Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Brexit-tilhængere håner valget af Macron

Frankrig overgiver sig igen, lyder det fra britiske EU-modstandere. Fra den konservative regering er der forsonende reaktioner, men briterne forbereder sig på hårde EU-forhandlinger med Emmanuel Macron i en central rolle.

Britiske Brexit-tilhængere og den britiske regering forbereder sig på, at Frankrig med Emmanuel Macron har fået en præsident, der ønsker at styrke EU. Foto: Yoan Valat/EPA 
Britiske Brexit-tilhængere og den britiske regering forbereder sig på, at Frankrig med Emmanuel Macron har fået en præsident, der ønsker at styrke EU. Foto: Yoan Valat/EPA 

Den tidligere UKIP-leder, Nigel Farage, har ikke meget til overs for det franske vælgerflertal og endnu mindre for Frankrigs nye præsident, Emmanuel Macron.

»Det er blevet stemt for et gigantisk bedrag. Macron vil have Juncker som dukkefører,« lød kommentaren på Farages Twitter-konto med henvisning til EUs kommissionsformand.

På den amerikanske TV-kanal Fox News udlagde Farage teksten og sagde, at Macron forsvarede et »smuldrende og fejlslagent« Europa.

»Jeg tror, at Macron vil stå for fem år med flere fiaskoer. Fem år mere med ukontrolleret immigration. Fem år mere med fiaskoer for euroen,« sagde Farage.

Han forudså, at den tabende Front National-kandidat, Marine Le Pen, »kan vinde i 2022« og sagde, at han havde været i kontakt med Le Pens kampagnestab og rådgivet den til at gøre sig fri af det dårlige ry, som navnet »Front National« har ifølge Farage.

Endnu hårdere var retorikken fra »Leave.EU«-kampagnen, der op til den britiske EU-afstemning var tæt forbundet til EU-modstanderpartiet UKIP. Leave.EU-kampagnen er fortsat aktiv for at sikre, at Brexit bliver gennemført fuldt og helt efter afstemningen sidste år i juni.

»RIP France,« lød et tweet med et billede af Eiffeltårnet belyst i det franske flags farver, som tårnet blandt andet har fremstået i forbindelse med den senere tids terrorangreb i Europa.

»Franskmændene overgav sig i 1940. Denne gang sparede de tyskerne for at bruge brændstof og kugler,« lød et andet tweet suppleret med en britisk avisforside fra dengang, Frankrig kapitulerede over den tyske besættelsesmagt.

I den Brexit-støttende del af den britiske presse er den gennemgående reaktion oven på det franske valg, at det nu kan blive sværere for Storbritannien at presse en god Brexit-aftale igennem for briterne under udmeldelsesforhandlingerne for EU. Premierminister Theresa May har dog understreget sin »varme lykønskning« med sejren i en personlig samtale med Macron.

»Premierministeren sagde, at hun så frem til at arbejde med den nye præsident på en række områder, hvor Storbritanniens og Frankrigs unikke partnerskab danner et stærkt fundament for fremtidig samarbejde,« lød en officiel erklæring om telefonsamtalen fra Mays kontor.

»Lederne diskuterede kort Brexit, og premierministeren gentog, at Storbritannien ønsker et stærkt partnerskab med et sikkert og fremgangsrigt EU, når vi forlader det.«

En række ledere i EU har tidligere budt det forestående britiske parlamentsvalg velkommen, fordi man ønsker en forhandlingspartner med et klart mandat. Ifølge britiske aviser som The Times og The Daily Telegraph ser britiske, konservative Brexit-tilhængere det franske valg i lignende lys.

»Vi ønsker ikke at skulle forhandle med et EU i eksistentiel krise, som det ville være tilfældet, hvis Le Pen havde vundet,« siger Crispin Blunt, konservativ formand for parlamentets udenrigsudvalg, til Telegraph.

Samtidig konstaterer avisen på papirudgavens forside, at »Frankrigs nye håb« placerer »en sky over Brexit«. The Times fokuserer på, at Macron lod sig hylde til det Beethoven-stykke, som EU benytter ved højtidelige lejligheder, mens de i lighed med andre britiske medier refererer fra tidligere lejligheder, hvor Macron har erklæret, at briterne må betale en høj politisk pris for deres Brexit-beslutning.

May har gentagne gange understreget, at det er Storbritanniens ønske og til briternes fordel, at EU har succes. Den britiske premierminister har også for nyligt skarpt kritiseret europæiske bureakrater og politikere for at ville blande sig i den britiske valgkamp. Nu har May holdt sig nogenlunde ude af Frankrigs valgkamp, selv om en fransk journalist til BBC påpegede, at May tidligere har mødtes med Macron men ikke Le Pen.

Et helt centralt succeskriterium for både May og Macron vil være at anføre en sikker kurs for hver deres side gennem Brexit-forhandlingerne. Om de kan følges ad på den vej vil snart vise sig.

»Premierministeren og den nyvalgte præsident Macron ser frem til at mødes og have samtaler ved de forestående NATO- og G7-møder,« lød det fra Mays talsperson.

Uffe Taudal er Berlingskes korrespondent i Storbritannien

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.