Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Avisledere: Nu skal Macron gøre sig fortjent til sin sejr

Macrons valgsejr viser, at højrepopulisme ikke er det eneste svar på gamle partiers krise, mener Information.

København. Emmanuel Macron vandt som ventet søndagens præsidentvalg i Frankrig, men "Macron blev i høj grad valgt på at ikke være Marine Le Pen", skriver Berlingske mandag i sin leder.

- Det er ikke sundt for noget demokratisk system. Nu skal han vise, at han fortjener sin sejr, fordi han er Macron, mener lederskribenten.

Den kommende præsident er i modsætning til Le Pen varm tilhænger af EU, og derfor er hans sejr "en god nyhed for dem, der stadig tror på, at europæere må stå sammen i en tid, hvor autokrater som Erdogan og Putin forsøger at splitte os ad".

- Men hvis glæden og lettelsen ikke skal blive kortvarig, så er der også grund til at gøre sig klart, hvor stærkt forandringens vinde blæser i Frankrig og i resten af Europa, fortsætter lederen.

Den gængse opfattelse af Le Pen som repræsentant for det ekstreme højre og Macron som den midtsøgende holder nemlig ikke.

- Midten er forsvundet og erstattet af to yderfløje, der groft sagt kæmper for og imod globaliseringen, skriver Berlingske.

Og fordi mange - både ældre og unge - vælgere i første valgrunde stemte for kandidater med et andet syn end Macron på globalisering, så bliver Macrons største opgave "at regere på vegne af alle de utilfredse franskmænd på en måde, så de føler sig inddraget og hørt".

Ifølge Informations lederskribent demonstrerer Macron med sin sejr, at "højrepopulisme ikke er det eneste svar på de gamle partiers og de politiske institutioners krise".

- Emmanuel Macron har således fundet en vej, som ikke er oprøret fra højre, men oprøret fra midten, skriver Information under overskriften "En helt ny præsident".

Politiken ser sejren "som et ja til åbenhed, ja til Europa og en klar afvisning af nationalisme og fremmedhad".

- Men valget var også ildevarslende: Med mere end hver tredje stemme opnåede Marine Le Pen og hendes Front National ikke bare sit bedste resultat nogensinde. Hun næsten fordoblede opbakningen fra de to foregående.

Derfor skal Macron nu vise, at han magter opgaven.

- Ellers kan det næste præsidentvalg meget vel få en helt anden vinder, mener Politiken.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.