Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Britisk vrede over amerikansk læk af terroroplys­ninger

Manchester og resten af Storbritannien afholdt torsdag en mindehøjtidelighed for ofrene fra terrorangrebet. En række personer er blevet anholdt under politi­efterforskningen, der peger imod et terrornetværk.

Briterne er vrede over et amerikansk læk af et billede af den bombede koncertsal Manchester Arena efter terrorangrebet. Billedet er tilbageholdt i Storbritannien, men er blevet bragt i amerikanske medier.
Briterne er vrede over et amerikansk læk af et billede af den bombede koncertsal Manchester Arena efter terrorangrebet. Billedet er tilbageholdt i Storbritannien, men er blevet bragt i amerikanske medier.

MANCHESTER. Britisk politi har i forbindelse med terroren i Manchester indstillet den normale udveksling med USAs myndigheder efter amerikanske læk af fortrolige oplysningerne til medierne.

Britiske myndigheder er oprørte over, at man i medier i USA har kunnet se foto af den bombede koncertsal, der er blevet tilbageholdt i Storbritannien. Tidligere vakte det vrede, at navnet på den formodede gerningsmand blev sendt ud i verden via medier i USA. Premierminister Theresa May har ifølge BBC sagt, at hun på det kommende NATO-møde vil understrege, at delte efterretningsoplysninger »må kunne forblive fortrolige«.

Det britiske sikkerhedsråd besluttede torsdag at fastholde trusselsniveauet på sit højeste. Det betyder bl.a., at bevæbnet, britisk politi vil patruljere på togforbindelser i hele landet.

Manchesters politi har oplyst, at efterforskningen peger imod, at den formodede gerningsmand, Salman Abedi, var medlem af et terrornetværk. Mindst otte mænd og én kvinde er indtil videre blevet anholdt i forbindelse med efterforskningen. Næsten alle anholdelser har fundet sted i Manchester-området, hvor der de seneste dage er blevet gennemført en række dramatiske politiaktioner. Der bliver ikke taget chancer. Lokale har fortalt om, at de er blevet skræmt ved døre, der bliver sprængt op i deres boligblok, og råbende politi i fuld udrustning med skarpladte våben. Den 22-årige Abedis lillebror og far er ifølge BBC blevet anholdt i Libyen, hvor faren har opholdt sig de seneste år, og hvor familien oprindeligt kommer fra.

Hele Storbritannien holdt torsdag formiddag ét minuts stilhed til ære for ofrene fra terrorangrebet i Manchester. 22 blev dræbt. Det samlede antal sårede er blevet op­justeret og ifølge BBC opgjort til 116. 75 var torsdag fortsat indlagt.

På St. Ann’s Square i Manchester varede højtideligheden længere. Der var brug for at mindes ofrene, hvoraf mange var børn og teenagere, og måske især føle sammenholdet, som store dele af Manchesters befolkning så stærkt har søgt at udstråle siden tragedien.

Folk strømmede til pladsen i centrum foran alle blomsterne, ballonerne og papirstykkerne med mindeord. De fleste stod helt stille i minutterne, inden kirkeklokken lød kl. 11. Da minuttet var gået ringede en anden klokke, men folk blev stående i tavshed. Så begyndte nogle at klappe, og alle klappede med. Pludselig lød det et sted i mængden »… and so, Sally can wait«, og andre istemte »Don’t Look Back in Anger« fra Manchester-bandet Oasis, nogle græd. Derefter klappede folk igen spontant. De er så vant til at klappe i Manchester. Under normale omstændigheder ville de måske have tiljublet fodboldholdet Manchester United efter triumfen aftenen forinden. Nu var klapsalverne for ofrene ­— og dem selv. »Manchester,« lød et råb, og folk klappede igen.

Uffe Taudal er Berlingskes korrespondent i Storbritannien

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.