Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Bali hæver vulkan-alarmberedskab til det højeste niveau

Myndigheder på ferieøen beder alle i en radius af ti kilometer fra vulkanen Agung om at forlade stedet straks.

Ifølge Indonesiens katastrofemyndigheder er omkring 25.000 mennesker allerede blevet evakueret fra området omkring vulkanen Agung og flyttet til andre steder på øen.
Ifølge Indonesiens katastrofemyndigheder er omkring 25.000 mennesker allerede blevet evakueret fra området omkring vulkanen Agung og flyttet til andre steder på øen.

Indonesiske myndigheder har mandag morgen lokal tid hævet alarmberedskabet på ferieøen Bali til det højeste niveau.

Det sker i kølvandet på, at vulkanen Agung på øen lørdag aften gik i udbrud for anden gang på en uge.

Mandag morgen oplyser myndighederne også, at alle folk inden for en radius af ti kilometer fra vulkanen skal forlade stedet med det samme.

En embedsmand fortæller til nyhedsbureauet AFP, at der er frygt for, at et »betydeligt udbrud« kan være nærtforestående.

»Alarmberedskabet er hævet til det højeste niveau. Vi kan mærke konstante rystelser nu,« siger vulkanekspert Gede Suantika, der arbejder for den indonesiske regering.

Indonesiens katastrofemyndigheder oplyser ifølge nyhedsbureauet Reuters, at mindre eksplosioner ind i mellem kan høres 12 kilometer fra toppen af vulkanen. Samtidig stiger der grå askeskyer op.

»Flammerne er synlige om natten, hvilket indikerer, at et muligt udbrud kan ske når som helst,« oplyser myndighederne i en erklæring.

Lørdagens udbrud resulterede i en større askesky end et tidligere udbrud, der fandt sted tirsdag i sidste uge.

Ifølge Indonesiens katastrofemyndigheder er omkring 25.000 mennesker allerede blevet evakueret fra området omkring vulkanen og flyttet til andre steder på øen.

Mandag morgen lokal tid oplyser de indonesiske katastrofemyndigheder yderligere, at den internationale lufthavn i byen Denpasar på Bali er blevet lukket som følge af vulkanen.

Lukningen vil vare i mindst 24 timer, oplyser myndighederne ifølge nyhedsbureauet AP.

Meldingen fra Udenrigsministeriets Borgerservice lyder natten til mandag dansk tid, at ministeriets rejsevejledning for Indonesien, der senest blev ændret 8. november, fortsat er gældende.

Her står blandt andet, at rejsende bør følge de lokale myndigheders råd og forblive udenfor sikkerhedszonen.

Den danske rejsearrangør Tui har i øjeblikket kun tre danske gæster på ferieøen Bali, og det vurderes, at de ikke er berørt af situationen.

»Vi har været i kontakt med vores gæster, og vi følger situationen nøje. Deres hjemrejse er dog ikke før i næste uge, så vi forventer ikke, at de bliver mærket af det,« siger kommunikationsmedarbejder Paulina Pajunen natten til mandag dansk tid.

»Hvis situationen udvikler sig, og der sker ændringer i deres flytider, så tager vi selvfølgelig kontakt til dem igen og hjælper dem.«

Bali, der er kendt for sine strande og templer, er placeret i den såkaldte »ildring«, der er et seismisk område, hvor vulkaner og jordskælv forekommer særligt hyppigt.

Agung, der er det højeste punkt på øen, befinder sig på Balis østlige side og har en højde på lidt over 3000 meter.

Sidste gang, vulkanen gik i udbrud, var i 1963. Dengang kostede udbruddet flere end 1000 mennesker livet.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.