Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Briterne grebet af rædslerne fra brand i højhus, der brændte som en tændstikæske

12 beboere er bekræftet dræbt, men mange er meldt savnet efter en brand midt om natten i et 24 etagers højhus i London, der rejser tvivl om den generelle sikkerhed i højhuse i Storbritannien.

Mange briter er dybt berørt over en skrækindjagende brand i et højhus i London, hvor bebeoere blev fanget i flammerne midt om natten. Foto: Paul Hackett/Reuters 
Mange briter er dybt berørt over en skrækindjagende brand i et højhus i London, hvor bebeoere blev fanget i flammerne midt om natten. Foto: Paul Hackett/Reuters 

Rædsel. Den chokerende og skrækindjagende tragedie i det brændende højhus »Grenfell Tower« i London har grebet Storbritannien. Mere end et døgn efter, at branden begyndte, var brandmænd torsdag morgen fortsat i færd med at slukke flammerne.

Samtidig fremstår tragedien i al sin gru med en række historier om overlevende, der hoppede ud ad vinduer eller børn, som blev kastet ud, samt beboere, der var omringet af flammer og røg og ringede til omkringstående og sagde farvel.

12 mennesker er bekræftet dræbt, men dødstallet bliver formodentlig væsentlig højere, advarer de britiske myndigheder. 18 er indlagt til intensiv behandling. En række af beboerne i det helt udbrændte højhus i udkanten af Notting Hill kvarteret i det vestlige London er meldt savnet. Hele familier fra de øverste etager i den 24 etager høje bygning med omkring 120 lejligheder er meldt savnet.

Imens stiller lokale beboere, eksperter og politikere spørgsmål til, hvordan branden kunne udvikle sig så ekstremt hurtigt, og hvorfor der tilsyneladende hverken var tilstrækkelige sprinklere på etagerne eller tydeligt hørbare brandalarmer. Beboeren Mesrob på 7. sal, der nåede at komme ud sammen med sin 70-årige tante, fortalte til Berlingske, at »i løbet af 10 – 20 minutter var alt i flammer, som om der var gået ild i en tændstikæske.«

En evakueret nabo fortalte, at hun ofte havde været i højhuset og set sprinklere, men der var torsdag ingen tegn på, at de havde virket eller gjort nogen forskel for branden.

»Vi her i lokalområdet vil blive ved med at stille spørgsmål. Vi vil ikke lade nogen slippe af sted med at dække over årsagen til det her,« sagde den 30-årige Dani Smith.

Eksperter siger, at en ny facadebeklædning i forbindelse med en nylig renovering kan have været brændbart og bidraget til flammernes eksplosive udvikling. Smith og andre naboer har fortalt, at det så ud til, at »huset smeltede«, og at der var en kraftig lugt af plastik samt kraftig røg.

Oppositionspolitikere, myndigheder og lokale har stillet spørgsmål til nedskæringer i Londons rednings-beredskab som led i den britiske regerings generelle, offentlige nedskæringer de seneste år. Der bliver også stillet kritiske spørgsmål til generelle sikkerhedsregler. Flere andre højhuse i London har samme facade-materiale, og BBC oplyste torsdag, at der i ældre højhuse ikke er regler for forebyggende sprinklere. Ifølge BBC har London 700 højhuse på 11 etager eller højere.

Den britiske regering og lokale myndigheder har sagt, at højhuses sikkerhed nu vil blive undersøgt og vurderet. En generel henstilling til at blive i lejligheder »bag brandsikrede døre« under brand bliver også kritiseret. Flere beboere ringede natten til onsdag ud til pårørende og venner og sagde, at de havde fået besked om at blive i lejligheder, men at de derefter var blevet fanget uden hjælp, mens flammer og røg nærmede sig.

Britiske medier har beskrevet, hvordan desperate forældre kastede børn ud ad vinduerne og råbte til folk nedenfor i håb om, at de kunne gribe dem. Flere har beskrevet, at børn blev grebet i nattemørket.

Der er også grufulde fortællinger om voksne, der kastede sig ud og også fra de øverste etager og familier, der nåede ud men opdagede, at ikke alle var kommet med hele vejen. En mor mistede ifølge The Times kontakt med sin 12-årige datter på vej ned, og brandmænd måtte forhindre, at den desperate kvinde vendte tilbage til flammerne. En ung kvinde måtte forlade sin far i en kørestol.

Både reddede, beboere og evakuerede beboere fra nabobygninger blev i løbet af onsdagen og torsdag nat indkvarteret i lokale klubber og foreninger, mens en nærtliggende kirke og moske blev åbnet. Donationer strømmede ind, og en hjemmeside med indsamling til ofrene nåede på kort tid over en million pund – ca 8,5 millioner kroner.

»Vi bliver helt oversvømmet med hjælp. Det er en utrolig fællesskabsfølelse,« sagde en medarbejder ved kirken til Berlingske onsdag eftermiddag.

På det tidspunkt var man her allerede ved at afvise folks hjælp og henvise til andre indsamlingssteder. De tog fortsat imod tøj og bleer og andet til de helt små. Den 35-årige sygeplejerske Loriel Roberts dukkede op ved politiets afspærring med en indkøbsvogn og stor indkøbstaske på hjul fuldt af vand, kiks, sandwich og tøj:

»Jeg har prøvet at se, hvad der kan være brug for, og der er folk, som ikke har noget sted at være og ikke har noget tilbage. Noget af det har jeg købt selv og noget gav andre mig med undervejs.«

Uffe Taudal er Berlingskes korrespondent i Storbritannien

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.