Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Britiske imamer afviser at begrave Londons attentatmænd

Angrebet i London strider mod islam. Derfor fortjener gerningsmænd ikke traditionel begravelse, mener imamer.

Arkivfoto. Britiske imamer afviser at begrave Londons attentatmænd
Arkivfoto. Britiske imamer afviser at begrave Londons attentatmænd

130 britiske imamer og religiøse ledere vil ikke stå i spidsen for en traditionel begravelse for de tre mænd, der lørdag aften angreb tilfældige mennesker i hjertet af London.

Det meddeler lederne i en skriftlig erklæring. Her skriver de, at de vil nægte at sige den traditionelle bøn ved begravelser for de tre dræbte gerningsmænd.

»Vi vil ikke udføre den traditionelle muslimske begravelsesbøn for gerningsmændene, og vi opfordrer andre imamer og religiøse myndigheder til at trække netop dette privilegie tilbage«, skriver lederne.

»Årsagen er, at disse uforsvarlige gerninger er i komplet modstrid med islams ophøjede lære,« lyder det videre.

Meldingen er ifølge avisen The Guardian usædvanlig. De 130 imamer og ledere repræsenterer flere retninger inden for islam. Sammen slår de fast, at de står sammen med ofrene for angrebene og deres familier.

Lørdag aften mistede syv personer livet, da de tre gerningsmænd først i en hvid varevogn kørte ind i mennesker på London Bridge. Herefter fortsatte mændene til Borough Market, der er kendt for sine barer og spisesteder.

Her hoppede de tre mænd ud af varevognen og stak personer ned på gaden.

»Vi fordømmer som muslimske imamer og religiøse ledere de seneste terrorangreb i Manchester og London på det kraftigste,« skriver lederne med henvisning til et selvmordsangreb mod en koncert i Manchester i maj.

»Vi kommer fra en bred vifte af baggrunde og står sammen for at vise vores chok og væmmelse over disse koldblodige drab.«

Når en muslim dør, er der en række islamiske retningslinjer, der skal følges. Den døde skal vaskes og får et bestemt klæde på. Derefter bliver der fremsagt en begravelsesbøn.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.