Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Aviser uenige om Comey-fyring: Kvalm følelse eller fortjent fyring

Der er absolut intet ved Donald Trumps beslutning om at fyre FBI-chef James Comey, der ikke lugter, og den efterlader nationen med en kvalm følelse, lyder det i avisledere fra Los Angeles Times og USA Today. Men The Wall Street Journal mener, Comey fortjente at blive afskediget.

Fyringen af FBI-chef James Comey kritiseres i flere avisledere i dag. Washington Post mener dog, at fyringen var fortjent.
Fyringen af FBI-chef James Comey kritiseres i flere avisledere i dag. Washington Post mener dog, at fyringen var fortjent.

»Absolut intet ved fyringen af James Comey består the smell test (lugt-testen red.).«

Sådan lyder overskriften i en leder fra Los Angeles Times, der ligesom flere andre amerikanske avisledere er stærkt kritiske over præsident Donald Trumps pludselige fyring af FBI-chef James Comey.

»Den åbenlyse historiske parallel til hr. Trumps handling er den såkaldte Saturday Night Massacre i oktober 1973, hvor præsident Richard Nixon beordrede afskedigelsen af den særlige anklager, der undersøgte Watergate,« skriver The New York Times, som tilføjer, at Trump med sagen har ført landet til et »endnu mere farligt øjeblik«.

Jamey Comey har stået i spidsen for at undersøge, om medarbejdere i Trumps team har samarbejdet med Rusland under valget sidste år. Men i nat dansk tid blev James Comey fyret. Ifølge New York Times fandt han ud af det, mens han talte til FBI-folk i Los Angeles, fordi der på et TV i lokalet pludselig stod »breaking news« med beskeden: USAs præsident, Donald Trump, fyrer FBI-chef Comey, skriver Ritzau.

Ved at fyre James Comey har Donald Trump ifølge The New York Times sået »alvorlig tvivl om levedygtigheden af en fremtidig undersøgelse af omfanget af Ruslands indblanding i præsidentvalget i 2016 på vegne af Donald Trump«.

»Det amerikanske folk - for ikke at nævne troværdigheden af verdens ældste demokrati - kræver en grundig, upartisk undersøgelse af omfanget af Ruslands indblanding i præsidentvalget i 2016 på vegne af Donald Trump, og helt afgørende (et svar på, red.) om højtstående medlemmer af hr. Trumps kampagnestab medvirkede i den indsats,« skriver avisen.

I et brev underskrevet af Donald Trump er James Comey blevet meddelt, at han er blevet opsagt med »omgående virkning«, fordi han »ikke er i stand til effektivt at lede organisationen«, skriver CNN. Og i et særskilt brev har vicejustitsminister Rod Rosenstein redegjort for, at fyringen omhandler FBI-chefens håndtering af sagen om Clintons private e-mail-server.

Kort før præsidentvalget i november oplyste James Comey i et brev til Kongressen, at FBI genåbnede sin undersøgelse af demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clintons, belastende mailsag. Få dage senere skrev han, at FBI ikke havde fundet noget i sagen, men mistænkeliggørelsen af demokraternes kandidat lige op til valgdagen vurderes af flere at have haft en afgørende indflydelse på valget.

Donald Trump kaldte det dengang »modigt«, at James Comey stod frem.

USA Today skriver, at James Comey så sent som sidste uge fortalte, at det giver ham »mild kvalme« at tænke på, at hans handling måske kan have afgjort valget.

»At en præsident fyrer en FBI-chef, som undersøger præsidentens team, efterlader nationen med en lignende kvalm følelse,« skriver avisen, som mener, at timingen for fyringen fører til mistanke om, at Donald Trump i virkeligheden forsøger at afspore FBIs undersøgelse af hans russiske forbindelser. Præsidenten skylder befolkningen en ordentlig forklaring, lyder det.

Andre aviser er enige, og The New York Times skriver direkte:

»Hr. Comey blev fyret, fordi han ledte en aktiv efterforskning, som kunne føre til præsidentens fald.«

Mens flere avisledere er stærkt kritiske over for fyringen, lyder overskriften på The Wall Street Journals leder modsat: »Comeys fortjente fyring«.

»Hellere nu end aldrig«, lyder det fra avisen, der minder om, at den allerede var kritisk ved Comeys udnævnelse til FBI-chef.

»FBI-direktøren har begået rigeliget med fejl det seneste år til at blive fyret,« skriver avisen og henviser til håndteringen af Clintons e-mailsag. »FBI bør ikke engang bekræfte eller benægte igangværende efterforskninger«.

The Wall Street Journal henviser til de begrundelser, vicejustitsminister Rod Rosenstein er kommet med for fyringen. Det omhandler blandt andet en forkert behandling af klassificerede oplysninger om e-mailsagen og det faktum, at James Comey ved et pressemøde i juli »udlagde sin version af fakta for nyhedsmedierne, som om det var de afgørende argumenter, men uden der havde været en retssag. Det er et lærebogseksempel på, hvad en føderal anklager og agenter undervises i ikke at gøre«.

The Wall Street Journal mener ikke, at Donald Trump i virkeligheden forsøger at forplumre efterforskningen af hans teams russiske forbindelse ved at fyre FBI-chefen. Det ville være et elendigt forsøg, lyder det.

Nej, en ny FBI-direktør, »der ser på Rusland-beviserne med friske øjne og uden den politiske bagage fra det seneste år, vil have en bedre chance for at være troværdig over for det amerikanske folk,« lyder vurderingen.

Herefter opfordrer avisen Donald Trump til at finde en ny FBI-chef, der har den nødvendige integritet. Samme budskab lyder fra Daily News:

»Den næste FBI-chef skal have en uangribelig integritet. Kun en virkelig uafhængig sværvægter inden for kriminalret kan køre landets øverste retshåndhævende agentur i en tidsalder med Donald Trump.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.