Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Balterne knækker krisen i EU

Mens det gamle Europa demonstrerede mod nedskæringer, så bed esterne tænderne sammen og stred sig gennem sultekuren. Nu farer det lille baltiske land af sted på en digital optur. Har Estland knækket krisekoden?

TALLINN: Taaniel Jakobs er en af den slags mennesker, der aldrig sidder helt stille. Lige nu jonglerer han med sin mintgrønne smartphone – fra den ene hånd til den anden – imens han taler om dovne kæmper.

»De har deres tid. Så falder de bagud og nye kommer til,« siger den 30-årige programmør fra Estland.

Vi står midt i et kontorlandskab, der mest af alt ligner et forvokset drengeværelse. Forlængerledninger er klæbet fast til gulvet med gaffatape. Tomme cola- flasker og en termokande står på et lavt bord. Bærbare computere er udsmykket med klistermærker. »Screw it – just do it,« står der på et.

Det sidste beskriver meget godt Taaniel Jakobs forretningsplan. Han er ikke tilfreds med en plads i solen i det lille Estland. Deres bud på et socialt netværk skal udfordre digitale giganter som Facebook og LinkedIn. De dominerer markedet i dag. Men ligesom historiens forgangne imperier vil de forvitre og gå under, mener han. Spørgsmålet er kun, hvem der sår den næste spire. Det kan ligeså godt ske i Estland som i San Francisco.

»Det er risikabelt. Men hvis du ikke selv tror på det, hvem gør så?« spørger hovedmanden bag det lille femmandsfirma Zerply.

Ordene virker forvoksede i det beskedne kontorfællesskab for iværksættere mellem kirkespir og gamle bymure i Estlands hovedstad Tallinn. Men det er langt fra sidste gang, vi støder på en næsten fandenivoldsk selvtillid i det lille EU-land på den anden side af Østersøen.

»Vi er meget længere fremme end Tyskland og Storbritannien, når det gælder digitalisering,« lyder det senere fra Anna Piperal, projektleder ved landets officielle IT-udviklingscenter.

Store ord i et lille land. Men i dag er Estland det eneste land i verden, der har gennemført et parlamentsvalg, hvor et flertal af befolkningen kunne stemme over nettet. Sidste gang stemte næsten hver fjerde online med det digitale ID-kort, der i Estland fungerer som alt fra busbillet til sygesikring. »E-stonia« kalder regeringen det digitale eksperiment.

Det er en lignende fandenivoldskhed, der på det seneste har givet Estland rollen som prøvekanin nummer ét i et andet eksperiment: Eurokrisen.

For mens det meste af kontinentet kører i slæbegear på femte år, så går Estland også her mod strømmen. Her er krisen tilsyneladende slut. Nedtur er vendt til optur. Sammen med de to andre baltiske lande har Estland de seneste tre år haft den højeste – og næsten eneste – vækst i EU.

Estland var ellers blandt de allerhårdest ramte af krisens første bølgeslag. En femtedel af landets økonomi blev flået bort på mindre end 12 måneder mellem 2008 og 2009. Det var mere, end selv krisens mest kendte offer – Grækenland – blødte i samme periode.

Men modsat de fleste andre lande, så kom Estland hastigt på benene. Landet, der stadig hører til blandt EUs fattigere medlemmer, stred sig igennem en af unionens mest brutale sparekure. Lønninger blev skåret. Skoler lukket. Den minimale velfærd klippet.

Nu ligner Estland så nærmest en duksedreng i EU-klassen. Blot to år efter krisens udbrud trådte landet ind i eurozonen med solide offentlige finanser, vækst og EUs laveste gæld. Nu bidrager Estland selv til den sikringsfond, hvorfra nødlån flyder til det på papiret rigere Grækenland.

»Ting, som er helt umulige i andre lande, kan tilsyneladende gennemføres her. Og det sætter jo tingene lidt i perspektiv. For er tingene så umulige, som vi gerne vil fortælle hinanden i Vesten?« spørger Karsten Stæhr, der er professor i økonomi ved det Tekniske Universitet i den estiske hovedstad.

Anna læsser tomme blodposer fra et rullebord over i en sæk til hospitalsaffald. Hun er sygeplejerske på Centralsygehus Øst i Tallinn. Hun er en af dem, der har mærket en anden side af Estlands kur mod krisen.

Omkring 500 kroner blev skåret af hendes løn, da regeringen svingede kniven over de offentlige udgifter. Nu tjener hun svarende til 4.700 kroner om måneden. Hvis familien ikke havde haft to indkomster, havde det været umuligt at leve for den slags penge, siger hun.

»Hvis jeg tænkte rationelt, så skulle jeg nok finde et andet arbejde,« siger Anna, der ikke ønsker sit efternavn i avisen.

I mange andre lande havde den lønbarbering udløst politiske slagsmål, demonstrationer og strejker. Det har langt mindre indgreb gjort i andre dele af Europa, i Storbritannien, Belgien, Frankrig og i Danmark. I Sydeuropa er unge demonstranter tørnet sammen med politiet. Offentlige bygninger er blevet stormet, brændt og belejret.

Men i Estland slugte man sultekur og en lønnedgang på helt op til 20 procent med dukket nakke. Måske fordi der ikke var nogen til at organisere en protest. Færre end hver tiende ester er medlem af en fagforening.

»Politikerne lytter ikke til os,« siger Anna, mens blodposerne én for én forsvinder ned i sækken.

