Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Briterne er rystede over grufulde scener fra brand »uden fortilfælde«

Desperate beboere kastede sig selv og deres børn ud ad vinduerne for at undslippe den eksplosive brand. En ældre mand blev reddet efter et halvt døgn.

Højhuset Grenfell Tower udbrændte i løbet af kort tid, mens briterne først så småt er ved at forstå omfanget af den uhyggelige tragedie. Foto: Tolga Akmen/AFP 
Højhuset Grenfell Tower udbrændte i løbet af kort tid, mens briterne først så småt er ved at forstå omfanget af den uhyggelige tragedie. Foto: Tolga Akmen/AFP 

»En mand løb frem og greb babyen i et lagen. Babyen klarede det,« har et af vidnerne ifølge The Times fortalt fra natten, hvor et 24 etagers højhus i London brændte med skrækindjagende hast.

Samira Lamrani så babyen blive kastet ud ad et vindue, som ifølge vidner var på 5. eller 6. sal. Andre blev fanget af flammerne, mens folk nedenfor bygningen kun kunne se magtesløs til.

»Børnene, deres skingre stemmer. Det vil sidde i mig i lang tid. Der var folk, der bare kastede deres børn ud og sagde: Red mine børn.«

Omfanget af den uhyggelige tragedie med det brændende højhus i det vestlige London natten til onsdag, er myndighederne fortsat ved at finde ud af. Mange er savnet, også hele familier i de øverste lejligheder. Imens har britiske medier viderebragt brudstykker af den rædselsvækkende nat, der har rystet briterne og rejst spørgsmål om sikkerheden i lignende højhuse i Storbritannien.

Foreløbig er mindst 17 personer bekræftet døde i forbindelse med en brand i et højhus natten til onsdag i London. Dødstallet ventes at stige yderligere, lyder det fra politichef Stuart Cundy fra Londons politi.

»Der er 37 personer, som bliver behandlet på hospitalet, hvoraf de 17 fortsat er i kritisk tilstand,« siger han.

Den 47-årige Francis Dean fik kontakt over telefonen med sin søster Zainab, der var på 14. sal med sin to år gamle søn Jeremiah. Søsteren havde fået at vide, at de skulle blive i lejligheden, og en brandmand greb hans telefon for at berolige hende, fortæller manden ifølge Daily Telegraph:

»Han sagde, at hun skulle bevare roen, og at de ville komme efter hende. Han blev ved med at sige det til hende igen og igen. Men så gav han telefonen tilbage til mig og sagde: Sig til hende, at du elsker hende. Jeg vidste så, at jeg måtte frygte det værste. Telefonen døde, og jeg kunne ikke tale med hende længere.«

Rania Ibrham boede i en af de øverste lejligheder. Hun var sammen med sine to små børn og sendte to videoer over Snapchat, der er blevet videregivet af ITV. Den første er fra omkring klokken 1.30, hvor røgen tager til, og hun lader folk ude på gangen komme ind. Fra omkring klokken tre er der endnu en video, som en ven viste til TV-stationen:

»Du kan se, at hun er fanget. Hun beder en bøn: og hun siger. I må alle tilgive mig. Farvel.«

Selv erfarne brandmænd er chokeret over, hvor hurtigt ilden bredte sig, og hvor voldsom den var. Én siger til LBC Radio, at han »aldrig har set noget lignende« i sine 27 år som brandmænd. En ledende brandmand siger til The Guardian, at branden er »uden fortilfælde« i form af »omfang, hurtighed og spredning«. Der er rapporter om, at en ny facadebeklædning måske var brandbar og bidrog til flammernes voldsomhed.

»Vi gik op ad brandtrappen, og folk kom ned gennem røgen. Jeg ved ikke, hvordan de kunne ånde,« sagde en brandmand.

Nogle opbrugte fire iltflasker under redningsarbejdet. Én af brandmændene siger, at de normalt må være i en brand i fire timer, men at de på det tidspunkt havde været der i 12 timer.

Ifølge britiske medier skrev en lokal kunstner, Khadija Saye, på Facebook, at alt håb var ude for hende og hendes mor, der boede på 20. sal.  Mange andre ringede desperate til pårørende og venner. Imens kunne folk på jorden se folk bag vinduer, mens røgen og flammerne hastigt bredte sig. Nogle fortæller om, hvordan børn blev kastet ud fra flere lejligheder uden, at de kunne se, om de blev reddet i nattemørket. Også voksne hoppede ud i scener, som vidner sammenlignede med »9/11« i New York i 2001. En mand prøvede ifølge The Times at lave en hjemmelavet faldskærm ud af et lagen. Der er ingen oplysninger, om han overlevede.

Branden i højhuset har berørt briterne dybt. Donationer i form af tøj, mad og penge strømmer ind. Mange melder sig som frivillige i hjælpearbejdet for reddede og evakuerede fra nabobygninger. Nogle har tilbudt midlertidig genhusning. TV-stationen BBC har dækket situationen intensivt og hele torsdag morgen fortalte briter på Twitter til BBC om deres medfølelse og frustration over, at branden kunne ske på den måde.

Fra flere sider lyder et krav om svar fra den britiske regering med anklager om nedskæringer i Londons beredskab og mangelfulde brandregulativer har forværret situationen. Det politiske efterspil kan udvikle sig de kommende dage. I øjeblikket er briterne i færd med at bearbejde chokket over omfanget.

De mange historier er næsten ubærlige. Også de reddede kan have alvorlige mén. En sygeplejerske siger til The Times, at ofre »spyttede sort tjære ud«. Røgen, som fyldte gangene på vej ud, kan påvirke de indre organer lang tid fremover og måske permanent siger i læge med speciale i brandskader.

En af de livsbekræftende historier er en ældre synshandicappet mand, der blev reddet ud fra 11. sal ved middagstid onsdag. Et halvt døgn efter, at branden begyndte og på et tidspunkt, hvor højhuset virkede helt udbrændt.

»Jeg så en forælder, der kastede to børn ud ad vinduet. Jeg ved ikke, hvor de landede, fordi jeg var på den anden side. Jeg håber, at de blev grebet. Det var ikke så højt oppe. Det var måske femte eller sjette sal,« sagde et vidne, Joe Walsh, til The Guardian.

I løbet af torsdagen sagde en kvindelig talsperson for Londons brandmænd, at de var i gang med at undersøge det udbrændte højhus og forsøge at få et overblik over antallet af ofre:

»Vi har ingen anelse om, hvor mange der var i bygningen. Nogle har måske boet der alene, nogle har måske været væk, og nogle er måske fortsat ikke identificerede på hospitalerne.«

Det udbrændte højhus blev bygget i 1970erne og var konstrueret til, at beboerne skulle blive i lejlighederne under brand, fordi lejligheder kunne modstå brand i en længere periode. Det var også det brandråd, der var blevet givet forud for branden i brygningen. Eksperter siger, at efterfølgende renovering kan have skabt »huller« i konstruktionen, og at det sammen med en ny facade kan have skadet bygningens grundlæggende brandsikring.

Uffe Taudal er Berlingskes korrespondent i Storbritannien

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.