Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Arizonas udstødte

Karina og Enrique bor i bombekrateret af republikansk retorik. De er ulovlige immigrantbørn, som præsident Obama har undtaget fra deportation. Men kun et valg skiller dem fra at blive anholdt og deporteret til Mexico.

Hun så ham ikke i øjnene, da hun sagde det. Hun stirrede på et punkt bag ham, og ordene kæmpede tydeligvis i hendes mund og følelserne i hendes sind.

»Søn,« sagde hun, »der er noget, vi skal tale om.«

Det var et øjeblik, som stadig mange tusinde øjeblikke senere står klart defineret i Enrique Sanchez’ erindring. Det var et antiklimatisk knæk i den historie, som han forestillede sig selv i: En gymnasieelev, som ikke var anderledes end en hvilken som helst anden Bob, Bill, Joe og Jim i gymnasiet; han var klogere, hans karakterer var bedre, hans fremtidsudsigter lysere, men i bund og grund var han bare – som han siger – en all-american boy.

Karina og Enrique bor i bombekrateret af republikansk retorik. De er ulovlige immigrantbørn, som præsident Obama har undtaget fra deportation. Men kun et valg skiller dem fra at blive anholdt og deporteret til Mexico.
Karina og Enrique bor i bombekrateret af republikansk retorik. De er ulovlige immigrantbørn, som præsident Obama har undtaget fra deportation. Men kun et valg skiller dem fra at blive anholdt og deporteret til Mexico.

Og i 2011 skulle han som alle andre amerikanske drenge i 3.g forsøge at tænke lidt længere end på piger og biler og finde ud af, hvad han ville. I Enriques tilfælde var det ikke så svært. Han havde altid drømt om at studere business og økonomi, og han havde gode chancer for at få studielegater, sagde vejlederen. Hans mor var alene om fire drenge, Enrique lå i top-10 i sin årgang, og han havde gode anbefalinger fra lærere og arbejdsgivere.

Enrique Sanchez
Enrique Sanchez

Livet var strålende … lige indtil han skulle udfylde ansøgningerne til universiteter og studiefonde, og man bad om hans personnummer. Han spurgte sin mor om det, og hun sagde, at han ikke skulle skrive noget, og han undrede sig ikke over det.

»I USA kan man gå gennem en hel barndom uden at skulle bruge sit personnummer. Jeg ved, at det er anderledes i andre lande, men jeg tænkte ikke videre over det,« siger han.

Men det gjorde universiteterne og fondene. Han fik ansøgningerne tilbage og besked om at udfylde feltet med personnummer.

»Jeg gik tilbage til min mor og spurgte, hvad jeg skulle gøre – og så sagde hun det.«

»Ud med dem.«

Enrique Sanchez er på mange måde Person Zero i den amerikanske valgkamp – han er, hvad det hele handler om. Den fremmede. For Donald Trump vil bygge en mur til Mexico, han vil smide 11 millioner ulovlige indvandrere ud og forbyde muslimer indrejse, og han har trukket resten af det republikanske felt med sig i retorikken. Det er ud, væk, ned, slut.

Dermed er valget i den grad blevet et valg om immigration, og Berlingske har talt med to, som befinder sig for enden af den retorik, Enrique Sanchez og Karina Ruiz. Og vi har mødt dem det sted, hvor trumpismen begyndte før Trump, i Arizona.

Historien om Enrique og Karina

»Vi er illegale.«

»Min mor sagde til mig: Du har intet personnummer. Vi er illegale. Vi har ingen papirer.«

Enrique Sanchez går i erindringen tilbage til det øjeblik – øjeblikket – i 2011.

»Det kom som et chok. Et kæmpechok.«

Skeptikere vil sige: Du må have haft en anelse om det …?

»Det lyder måske mærkeligt, men jeg anede det ikke. Husk på, at jeg var bare en dreng lige som de andre drenge, og jeg lignede dem på alle måder. Mit engelsk lignede deres, mit tøj lignede deres, mine interesser lignede deres, og jeg er meget lys i huden for en latino, så selv af udseende lignede jeg dem. Jeg var en af dem. Sådan opfattede de det. Sådan opfattede jeg det.«

Men det var slut nu. Enrique Sanchez var illegal. Han skulle til at dukke sig, gemme sig, holde hånden nede, og han kunne glemme alt om universiteter og studielegater.

Han var persona non grata.

Karina Ruiz kender følelsen, men i modsætning til Enrique havde hun tid til at vænne sig til den. For hun vidste, at hun opholdt sig ulovligt i USA. Hun kom fra Mexico til USA med sin familie som 15-årig, og hun vidste, at de ikke havde papirer.

»Det var bare sådan, man gjorde. USA havde brug for vores arbejdskraft, og vi havde brug for deres arbejde. I princippet skulle man selvfølgelig søge om indrejsetilladelse og arbejdstilladelse, men ingen gjorde det. Når min søster og jeg besøgte venner i Mexico, blev vi somme tider afvist ved grænsen. Men så kom vi bare tilbage senere. Det betød ikke det store.«

I 2003 tog Karina i Phoenix sin studentereksamen med et gennemsnit, der svarer til omkring 11 efter dansk skala, og hun begyndte at studere biokemi på Arziona State University. Dokumentation var ikke et problem. Hun havde boet i Arizona i fire år, hun dimitterede fra et lokalt gymnasium, hun betalte skat af sit fritidsarbejde i Arizona og havde adresse i staten.

