Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Briterne står ved en korsvej

Den britiske befolkning skal torsdag vælge EU til eller fra, men uanset resultatet bliver der brug for en forsoning efter en EU-debat, der har vakt stærke følelser og gravet dybe grøfter i befolkningen.

Den liberaldemokratiske tilhænger Roy Deboise har parkeret sin trehjulede Citroën 2CV Lomax foran privaten, inden han skal deltage i et rally til fordel for et britisk ja til EU. Foto: Adrian Dennis/AFP
Den liberaldemokratiske tilhænger Roy Deboise har parkeret sin trehjulede Citroën 2CV Lomax foran privaten, inden han skal deltage i et rally til fordel for et britisk ja til EU. Foto: Adrian Dennis/AFP

For en del briter vil det være næsten ubærligt at skulle fortsætte som medlem af EU. Ældre briter fortæller, at de stemte imod EF ved den britiske folkeafstemning i 1975, og lige siden har de ventet på chancen igen for at trække Storbritannien ud af et europæisk samarbejde, hvor de aldrig har ment, at deres land hører til.

»Jeg føler, at det her er den sidste chance. Jeg har været politisk aktiv, siden jeg var barn, men efter vi kom med i EU, har jeg været endnu mere involveret for at få os ud igen. Politikerne har igen og igen afvist, at det var et problem at give vores suverænitet fra os, men de har aldrig bekymret sig om os almindelige mennesker,« siger den 77-årige Anthony Francis til Berlingske i den lille provinsby Stamford i midterbæltet af England.

For andre briter er EU-afstemningen et mareridt, som de er vågnet op til og efter at have knebet sig i armen har opdaget, er virkeligheden. De frygter at blive afskåret fra Europa og verden. De er også bekymret over stemningen efter en indædt og følelsesladet EU-debat. En mand med familierødder i Caribien siger, at det har været en ubehagelig oplevelse for ham at høre kommentarer fra venner og forretningskontakter i forbindelse med, at EU-debatten er kommet op i flere og flere samtaler.

»Så begynder de pludselig at tale om, at de har været en britisk familie igennem 17 generationer, og at de vil have Storbritannien tilbage. Hvad mener de egentlig med det? De tænker ikke på, hvad briterne har gjort, og hvor de har været op igennem historien,« siger briten, der har slået sig ned i en landsby nær Wales men er med til at drive en tøjbutik i Brick Lane i det hippe London.

»Heldigvis er EU-modstanden faktisk ikke så slem, hvor jeg bor. Der er mange landmænd, som nyder godt af landbrugsstøtten.«

Som så mange andre, Berlingske taler med, vil manden ikke have sit navn i avisen.

Nu står briterne på en torsdag midt i en historisk EU-afstemning, hvor ingen er sikre på, hvordan fredagen vil se ud. Det er ikke bare 43 års medlemskab af det europæiske fællesskab, der bliver afgjort. Det er også et Storbritannien, som skal finde sig selv igen.

Utilfredshedens stemme

Berlingske er under måneders EU-kampagne stødt på to versioner af Storbritannien, der råber til hinanden tværs over en dyb kløft, som dag for dag er blevet gravet dybere. EU-modstanden er båret af en følelse af afmagt og af at være ladt i stikken.

»Den snak om økonomien er for de rige i London. Heroppe er folk som mig bekymret over indvandringen,« erklærede »Kevin« i Boston i det østlige og traditionelt konservative engelske landbrugsland, hvor tusinder af EU-immigranter er søgt op som billig arbejdskraft.

Men utilfredsheden har flere ansigter. Guardian-kommentatoren John Harris beskriver, hvordan han på en tur rundt i landet stødte på en arbejderklasse i fuld oprørsstemning, hvor de nederste grupper – »i stedet for den relative sikkerhed og stabilitet, der blev etableret i efterkrigstiden« – nu bliver »tilbudt seks ugers-kontrakter i det lokale indkøbscenter, liv tilbragt i en rutsjetur ind og ud af velfærdssystemet og pensioner baseret på tynd luft«.

Blackburn og Boston har ikke meget til fælles, men begge steder har Berlingske hørt mantraet om, at »ingen lytter til os«, og fået beskrivelser af overfyldte venteværelser hos lægen, trængsel på hospitaler og skoler uden plads til deres børn. EU får skylden, for det er i EU-modstanden, at utilfredsheden har fået en fælles stemme, der normalt er druknet i det stive britiske valgsystem, hvor det selv for større grupper er svært at opnå politisk indflydelse.

Over for dem står den anden version af Storbritannien. Verdensborgere i de dynamiske metropoler, kreative, nyskabende og konkurrencedygtige, der river grænser op og udskifter tryghed med dynamik, mens man suger til sig fra alle sider, omfavner enhver forskellighed og spytter nye ideer ud i en stadig strøm.

