Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Briterne står historisk svækkede forud for Brexit­- forhandlinger

Theresa May vil danne en mindretals- regering med støtte fra nordirske unionister. I realiteten står hun alene, mens hendes satsning har kastet landet ud i uforudsigelig, politisk usikkerhed.

Theresa May og de konservative mistede deres absolutte flertal ved torsdagens valg, men fredag tog hun alligevel fra Downing Street 10 ledsaget af sin mand, Philip, til Buckingham Palace for at meddele Dronningen, at hun vil danne en ny regering. Foto: Odd Andersen / AFP Photo
Theresa May og de konservative mistede deres absolutte flertal ved torsdagens valg, men fredag tog hun alligevel fra Downing Street 10 ledsaget af sin mand, Philip, til Buckingham Palace for at meddele Dronningen, at hun vil danne en ny regering. Foto: Odd Andersen / AFP Photo

En regering med et meget svagt mandat og dermed en af de svageste regeringer i britisk politiks historie. Det blev resultatet af valget til det britiske underhus. Premierminister Theresa May kørte ved middagstid til Dronningen og fik tilladelse til at danne en ny regering. Efterfølgende holdt May en tale, hvor det næsten lød, som om hun og det konservative parti havde vundet den forventede kæmpesejr:

»Jeg vil nu danne en regering – en regering, der kan levere sikkerhed og føre Storbritannien fremad på dette afgørende tidspunkt for vores land.«

Men det var tomme ord. I TV-studierne, i avisartiklerne, blandt de britiske vælgere og også i det konservative parti var alle i gang med at afskrive May og diskutere, hvordan hun havde sat landets stabilitet på spil ved først at sætte de to års EU-udmeldelse i gang og derefter udskrive et valg, der kun kunne tjene sit formål, hvis vælgerne købte Mays budskab om, at det var et valg, hvor de med Brexit forude ikke havde andre valg end hende.

Det kunne have været nok. De konservative genvandt positionen som Underhusets klart største parti med 42,4 procent af vælgerne bag sig, seks procentpoint mere end David Cameron brugte til sit absolutte flertal i 2015. Men valgkreds for valgkreds åd Labour sig ind på de konservatives flertal. Jeremy Corbyn og Labour fik 40 procent. Frustrationen over den konservativt ledede Brexit-afstemning og sympati for Corbyns frontalangreb på syv års benhård konservativ nedskæringspolitik øgede Labours vælgerandel med ti procentpoint.

Fredag erklærede Corbyn, at chokresultatet fra en håbløs position omkring 20 procentpoint bag de konservative ved valgkampens begyndelse for halvanden måned siden var resultatet af, at han i modsætning til May netop gav vælgerne et valg.

»Jeg har rejst rundt i hele landet. Jeg har talt ved arrangementer og valgmøder over hele landet. Og ved i hvad? Politik har ændret sig,« refererede den Labour-støttende avis, The Mirror, Corbyn for at sige i det, der både i hans egen og i mange andres optik var en sejrstale.

»Politik bliver ikke puttet tilbage i den boks, hvor den var før. Det, der er sket, er, at folk har sagt, at nu har de haft rigeligt med nedskæringspolitik.

Det skarpe valg mellem May og Corbyns vidt forskellige visioner fik vælgerne til i stort tal at søge imod de to store partier. »Topartipolitikken er tilbage,« lød en af analyserne efter et valg, hvor mindre partier har suget vælgere til sig uden dog i det britiske valgsystem for alvor at kunne opnå fodfæste i Underhuset.

Det er ikke helt rigtig. I Skotland er nationalistpartiet, SNP, fortsat det klart største, selv om det »blødte« mandater og gik fra 54 til 35. Det vil formentlig lægge SNPs ønsker om en ny uafhængighedsafstemning på is. UKIP blev nærmest udraderet. Partileder Paul Nuttall konstaterede, da han gik af med øjeblikkelig virkning efter valgresultatet, hvor UKIP gik fra 13 til to procent af stemmerne, at det EU-kritiske parti har sejret sig ihjel. Den tidligere UKIP-leder Nigel Farage konstaterede derimod, at han nu er alvorligt bekymret for, om Brexit vil blive gennemført fuldt ud, og han erklærede, at han kunne blive nødsaget til at vende tilbage til politik og fortsætte sin mangeårige kamp for at trække Storbritannien ud af EU.

Hvor lang tid endnu for May?

Men det er fremtidsperspektiver. I øjeblikket afsøger briterne febrilsk mulighederne for et bare nogenlunde solidt fundament i udmeldelsesforhandlingerne med EU, der er sat til at skulle indledes om mindre om to uger.

»Regeringen vil lede landet gennem de afgørende Brexit-forhandlinger og gennemføre det britiske folks vilje ved at trække Det Forenede Kongerige ud af EU,« sagde May i sin tale.

»Jeg vil anføre en regering, der sætter fairness og muligheder i centrum for alt det, vi gør, så vi sammen kan udnytte mulighederne i Brexit og – over de kommende fem år – opbygge et land, hvor ingen og intet lokalsamfund bliver ladt i stikken.«

Ingen tror i øjeblikket på, at May vil lede landet i fem år. Fem uger eller måske fem dage var ifølge politiske analytikere mere sandsynlig. I løbet af fredagen blev det fra flere sider påpeget, at der var påfaldende tavshed fra det konservative partis sværvægtere. Ingen meldte sig på banen for offentligt at forsvare Mays intention om at danne en mindretals-regering på baggrund af støtte fra det nord-irske unionistpartis ti mandater.

I sig selv er det en ydmygelse, efter at de konservative ved både dette og det foregående valg har hånet Labour for, at partiet ville være villig til at sælge sig selv til skotske SNP for at få magten.

»Man var allerede i færd med at hvæsse knivene. May havde i forvejen ikke gjort sig særlig populær. Hun har været alt for venstreorienteret efter de mest liberales smag, og hun har været alt for autoritær for de social-liberale på Camerons fløj. I partiet vil man have knivene fremme på grund af et dårligt valgresultat, selv om det i øjeblikket er svært at se noget alternativ på lederposten,« konstaterede Simon Hix, professor i europæisk politik ved London School og Economics og rådgiver for den tidligere konservative regering .

Og Brexit? De fleste politikere og politiske iagttagere spåede efter valgresultatet, at EU-udmeldelsen på en eller anden måde ville fortsætte, fordi det fortsat er resultatet af »folkets vilje« ved en folkeafstemning. Men hvem ved? To valg og en folkeafstemning i løbet af to år har kun haft det gennemgående budskab, at ingen har været i stand til at gennemskue, hvad vælgerne virkelig vil have.

Uffe Taudal er Berlingskes korrespondent i Storbritannien

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.