Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Anholdt i Aalborg: Derfor er sydkoreansk kvindes sag så bizar

20-årige Chung Yoo-ra er internationalt efterlyst for i ledtog med sin mor at stå bag omfattende korruption og svindel i Sydkorea i en sag, der involverer landets suspenderede præsident.

Sydkoreanere holder øje med tv-skærmen, mens Chung Yoo-ra dukker op på skærmen.
Sydkoreanere holder øje med tv-skærmen, mens Chung Yoo-ra dukker op på skærmen.

Det er noget af en stor fisk, Nordjyllands Politi har indledt året med at få i nettet.

Søndag blev 20-årige Chung Yoo-ra, der er internationalt efterlyst via Interpol for sin rolle i en stor korruptionssag, anholdt i Aalborg-forstaden Gug i Danmark.

Hun er mistænkt for i ledtog med sin mor at stå bag omfattende magtmisbrug og svindel i Sydkorea.

Anklager, der i sig selv er særdeles alvorlige, men som får yderligere et twist, fordi sagen involverer Sydkoreas suspenderede præsident, Park Geun-hye, der nu står over for en rigsretssag.

Åndelig rådgiver med direkte indflydelse

Sagskomplekset over, hvordan Chung Yoo-ra og hendes mor, Choi Soon-sil, skulle have misbrugt deres forhold til præsidenten, er stort.

En af de konkrete sager, der er kommet frem, dukkede op, da journalister fra en sydkoreansk TV-station fik fingrene i en tablet tilhørende Choi Soon-sil. Ud over at være Chung Yoo-ras mor har hun også været nær ven og åndelig rådgiver for Park Geun-hye, og har ved flere lejligheder fortalt, hvordan hun er i kontakt med efterverdenen.

På hendes tablet fandt journalisterne flere af præsidentens taler, regeringsdokumenter og rejseplaner, og i mange af dokumenterne var Choi Soon-sils rettelser tilføjet. Og der er ikke tale om småting – alvorlige og sikkerhedspolitisk følsomme emner om fx genforening med Nordkorea, eller udnævnelsen af sydkoreanske ministre, har været sendt forbi Choi Soon-sil, som vel at mærke hverken har været sikkerhedsgodkendt eller officielt ansat som rådgiver.

Hun har derfor fået tilnavnet »Sydkoreas Rasputin« med reference til den russiske mystiker Grigorij Rasputin, der havde stor indflydelse under Romanovdynastiets sidste dage først i 1900-tallet.

Choi Soon-sil er i dag fængslet, anklaget for magtmisbrug og for at bruge sin politiske forbindelse til at afpresse millionbeløb fra store virksomheder som Samsung.

Snød sig til plads på prestigefyldt universitet

Chung Yoo-ra er mistænkt for at udnytte sin mors tætte bånd til præsidentembedet til at få en række goder. Sydkoreansk politi mener således, at datterens luksuriøse liv og karriere som professionel sportsudøver er finansieret på illegal vis, og Chung Yoo-ra risikerer at stå over for tilsvarende anklager som sin mor.

Blandt andet er det kommet frem, at Chung Yoo-ra kun havde 17 skoledage i løbet af sit sidste år i gymnasiet, men alligevel blev optaget på et af Sydkoreas bedste universiteter, Ewha Womans University. Det skabte stor røre, at universitetet på den måde havde bøjet sine egne regler for at indskrive Chung Yoo-ra, fordi uddannelsessystemet i landet er hårdt og kampen om at blive optaget på de mest prestigefyldte universiteter intens.  Chung Yoo-ra blev siden ekskluderet fra universitetet.

Den 20-årige sydkoreaner har være udrejst fra Korea siden midten af november. Ifølge sydkoreanske medier opholdt hun sig i flere uger frem til starten af december i en suite på et luksushotel i tyske Karlsruhe, men måtte angiveligt forlade stedet i så stor hast, at hun ikke fik sine mange kæledyr med - nogle medier skriver otte katte og to hunde, mens andre skriver ti hunde og en kat.

Frygter for at sønnen tages fra hende

Søndag eftermiddag, mens de fleste danskere formentlig sov tømmermændene ud, blev hun så anholdt i Aalborg, hvor hun ifølge eget udsagn opholdt sig på grund af sin store passion, hestesport. Det var en sydkoreansk journalist, der gav Nordjyllands Politi et tip om, at hun var i landet.

Det var hun angiveligt fordi, hun var på jagt efter en ny dressurhest hos Helgstrand Dressage i Vodskov. Her har hun også tidligere købt hest, oplyser ejer Andreas Helgstrand til Nordjyske. Han fortæller også, at Chung Yoo-ra, der i internationale rytterkredse er kendt som Yoora Chung, har været forbi for »et par måneder siden«, men at personalet på stedet ikke anede, at Chung Yoo-ra er internationalt efterlyst.

Chung Yoo-ra blev mandag fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Aalborg, hvor hun blev varetægtsfængslet i fire uger, mens der tages stilling til spørgsmålet om udlevering.

En udlevering, som de sydkoreanske myndigheder ifølge flere medier presser på for. Sagen mod Choi Soon-sil går nemlig ind i en afgørende fase sidst i februar, hvor landets myndigheder håber at kunne bruge vidneudsagn fra Chung Yoo-ra. Det skriver The Korean Herald.

Chungs advokat i Danmark, Jan Schneider, siger til Ritzau, at han højst sandsynligt vil appellere alle beslutninger om, at sydkoreaneren skal udleveres. Det skyldes ifølge Ritzau, at Chung Yoo-ra er bekymret for, om hendes søn vil blive taget fra hende, hvis hun vender hjem til Sydkorea.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.