Men tre år senere kom »Forslag 300.« Ved en afstemning vedtog indbyggerne i Arizona, at statslige universiteter skulle tjekke de studerendes immigrationspapirer, og hvis de ikke havde papirerne i orden, skulle de betale undervisningsafgift som udenlandske studerende.

»Med ét slag blev min undervisningsafgift firdoblet. Jeg skulle betale 16.000 dollar om året – og de penge havde jeg ikke. Jeg manglede et semester i at færdiggøre min bachelor, men der var ikke noget at gøre. Jeg droppede ud og dukkede hovedet.«

Hun var persona non grata.

»Bank på døren«

Forslag 300 var blot begyndelsen i Arizona; andre love fulgte, razziaer, trafikkontrol, deportationer, og længe før Trump var staten Trump.

Og hver på deres måde fik Enrique Sanchez og Karina Ruiz at vide, at Arizona ikke ville have dem, og hver på deres måde besluttede de at trodse Arizona. De fandt villige arbejdsgivere, som ville lade dem arbejde i skyggeøkonomien, og de to betalte den udenlandske undervisningsafgift for at gå på universitet. Enrique rejste til Californien, hvor han oprettede en proforma-adresse og fik et kørekort, og Karina fik to børn, som – fordi de var født i USA – fik amerikansk statsborgerskab.

Og hele tiden frygtede de et hårdt bank på døren eller en ondsindet kollega eller studiekammerat, som angav dem, og uafbrudt kunne de i lokalmedierne læse om Arizonas guvernør, Jan Brewer, som ville stramme endnu mere, og blev genvalgt på den hårde linje. Enrique og Karina var statsløse i, hvad de opfattede som deres egen stat, og »jeg tror, at der var flere år, hvor jeg ikke turde falde i søvn,« siger hun.

De kunne først komme ud af skyggerne i 2012, hvor præsident Obama uden om Kongressen besluttede, at myndighederne ikke skulle deportere immigranter, som var kommet ulovligt til USA som børn; forudsat, at de havde boet i USA, at de studerede eller var i arbejde og var ustraffede. De pågældende fik papirer, som identificerede dem som undtagede fra deportation, og papirerne skal fornyes hvert andet år og koster 650 dollar.

I Arizona gennemførtes guvernør Jan Brewers forslag, som udvandede Obamas beslutning, men hun kunne ikke gøre noget ved den overordnede ordre. Enrique og Karina og potentielt 1,7 mio. andre immigrantbørn i hele USA kunne klamre sig til et helle.

»Limboland«

Men Obamas ordre fører ikke til lovliggørelse, kun til en toårig dispensation fra deportation, og samtlige republikanske præsidentkandidater har sagt, at de straks vil annullere den og begynde at deportere immigrantbørnene. Donald Trump har lagt op til noget, som minder om en klapjagt, som Enrique Sanchez kan tale med om.

Han troppede for nylig op til et Trump-møde i Phoenix for at tale med Trumps tilhængere, og han troede, at hvis han fortalte dem om sin situation, ville han måske skabe lydhørhed.

»Jeg var håbløst naiv, for de begyndte bare at råbe efter mig. Forfærdelige, racistiske udtryk, som jeg aldrig havde hørt før. De råbte, at jeg skulle skrubbe ad helvede til, at jeg ikke skulle tage deres kvinder og job … Jeg var simpelthen så frustreret, men jeg følte mig også mere amerikansk end dem. Jeg følte, at jeg var, hvad Amerika handler om. De var bare tosser, som viftede med et flag.«

Valgkampen har fået både Karina og Enrique til at engagere sig; hun leder en organisation af immigrantbørn, som kæmper for at skabe mere tålelige forhold i Arizona – »og det er op ad bakke, hvis noget er« – og han agiterer for demokraten Bernie Sanders og imod Donald Trump.

Deres fremtid i Arizona kan ændre kurs drastisk i november ved præsidentvalget. Derefter kan det være slut. Men selv hvis Demokraterne vinder valget, kan de ikke være sikre på ret meget.

Der er flertal i Kongressen mod lovliggørelse – så hvordan ser de sig selv efter valget?

Karina Ruiz har sine børn og en kæreste i Arizona, og hun vil blive og kæmpe, men Enrique vil til en anden stat, så snart han er færdig på universitetet. »Mit problem er, at der kun er to veje til legalisering. Den ene er, at en virksomhed sponsorerer mig til et arbejdsvisum, og det er meget svært som nyuddannet. Den anden er at finde en amerikaner at gifte sig med, og det satser jeg på.«

Vil det sige, at du i din dating bevidst og udelukkende går efter amerikanere?

»Det er jeg nødt til. Jeg var kæreste med en mexicansk pige i næsten tre år, og jeg tror godt, at vi kunne være blevet sammen. Men det var udsigtsløst. Hun var udokumenteret, og det var jeg også. Hun skulle finde en amerikansk mand, jeg skulle finde en amerikansk pige … så vi sagde farvel, og det var det.«

Sådan er det i bombekrateret af republikansk retorik, mellem noget og ingenting og i en tilstand, hvor limbo er gjort til standard.

Eller som Enrique mere prosaisk – men ikke mindre præcist – udtrykker det.

»It sucks. Big time.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.