Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Britisk regeringstop får genvalg efter snæver valgsejr

Boris Johnson og fire andre topministre bliver siddende i den kommende May-regering, oplyser Downing Street.

Boris Johnson fortsætter som udenrigsminister, ligesom David Davis bliver som minister for det såkaldte brexit.
Boris Johnson fortsætter som udenrigsminister, ligesom David Davis bliver som minister for det såkaldte brexit.

Natten til fredag blev hård for det britiske regeringsparti, De Konservative, der mistede mandater ved parlamentsvalget. Partiet forhandler nu med det nordirske parti DUP for at kunne blive siddende på magten.

Fredag aften oplyser premierminister Theresa May, at regeringstoppen vil fortsætte på deres poster i en kommende mindretalsregering.

Det betyder blandt andet, at der ikke sker ændringer i toppen af persongalleriet, der skal forhandle briternes exit fra EU.

Boris Johnson fortsætter som udenrigsminister, ligesom David Davis bliver som minister for det såkaldte brexit.

Derudover har indenrigsminister Amber Rudd fået genvalg på posten. Hun har efter angrebene i Manchester og London de seneste uger haft travlt som øverste chef for politiet.

Indenrigsministerens mandat i parlamentet var længe i tvivl, men efter en omtælling sikrede hun sig endnu en periode med en margin på 346 stemmer.

Derudover vil finansminister Philip Hammond og forsvarsminister Michael Fallon vende tilbage til deres poster efter valget.

Oplysningerne stammer fra en pressemeddelelse fra premierministerens kontor, Downing Street 10.

»Der bliver ikke foretaget yderligere udnævnelser i aften,« lyder det i meddelelsen.

Mindretalsregeringen har opbakning fra det lille nordirske parti Det Demokratiske Unionistparti (DUP), siger May.

DUP fik ti mandater ved torsdagens valg.

Partiet har endnu kun bekræftet, at den drøfter situationen med May.

Premierministeren udskrev torsdagens parlamentsvalg i den formodning, at valget ville styrke hendes konservative regering forud for de vanskelige forhandlinger om Storbritanniens udmeldelse af EU.

Nu har De Konservative i stedet mistet det absolutte flertal, partiet rådede over inden valget.

Det har fået Labour-leder Jeremy Corbyn til at opfordre May til at træde tilbage. Men premierministeren kørte tidligere fredag til Buckingham Palace for formelt at bede dronning Elizabeth om tilladelse til at danne regering.

»Siden vi er det parti, der fik flest pladser og flest stemmer, er vi det eneste parti, der er således stillet, at vi kan danne regering,« sagde May.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.