Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Bombealarm i Bruxelles: Mand med falsk bombebælte anholdt

Bomberyddere blev tirsdag sendt til indkøbscenteret City 2, hvor en mand er anholdt. Regeringens sikkerhedsråd blev indkaldt, men »situationen er under kontrol« nu, sagde premierministeren efter mødet.

Belgiske soldater i City 2-shoppingcenteret.
Belgiske soldater i City 2-shoppingcenteret.

Belgisk politi slog tirsdag morgen alarm om en mulig bombe i indkøbscenteret City 2 i Bruxelles. En mand blev kort efter anholdt og bomberyddere blev sendt til indkøbscenteret City 2, som endnu er spærret helt af.

Situationen var ifølge den belgiske premierminister Charles Michel så alvorlig, at han valgte at afbryde et interview med Bel-RTL og indkalde regeringens sikkerhedsråd for at drøfte situationen.

Kort efter mødets afslutning, fortalte han dog ifølge flere medier den fremmødte presse, at »situationen er under kontrol«.

Bombebælte var attrap

Klokken cirka 05.30 gik politiet i aktion ved centret, efter at have modtaget oplysninger om, at en mand opførte sig mistænkeligt nær City 2, der ligger i centrum af Bruxelles. Mandens adfærd var angiveligt så påfaldende, at det udløste en bombealarm, rapporterer tv-stationen RTL.

Det skete, fordi den nu anholdte mand bar et bombebælte om livet, og fordi han ifølge politiet selv havde ringet til vagtcentralen og antydet, at han bar bombebæltet.

Det har dog efterfølgende vist sig, at der var tale om en attrap og ikke en rigtig bombe, lyder meldingen fra den belgiske anklagemyndighed.

»Ingen bomber er hidtil fundet. Selvmordsvesten var falsk«, hedder det fra anklagerens kontor.

Hele området omkring butikscenteret har været afspærret i flere timer. Det samme gælder ifølge Le Soir også den nærliggende metrostation Rogier.

»Bombealarm i City 2: Metrostationen Rogier vil blive lukket,« lyder det i et tweet fra Le Soir.

Tre måneder siden sidste angreb

Episoden kommer kun få dage efter, at de belgiske myndigheder sigtede tre mænd for »forsøg på terrormord«. De blev anholdt under en razzia i adskillige boliger i Bruxelles efter forlydender om, at der fra den belgiske hovedstad blev planlagt angreb mod europamesterskaberne i fodbold i Frankrig.

Samtidig er det ikke mere end et par måneder siden, at den beligske hovedstad blev ramt af flere terrorangreb.

Tirsdag d. 22. marts blev to bomber detoneret i Bruxelles-lufthavnen Zaventem og kort efter eksploderede endnu en i et metrotog, der befandt sig ved stationen Maelbeek, der ligger tæt på en række EU-institutioner i det centrale Bruxelles. 35 personer blev dræbt og 300 såret.

Tre personer blev i dagene efter det koordinerede angreb identificeret som gerningsmænd bag angrebene. Mindst én formodet terrorist er stadig på fri fod, og der har efterfølgende været en række ransagninger i flere bydele i Bruxelles. Terrorbevægelsen Islamisk Stat hævdede efterfølgende at stå bag.

Belgien er det land i EU, der i forhold til indbyggertal har bidraget med det højeste antal islamistiske krigere i Syrien og Irak.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.