lyder meget dramatisk. Vi kommenterer ikke på interne dokumenter eller læk, men jeg kan sige, at Storbritannien er medlem af EU med alle rettigheder og forpligtelser indtil den dag, det trækker sig ud (i slutningen af marts 2019, red.),« sagde hun.

Men læk fra EU-Kommissionen er sjældent tilfældige, og der sendes dermed et klart signal om, hvordan verden ser ud, når man ikke er med i det indre marked. Onsdag gentog EU-Kommissionen også, at de to store EU-agenturer i London - for regulering af bankverdenen (EBA) samt for godkendelse af lægemidler (EMA) - skal flyttes til et EU-land, når Storbritannien forlader EU. Her er Danmark et af mange lande, der drømmer om at kunne lande lægemiddelagenturet med de mange arbejdspladser og besøgende fagfolk, det vil medføre.

I endnu et læk torsdag kunne Politico fortælle, at EU-Kommissionen - i et udkast til det detaljerede forhandlingsmandat, som ventes endeligt på plads den 22. maj - lægger op til, at Storbritannien kommer til at betale alle omkostninger for at flytte de to agenturer, samt at den samlede skilsmisseregning skal betales i euro, uanset hvor meget pundet svækkes. Der lægges også op til, at nuværende EU-borgere i Storbritannien skal bevare samtlige rettigheder, herunder for deres familiemedlemmer.

Alt dette skal dog først klappes endeligt af med EU-landenes regeringer, inden EU-Kommissionen har sit forhandlingsmandat på plads. Men selv i en opblødet udgave vil det næppe være spiseligt for briterne.

Løkke på Brexit-besøg

Netop Brexit-strategien var på dagsorden, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) fredag mødtes med den hollandske premierminister, Mark Rutte, og den irske premierminister, Enda Kenny, i den hollandske regeringsby Haag.

Alle tre lande har været tætte allierede med Storbritannien i mange EU-spørgsmål og vil i høj grad komme til at savne den britiske stemme i EU. Samtidig ønsker de at bevare et godt handelsforhold til briterne, men på den betingelse, at briterne ikke får nogen urimelige konkurrencefordele efter Brexit.

Det betyder, at Danmark, Holland og Irland - i lighed med resten af de fortsættende EU-lande - vil sikre, at briterne forpligter sig til ikke at underbyde EU-landene med unfair skatteforhold, statsstøtte eller andre konkurrenceforvridende tiltag, når fremtidens handelsrelationer fastlægges.

»Vi skal sikre, at der er lige vilkår at konkurrere på for vores virksomheder,« sagde lars Løkke Rasmussen på det efterfølgende pressemøde.

Alle tre regeringschefer gjorde det også klart, at førsteprioriteten er at holde sammen på de 27 fortsættende EU-lande.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.