Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Biblen ender på samme liste som »Fifty Shades of Grey«

I Guds eget land er Biblen nu blevet en af de mest omstridte bøger på bibliotekernes hylder.

Biblen er en af de bøger, som der klages mest over i USA. Det skyldes ikke kun bogens religiøse indhold, men der klages også over, at Biblen har seksuelt indhold. Arkivfoto: Brian Bergmann
Biblen er en af de bøger, som der klages mest over i USA. Det skyldes ikke kun bogens religiøse indhold, men der klages også over, at Biblen har seksuelt indhold. Arkivfoto: Brian Bergmann

I USA har man naturligvis ytringsfrihed. Men det forhindrer ikke folk i hvert år at skrive ind og foreslå, at en bog bliver fjernet fra landets skoler og biblioteker. Det kaldes i systemet en anmeldelse, men har altså ikke noget med boganmeldelser at gøre.

De typiske årsager til anmeldelser er i nævnte rækkefølge: anstødeligt seksuelt indhold, groft sprogbrug, indhold, der er uegnet i forhold til den påtænkte læsers alder, vold og sidst men ikke mindst, homoseksualitet. Sådan forholdt det sig i hvert fald i en undersøgelse over alle klager i perioden 2000-2009, foretaget af Foreningen af Amerikanske Biblioteker, American Library Association (ALA).

I sagens natur vil nye bestsellers, der får meget omtale i medierne, nemmere finde vej på listen end så mange gamle klassikere, men i oversigten over sidste års ti mest anmeldte bøger kan man for første gang finde det, man kunne fristes til at kalde klassikeren over dem alle, nemlig Biblen, der ligger på en sjetteplads.

James LaRue fra ALAs Afdeling for Intellektuel Frihed fortæller til Huffington Post, at selv om Den Gode Bog i mange år er blevet anmeldt for sit religiøse indhold, er det første gang, at den er på top ti. Og det har fået konservative politikere til at råbe vagt i gevær: USA er det land i verden, der har flest kristne, men nu vil man forhindre, at de kan dyrke deres tro frit, lyder det.

Sex og religion hitter

I det hele taget er der to temaer, der går igen i anmeldelserne af top ti: Sex (herunder specifikt homoseksualitet) – som er blandt årsagerne i de fire mest anmeldte bøger – og religion. Mens Biblen som sagt ligger på en sjetteplads, ligger andenpladsen ifølge salgstallene på en hel del danske natborde. Der er nemlig tale om »Fifty Shades of Grey«, og her er der flere, der frygter, at teenagere vil lade sig inspirere af bogens sadomasochistiske indhold og selv give sig i lag med lak, læder og det, der er værre.

ALAs James LaRue fortæller videre til Huffington Post, at folk normalt klager over Biblens religiøse indhold, sker det også, at den får klager over »seksuelt indhold, der er upassende for mindreårige«. Desuden er der en række mennesker, der fejlagtigt tror, at det er i strid med USAs adskillelse af kirke og stat at have religiøse skrifter på offentlige biblioteker.

Sociologen Ryan Cragun fra University of Tampa siger til Huffington Post, at Biblens placering i det dårlige selskab på top ti-listen kan skyldes sekularister, der egentlig ikke ønsker bogen fjernet fra bibliotekshylderne, men vil skabe opmærksomhed om det, de opfatter som en dobbeltmoral, der mange steder i det amerikanske samfund giver Den Gode Bog fortrinsret i forhold til andre bøger.

Under alle omstændigheder skal amerikanske læsere ikke frygte at hverken Biblen eller »Fifty Shades of Grey« bliver fjernet fra hylderne.

Som James LaRue siger: »Her i the home of the brave læser frie mennesker frit.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.