Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
NYHEDSANALYSE

Britisk politiks meget frie bevægelighed

Nigel Farage har bygget sin karriere på, at man får mere ud af at gå end af at blive. Nu har UKIP-lederen fulgt sin egen politiske strategi.

Exit Nigel Farage: Han kom, han så, han sejrede og skyndte sig så væk. Eric Vidal. Foto: Ben Stansall/AFP
Exit Nigel Farage: Han kom, han så, han sejrede og skyndte sig så væk. Eric Vidal. Foto: Ben Stansall/AFP

Hvis man har været formand for et parti, der kun har haft een stor sag på programmet – at få Storbritannien ud af EU – så burde der ikke være noget mærkeligt i, at man trækker sig den dag, hvor briterne stemmer sig ud.

Fra den dag er man cirka lige så nødvendig som en koppevaccine, når sygdommen er udryddet.

Alligevel reagerede mange med bestyrtelse, da Nigel Farage mandag meddelte, at han går af som formand for det britiske EU-modstanderparti UK Independence Party (UKIP).

For hvor vildt kan det egentlig blive i britisk politik? Først Cameron. Så Johnson. Nu Farage. Og lige om lidt Corbyn. Hvad bliver det næste? Abdicerer dronningen mon? Har hun også fået nok?

Ganske vist var det svært at bebrejde Nigel Farage, at han løber fra sit ansvar – for ingen er parat til at give ham et ansvar: Hverken i regeringen eller i Underhuset, hvor UKIP kun har et enkelt sæde ud af 646.

Farage og hans parti får simpelthen ingen indflydelse på udtrædelsesforhandlingerne med EU eller på, om Underhuset skal stemme om at lade den nye premierminister aktivere artikel 50 om udtrædelse i Lissabon-traktaten.

Nej, det var snarere Nigel Farages begrundelse, som blev draget i tvivl: At han gik, fordi han ville have sit liv tilbage.

Nogle mindede om, at Farage flere gange tidligere er gået af: Han trak sig efter sidste valg, da det for syvende gang ikke lykkedes ham at blive valgt til det britiske parlament; og forinden forlod han i 2009 formandsposten for at hellige sig en af de valgkampe, der endte i nederlag, for så at vende tilbage i formandsstolen efter valget i 2010. »See you later EU hater«, stod der på the Suns hjemmeside.

Andre anede mere dulgte motiver. På de sociale medier blev ældre artikler om hans mulige stærke bånd til Rusland og Putin i går delt flittigt, og hensigten var klar: Var Farage tvunget til at gå af, fordi russerne havde sponsoreret ham? Der var også dem, der mente, at han var blevet lovet en toppost af fremtrædende konservative i de kommende forhandlinger med EU om udtræden.

De mange spekulationer lader sig ikke kun forklare med chokket over britisk politiks enormt fri bevægelighed efter Brexit. Selv om det selvfølgelig er en væsentlig årsag.

Nej, sagen var, at det efter de seneste uger falder folk svært at tro på, at en toppolitiker kan opgive magten frivilligt. Farage falder ikke fra magtens tinder; han går selv. I modsætning til både David Cameron, Boris Johnson - og vel snart også Jeremy Corbyn. For dem gælder det, at de er ofre for deres egne opportunisme.

David Cameron var jo aldrig modstander af EU. Men han var i fare for at miste magten ved sidste parlamentsvalg og vandt kun så overbevisende, fordi han lovede briterne en folkeafstemning om EU. Han troede, at han kunne gentage sin succes fra folkeafstemningen om skotsk uafhængighed i 2014, hvor han overtalte skotterne til at blive i Storbritannien.

David Cameron bildte sig med andre ord ind, at han kunne vinde over modstanderne ved at give dem en folkeafstemning og var endda så selvsikker, at han lod sit eget parti føre valgkampen både for og imod.

Det hævnede sig.

Boris Johnson var heller aldrig rigtig modstander af EU. Men han ville gerne være premierminister. Det viste sig ved, at han i begyndelsen førte nej-kampagne på at love at skaffe Storbritannien en bedre aftale med EU, end den Cameron havde fået.

Da Johnson fik sit nej ved folkeafstemningen, mistede han fodfæstet. Han holdt sig borte fra mediernes søgelys og i sin første ugentlige klumme efter afstemningen i Daily Telegraph, priste han den frie bevægelighed. Hans vaklen fik Michael Gove til at lugte blod. Ganske som David Cameron faldt Boris Johnson på sin uoprigtighed.

Det kommer Jeremy Corbyn også til. Han har altid været en nej-siger. Men for at beholde magten i Labour indvilligede han i at føre kampagne for et ja.

Men bedraget blev afsløret, og han er nu under anklage for hemmeligt at have stemt nej. Hvor længe det lykkes ham at blive på grund af Labours rummelige regler for valg af formand er uvist; men allerede nu er han politisk mere død end levende.

Sådan er det ikke for UKIP-lederen.

Nigel Farage har bygget sin karriere på, at man får mere ud af at gå end af at blive. Nu har han fulgt sin egen politiske strategi.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.