Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Australske pædofiliofre har fået 1,4 mia. kroner i erstatning af den katolske kirke

I fire år har en kommission i Australien undersøgt misbruget af tusinder af børn i kirke-regi. Nu er det kommet frem, at den australske katolske kirke har udbetalt over en milliard kroner i erstatning.

Gordon Hill (tv), Phil Nagle (midten) og David Ridsdale (th) var alle som børn ofre for misbrug udført af katolske præster i Australien. Her taler de til medierne i marts 2016 efter at have overværet en forklaring fra den katolske kirkes øverste kardinal foran den australske undersøgelseskommission, der har forsøgt at kortlægge 35 års børnemisbrug.
Gordon Hill (tv), Phil Nagle (midten) og David Ridsdale (th) var alle som børn ofre for misbrug udført af katolske præster i Australien. Her taler de til medierne i marts 2016 efter at have overværet en forklaring fra den katolske kirkes øverste kardinal foran den australske undersøgelseskommission, der har forsøgt at kortlægge 35 års børnemisbrug.

Et offer blev misbrugt af sin katolske lærer i klasseværelset, mens de andre elever blev beordret til at kigge væk.

Et andet forsøgte at fortælle sin mor, at han gennem syv år - fra han var syv, til han var 14 år - blev jævnligt misbrugt af fire præster. Men, sagde hans mor, sikke noget vrøvl, sådan noget gjorde hellige mænd da ikke.

Nogle børn blev truet med kniv af deres præst til at udføre seksuelle handlinger.

I 2013 nedsatte de australske myndigheder en undersøgelseskommission, som skulle komme til bunds i de vedholdende og mange anklager om pædofile overgreb i den katolske kirkes rækker - og i øvrigt i andre ikke-kirkelige organisationer. »The Royal Commission into Institutional Responses to Child Sex Abuse«.

Kommissionen har lagt ører til en lang række horrible beretninger fra voksne mænd og kvinder, der som børn blev udsat for krænkelser, overgreb og misbrug af seksuel karakter.

468.000 kroner i erstatning i snit

Nu er det så kommet frem, at den katolske kirke i Australien har udbetalt 276 mio. australske dollar - over 1,4 milliarder kroner - i kompensation, retshjælp og erstatning til ofre for krænkelser. 3.066 ofre, som var udsat for krænkelser mellem 1980 og 2015, har fået en eller anden form for kompensation, viser oplysninger fra kommissionen.

I gennemsnit har ofrene fået 468.000 kr. i erstatning. Til gengæld er der i snit gået 33 år, fra overgrebet fandt sted, til ofret fandt modet til at indgive en anmeldelse eller klage.

Gail Furness, en ledende advokat i undersøgelseskommissionen, mener, at antallet af ofre, der som voksne er stået frem, blot er toppen af isbjerget:

»Kommissionens oplevelse er, at mange overlevende står over for barrierer, som holder dem fra at indberette misbrug til myndighederne og til de institutioner, hvor misbruget fandt sted. Derfor er det totale antal tilfælde af børnemisbrug i den katolske kirkes institutioner i Australien formentlig meget højere end de nuværende krav viser,« siger hun ifølge BBC.

Syv pct. af præster begik overgreb

Undersøgelseskommissionen har tidligere klarlagt, at syv procent af de præster, som var virksomme i Australien mellem 1950 og 2010, blev beskyldt for pædofili, men kun få blev retsforfulgt.

Kommissionen, der skal afgive endelig rapport til de australske myndigheder i december, er blevet rost for at være den mest vidtgående offentlige undersøgelse af det børnemisbrug, der ifølge undersøgelser og beskyldninger er fundet sted i katolske kirkeregi i hele verden.

Ifølge Reuters sagde Australiens katolske cardinal, George Pell, sidste år, at kirken havde begået »enorme fejltagelser« og foretaget »katastrofale« valg, da den i årevis nægtede at tro på børnene, og stedet sendte præster fra sogn til sogn uden at løse problemerne.

De seneste årtier har den katolske kirke været plaget af pædofilianklager i tusindvis. Ofrene er ofte blevet udstødt og beskyldt for løgn. Først i de senere år har Vatikanet - bl.a. presset af store afsløringer, skandaler og undersøgelser foretaget af bl.a. FN - erkendt, at præster har begået overgreb og har, til en vis grad, lovet selv at undersøge omfanget af misbrug.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.