Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Brexit betyder Brexit. Der må ikke være noget forsøg på at blive i EU«

Indenrigsminister Theresa May vil være premierminister og afviser enhver tvivl om exitten fra EU. Hendes største rival, justitsminister Michael Gove, har sat alt ind på at få droppet EU-medlemskabet.

Nej betyder nej! Indenrigsminister Theresa May har meldt sig som kandidat til posten som konservativ premierminister i Storbritannien - og hun vil ikke høre tale om muligheden af at rulle det britiske farvel til EU tilbage. Foto: Andy Rain
Nej betyder nej! Indenrigsminister Theresa May har meldt sig som kandidat til posten som konservativ premierminister i Storbritannien - og hun vil ikke høre tale om muligheden af at rulle det britiske farvel til EU tilbage. Foto: Andy Rain

LONDON: Nogle britiske politikere og en del andre i Storbritannien og i Europa har et brændede ønske om, at briterne kan omgøre deres afvisning af EU – sådan som andre lande har gjort det efter folkeafstemninger. Men de skal ikke vente hjælp fra Det Konservative Parti.

Det står nu klart, hvilke konservative medlemmer af Underhuset, der skal konkurrere om at blive partiets nye formand og dermed Storbritanniens nye premierminister. To skiller sig ud som favoritter til at blive dem, som de konservative partimedlemmer til sidst får at vælge imellem, og hverken justitsminister Michael Gove eller indenrigsminister Theresa May efterlader noget håb for EU-tilhængere.

Derimod kan de begge måske kvæle voksende bekymring blandt EU-modstandere om, at politisk opbakning til resultatet af den vejledende folkeafstemning var ved at skride.

Ingen »magisk løsning«

Selv om Theresa May støttede premierminister David Camerons kampagne for at forblive medlem af EU, erklærede hun ved lanceringen af sit kandidatur, at folkeafstemningens resultat er defintivt.

»Brexit betyder Brexit. Der må ikke være noget forsøg på at blive i EU. Der skal ikke være en ny folkeafstemning,« sagde hun.

Indenrigsministeren erklærede også, at hun som leder vil vente med officielt at begynde udmeldelsen af EU indtil 2017.

»Vi bør ikke aktivere artikel 50, før strategien er klar, og der er enighed om den. Det vil sige ikke før udgangen af i år,« sagde hun – og slog i sin tale fast, at der »ikke er noget mandat for en aftale med accept af fri bevægelse« i EU.

Kritikken af EU-dogmet om arbejdskraftens frie bevægelse og et meget stort antal EU-immigranters ankomst hvert år i Storbritannien var et de afgørende argumenter fra de britiske EU-modstanderes side.

Exit Boris Johnson

Theresa May sagde efter sin tale som svar på et spørgsmål fra britisk presse, at der »fortsat vil være immigration fra Europa«, og at der ikke er nogen »magisk løsning« på situationen, men hun lovede, at befolkningen med hende som premierminister vil kunne se, at der er en politiker i spidsen, der arbejder på at håndtere situationen.

Indenrigsminister Michael Gove erklærede i forbindelse med sin højst overraskende beslutning om at stille op, at han »ønsker en åben og positiv debat om den vej, som landet nu tage«.

Gove var en af EU-modstandernes absolutte frontfigurer, og ingen kan tvivle på, at han indtrængende og dybtfølt ønsker at trække Storbritannien ud af EU. Det var i sidste ende vigtigere for ham end det mangeårige, nære venskab med Cameron.

Den store taber er den tidligere London-borgmester Boris Johnson. Briterne har den seneste uges tid ikke behøvet at besøge et af de landets mange Shakespeare-inspirerede teatre for at finde spændingen og spændvidden i det store drama. De har blot kunnet følge med i begivenhederne i og omkring Westminster, hvor oppositionspartiet Labours fortsatte nedsmeltning og overhængende trussel om splittelse mest bare var en bisætning torsdag.

Imens så briterne måbende til, mens Johnsons forsøg på at opnå en Churchill-lignende status og af nogen forventede næsten gnidningsløse triumftog ind i premierministerboligen i Whitehall i stedet blev til et knusende og beskæmmende nederlag.

Gove fældede med sin EU-modstand først sin premierminister, David Cameron, og derefter klippede han vingerne på sin nye bedste allierede, Boris Johnson, ved helt uventet at trække sin støtte. I en tale torsdag, hvor Johnson officielt skulle have meldt sig på banen som favorit til at blive ny premierminister, erkendte han i stedet sit nederlag.

»Efter at have konsulteret kolleger og i lyset af omstændighederne i parlamentet, har jeg konkluderet, at den person ikke kan være mig,« sagde Johnson.

En avisklumme gav usikkerhed

De dramatiske proportioner bliver understreget af, at Johnson de seneste dage har været i alles fokus.

Medierne har fulgt hans mindste skridt og hver en udtalelse. Politikere har søgt hans gunst i en kommende regering. I Underhusdebatter mandag og onsdag kom flere politikere tæt på at omtale Johnson som kommende premierminister. Cameron lavede flere referencer til fremtidige opgaver for repræsentanten for »Uxbridge og South Ruislip«, der er Johnsons valgkreds.

Britiske analytikere vurderer, at Gove og andre konservative EU-modstandere ikke stolede på, at Johnson var villig til at tage den fulde konsekvens af EU-afstemningen. En tvetydig klumme skrevet af Johnson mandag i The Daily Telegraph, hvor han bevidst underspillede sejren og kravet om at formindske immigration, kan have bidraget til mistroen. Selv om Johnson lod sive at, at avisklummen var skrevet i hast og ikke var velovervejet, var det en åben flanke, som man ikke kan tillade sig i et konservativt partiopgør.

Flere analytikere påpeger, at tidligere formandskandidater som Margaret Thatcher og David Cameron først vandt, efter at storfavoritten var blevet vraget. De skulle så til gengæld ikke finde en ny position for Storbritannien i Europa og i verden efter en EU-afstemning, der af næsten alle britiske politikere er betegnet som en af de vigtigste, politiske beslutninger i landets historie.

Johnson har i høj grad fremstået som forbindelsesleddet til den EU-skeptiske del af den britiske befolkning. EU-debatten handlede for en stor del om »at tro på Boris«, og han var en central del af rygdækningen for, at briterne har taget en beslutning i fællesskab og nu må udføre beslutningen i fællesskab.

Med Johnson ude af spillet er et succesfuldt efterspil på en EU-udmeldelse pludseligt i endnu højere grad blevet til Det Konservative Partis ansvar.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.