Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Boblernes borgfred i den russiske landsby

BMINTERN - ccc
BMINTERN - ccc

Den pensionerede russiske flodskipper kunne se det på en kilometers afstand. Om ikke andet så på kombinationen af min alder og mine blege kontorarme.

»Du har ikke arbejdet på et kollektivlandbrug, vel?« spurgte han alligevel for at være helt sikker.

Jeg gik til bekendelse. Sovjetiske kolkhoser er ikke så udbredte i Danmark. Vi har et mere privatejet landbrug, forklarede jeg.

Flodskipperen så medlidende på mig.

I sin ungdom var han formand for lokalafdelingen af Komsomol, ung­kommunisterne, i den russiske by Totma. Og nu i sit 85. leveår var han stadig ægte sovjetkommunist, erklærede han og hævede stemmen.

Han rejste sig og rodede lidt rundt i skabet i hjørnet af bjælkehusets stue. Så landede en stak aviser fra 1970 på bordet foran mig.

»Sukhona-Flodarbejderen« hed avisen. Her havde skipperen i sine yngre dage skrevet mange artikler. Gode artikler. Det var dengang, inden verden gik af lave, og folk stadig troede på noget stort.

»Hvad skete der med dette land?« spurgte han ud i stuen og svarede selv: »Kapitalisterne kom, og nu er landsbyen død!«

Så var det på plads.

Landsbyen, vi taler om, hedder Ust-Petjenga, og den ligger smukt ved Sukhona-floden, 700 kilometer nord for Moskvas evige trafikpropper.

Heldigvis er den alt andet end død, erfarede jeg under forberedelsen til en helt anden reportage om en helt anden russisk flodskipper.

Ust-Petjenga er en ret hyggelig landsby med hundrede indbyggere, to købmandsbutikker og en landsbykirke, der gennemlevede det ateistiske sovjetstyre i rollen som kornlager.

I dag er kirken igen en kirke, der bliver passet og plejet af den lille gruppe aktive kirkegængere. Frem for alt af Sjanna. Hun blev egentlig ansat til at gøre rent mellem de gyldne ikoner. Men eftersom præsten kun kommer til den afsides landsby en gang om måneden, måtte hun tage biblen i egen hånd.

Hver søndag samler Sjanna derfor landsbyens menighed, der består af i alt otte, nogle gange ni, kvinder, til bøn. Det er næsten – men ikke helt – en guds­tjeneste, for den ortodokse kirke tillader ikke kvindelige præster.

»Herren bevarede kirken gennem den mørke kommunisttid,« sagde Sjanna, der gæstfrit havde tilbudt os husly i den tomme præstebolig.

I dag er kommunisterne få, men landsbyboerne er troløse, betonede hun. Mange bliver døbt, men de kommer aldrig i kirken. Er det også sådan i Danmark? Og hvorfor forbyder præsident Putin dog ikke abort? Sjanna rystede på hovedet.

»Herren straffer os alle for denne synd,« sagde hun.

Sjanna missionerer utrætteligt i landsbyen, men hun har opgivet at over­bevise sin genbo Aleksander, selvom han er ekspert i kirkehistorie.

Aleksander er landsbyens intellektuelle. Han er tidligere historielærer på landsbyskolen, der lukkede for to år siden. Nu bruger han pensionisttilværelsen på at skrive bøger om stednavne og landsby­kirkernes arkitektur. Han elsker kuplede kirketårne, men han kan ikke døje kirkens øverste leder, Patriarken, og prædikenerne om verdens undergang, Vestens dårligdom og Putins storhed.

Kirken skulle hellere tage et opgør med sovjetdiktatoren Josef Stalin, der beordrede titusinder af præster skudt i 1930erne, men som stadig hyldes som sindbilledet på den stærke leder.

»Putin genopliver alt det værste fra sovjettiden,« sammenfattede Aleksander, da jeg drak te med ham tidligere på dagen.

»Brutalitetens evangelium« kaldte han den særlige blanding af gammelt og nyt.

Alt det sagde skolelæreren dog ikke et ord om, da han – sammen med den tilrejsende dansker uden den mest basale arbejds­erfaring fra et kollektivbrug – tog på søndagsbesøg hos den kommunistiske flodskipper længere nede ad vejen.

Der skal jo være plads til alle, i hvert fald på sådan en festdag. Denne dag var nemlig den russiske flådes dag, viste det sig. Og på flådens dag drikker man en højtidelig skål, proklamerede skipperen og livede tydeligt op.

Han forsvandt ud i køkkenet efter en flaske russisk champagne og efterlod os alene med sine hjemmemalede akvareller og mere til. Ovre på endevæggen hang et gyldent ikon med en afbildning af Jesus og et stearinlys på hver side. Den tidligere Komsomol-formand havde åbenbart også fundet en ny tro.

Pop, sagde flasken lidt efter, og vi drak for de store principper.

Simon Kruse er Berlingskes korrespondent i Rusland

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.