Nogle har i stedet stemt med fødderne. Nedskæringerne har fået så mange sygeplejersker og læger til at søge midlertidigt arbejde i nabolandet Finland, at det nu er svært at finde kvalificerede personale på flere hospitaler.

Men sådan er det jo. Det var intet alternativ, siger den estiske regering. Nedskæringerne er prisen for den uregerlige bobleøkonomi, der kastede brændstof på krisen i årene før sammenbruddet, siger Estlands konservative premierminister Andrus Ansip.

»Vi besluttede at reagere med det samme. En sen reaktion er smertelig. En hastig reaktion er mindre smertelig,« siger han fra sit kontor på Stenbock-slottet i Tallinns gamle bydel.

Derfor skar regeringen dybt fra første færd. I al hast forsvandt næsten en sjettedel af det samlede offentlige budget, et helt ufatteligt tal set med nordeuropæiske briller. Titusinder mistede deres job. De fattigste og ufaglærte blev de første ofre. Men esterne demonstrerede ikke. Tværtimod blev regeringen i 2011 genvalgt med styrket mandat.

»Folk forstår, at vi ikke kan trække kaniner op af sorte hatte,« siger Andrus Ansip.

Historien om Estland er forlængst blevet fast pensum for tilhængere af sparekuren som den rette medicin for Europa. Da Estlands regering som en af de første satte den kurs i slutningen af 2008, var kuren knapt ordineret andre steder. Siden har både den tyske kansler Angela Merkel og strammerne i EU-Kommissionen rost Estland i høje toner.

»De satte bilen i bakgear, da alle sagde, at de skulle køre fremad,« siger økonomiprofessor Karsten Stæhr, der har fulgt den estiske økonomi på nærmeste hold de seneste seks år.

Dermed tog Estland skraldet i et hug i stedet for at sprede besparelserne ud over både tre, fire og fem år, som det sker i eksempelvis Spanien og Grækenland. Det er en af årsagerne til den hurtige genrejsning af økonomien, mener han.

»Men det betyder ikke, at det overhovedet var politisk muligt at gøre den slags i andre lande,« siger Karsten Stæhr.

For Estland er på mange måder en særling. For det første havde man en enestående gulerod dinglende foran sig. Landets ledere havde øjnene stift rettet mod et medlemskab af eurozonen for at fjerne risikoen for stormløb imod den estiske valuta. Derfor blev nedskæringerne set som uundgåelige.

For det andet har Estland aldrig haft en vesteuropæisk velfærdsstat, der kunne slagtes. Landet har en flad skat på 21 procent og en mindsteløn på godt 2.400 kroner. De små velfærdsydelser, der trods alt var, blev under krisen skåret endnu længere ned. Ulighed og fattigdom er vokset, selv om udvandringen har været minimal i forhold til nabolandene Letland og Litauen.

»Man kan lære, at små lande kan vende på en tallerken. Det kan store lande ikke,« siger Hardo Pajula, der er ledende økonomi ved banken SEB.

Den estiske succesfortælling har derfor vakt solid skepsis fra andre sider.

Den nobelprisvindende amerikanske økonom Paul Krugman anfægtede sidste år »den estiske model«. Med blot 1,3 millioner indbyggere hænger Estlands succes mere sammen med opsving i nabolandene Sverige og Finland end med noget som helst, regeringen gjorde eller ikke gjorde, lyder det.

Måske typisk for Estland var reaktionen fra landets præsident både skarp og sarkastisk.
»Ja, hvad ved vi? Vi er bare dumme og fjollede østeuropæere. Uoplyste. En dag vil også vi forstå. Nostra culpa,« skrev Toomas Hendrik Ilves på Twitter.

Men i Estland er fortællingen om det lille land, der gik sine egne veje, groet ned i selvforståelsen. Det er kun halvt i spøg, når chefen for landets største tech-virksomhed, Skype, kalder hele landet for en »start- up«. Estland har tradition for resolutte beslutninger, fordi man startede fra bunden efter løsrivelsen fra Sovjetunionen for bare to årtier siden. Det er en af forklaringerne på fandenivoldskheden, mener han.

Det har både fordele og ulemper. Mens danskerne i flere år har fornøjet sig med introduktionen af Rejsekortet, så har esterne i ti år haft et digitalt ID-kort, der kan bruges til alt fra offentlig transport til skatteindberetning og bankforretninger.

»Vi har chancen for at bevise, hvad et land kan,« siger Skype-bossen Tiit Paananen, da vi møder ham i den gamle sovjetisk-byggede forskerpark, der i dag er centrum for Estlands IT-industri.

»Jeg har tænkt over hvorfor. Måske er det, fordi I i Vesten ikke oplevet så store udsving, som vi har,« siger han.

Det sidste kan de fleste estere skrive under på. Gode tider kommer hurtigt og går hurtigt. Reigo Noulik holdt med nød og næppe fast på sit job som rørlægger under krisen. Og han husker tydeligt, hvordan hans forældre mistede det meste af deres opsparing, efter Sovjetunionen styrtede i grus i 1991. Senere fulgte nye nedture op gennem 1990erne, indtil vinden endelig vendte.

»Jeg tror, vi er vant til den slags. Det var derfor, der ikke var nogen demonstrationer,« siger Reigo Noulik, der bor med sin kone og to børn i en lille toværelses lejlighed i Tallinn.

»Hvis der kommer en demonstration, så bliver det på den estiske måde. Så går folk på gaden og vifter med deres ID-kort i stedet for med våben,« siger Reigo Noulik

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.