I Londons finanscentre og universiteter har mange svært ved at forstå, at briter er villige til at risikere landets økonomiske livsnerve og vil afskære sig fra den forbindelse til resten af EU, som, de føler, beriger dem og åbner muligheder for dem.

»Jeg tror, at det vil have en stor psykologisk effekt at forlade EU. Vi vil blive isolerede, og det vil være dårligt for økonomien. Jeg kunne godt engang finde på at leve i udlandet, og det vil jeg gerne have mulighed for,« siger den 20-årige Lizzie Bullock, der studerer fransk og russisk på University College London midt i den britiske hovedstad.

Politiske venner er blevet fjender

Den politiske debat i valgkampen har kun trukket fronterne endnu skarpere op. Få steder i verden kan man sige, at den politiske diskussion er mere skånselsløs end i Storbritannien, men det foregår normalt inden for faste rammer i fastlagte politiske positioner. Sådan er det ikke i EU-debatten.

Beskæftigelsesminister Priti Patel har anklaget EU-tilhængerne, der er anført af premierminister David Cameron og finansminister George Osborne, for at være rige og privilegerede folk fra privatskoler ude af stand til at forstå befolkningens problemer.

Labour-politikere har beskyldt partileder Jeremy Corbyn for at svigte sit eget parti og ikke forstå, hvorfor Labours vælgere er bekymrede over konkurrencen fra indvandrere.

På den EU-positive fløj har Cameron beskyldt sin egen nære ven og justitsminister Michael Gove og sin gamle allierede og studiekammerat Boris Johnson for at bruge farlige løgne til at vildlede befolkningen.

Medlemmer af Underhuset for Labour og Konservative har ført kampagner sammen med UKIP-lederen Nigel Farage, der nu bliver anklaget af Underhus-politikernes partifæller for at bruge budskaber, der leder tankerne hen på 1930ernes retorik, i sin kritik af immigranter.

Drabet på Labour-politikeren Jo Cox for en uge siden viser mere end noget andet, hvor vigtigt det er for den britiske befolkning, at der kommer en form for forsoning efter folkeafstemningen, hvor man fokuserer på en demokratisk beslutning og ikke de store modsætninger og stærke følelser, der er blevet vakt. Hvordan man politisk skal komme videre, er der megen tvivl om. Nogle iagttagere mener, at afstemningen kan få store konsekvenser for hele det politiske system mange år fremover.

Valgløftet kan ændre alt

Der var aldrig et egentlig folkekrav om en EU-afstemning i Storbritannien.

Det var et valgløfte afgivet af Cameron, som han brugte i sin valgkamp. Men selv om et godt stykke over halvdelen af de konservative vælgere fra parlamentsvalget sidste år formodentlig i dag vil stemme imod fortsat EU-medlemskab, udgør de sammen med EU-modstanderpartiet UKIP fortsat under halvdelen af de britiske vælgere. Labour og de øvrige partier var imod folkeafstemningen.

I Storbritannien kunne man for blot et halvt år siden ofte støde på briter, der ikke vidste ret meget om EU og forøvrigt ikke interesserede sig for det. En hel del har ifølge meningsmålinger været meget i tvivl om, hvad de skal stemme, og mange briter vil ifølge valganalytikere fortsat være i tvivl hele vejen ind i stemmeboksen. Men i hvert fald ved de fleste briter i dag formentlig en hel del mere om EU, end de nogensinde havde forestillet sig. De blevet bedt om at tage stilling, og i dag kan de britiske vælgere gennemføre en revolution i Storbritannien, som alle kan have forhåbninger til eller bekymringer over.

Men ingen har nogen reel mulighed for at overskue konsekvenserne hverken for Storbritannien, for hele EU-samarbejdet eller for en selv.

En kvinde fra Polen med arbejde i en café det sydlige London siger, at al snakken om EU-afstemningen virkelig er gået hende på i foråret.

»Jeg går rundt og er deprimeret. Jeg har boet her i 14 år. Jeg har børn og er gift med en brite. Det er her, jeg bor, men jeg kan ikke stemme, og ingen kan sige, hvad der vil ske for os, hvis de stemmer sig ud af EU,« siger kvinden.

Så trækker hun på skulderen. Hendes smil indeholder en ubestemmelig blanding af sarkasme og fortvivlelse, mens hun ser gennem det store vindue ud mod endnu en våd forsommerdag i den britiske hovedstad.

»Men jeg kan da bare tage tilbage til Polen. Det vil min mor i det mindste blive glad for, og vejret er i hvert fald meget bedre.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.