Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Analyse: Folkedrabet, der ikke vil dø

Igen, igen er den nu 100 år gamle massakre på mindst en million armeniere i Osmannerriget kommet på dagsordenen. Mens 22 af verdens stater, heraf flere europæiske, trodser Tyrkiet og anerkender blodbadet som et folkemord, træder Danmark indtil videre vande.

Sådan ser tegnestuen Invivias tegning af skulpturen til Kultorvet ud.
Sådan ser tegnestuen Invivias tegning af skulpturen til Kultorvet ud.

Var det et folkemord, da mellem 1 og 1,5 millioner armeniere i Osmannerriget omkom i 1915?

Spørgsmålet vil så at sige ikke dø. Og det vil det ikke, fordi der internationalt langt fra er konsensus om, hvordan de tragiske og blodige begivenheder i det, der i dag er Tyrkiet, skal defineres.

På den ene side står staten Armenien, der ikke forspilder en lejlighed til at slå på tromme for sin sag: Selvfølgelig var det et folkedrab, og det er mildest tale på høje tid, at det bliver anerkendt af det internationale samfund - og ikke mindst af Tyrkiet. Nøjagtigt sådan som

Nazi-Tysklands forsøg på at udrydde jøderne har fået det officielle stempel som et folkemord.

Armenierne er netop i år ekstra meget på barrikaderne, fordi det er 100 år siden, at massakren - folkemordet - på de kristne armeniere fandt sted. Tyrkiet har omvendt lige så travlt med at forsvare sig og forsøge at gendrive påstanden om, at de hen ved 1,5 millioner armeniere, der dengang boede i Osmannerriget, bevidst blev slagtet.

Herhjemme har den  tyrkiske ambassadør eksempelvis netop protesteret over en skulptur, der skal opstilles i København for at markere 100-året for ... ja for hvad?

Spørger man Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), der har en særlig afdeling, der beskæftiger sig med oplysning og undervisning om folkedrab, er der ikke noget at rafle om:

Massakren kan uden for enhver tvivl kategoriseres som et folkemord, men som DIIS-forskerne samtidig understreger, er det også »Det glemte folkedrab« og »Det benægtede folkedrab«, fordi det er det folkedrab i verden, der ifølge DIIS »benægtes mest massivt og sofistikeret«.

Status i dag - 100 år efter tragedien - er da også, at det kun anerkendes som et egentligt folkedrab af 22 af verdens knap 200 stater.

Henved 1,5 millioner menneskers død - brutale død, uanset om det kaldes et folkedrab eller bare en massakre - skaber med andre ord fortsat splittelse så mange år efter. Selv EU-landene, der ellers bryster sig at have en fælles udenrigspolitik, kan ikke enes.

Ti EU-lande, herunder Sverige og Frankrig,  har anerkendt det armenske folkemord. Senest er Holland kommet om bord, da landets parlament i sidste uge med stort flertal stemte for en resolution, der støtter armeniernes historieskrivning og sender tyrkerne op i det røde felt.

Tyrkiet bruger således mindst lige så mange ressourcer og diplomatiske muskler på folkedrabs-striden som Armenien.

Den tyrkiske regering, som nu i mere end ti år har været i hænderne på den mere og mere egenrådige og islamisk-hældende Recep Tayyip Erdogan, følger det samme spor, som hans forgængere i de mere sekulære partier gjorde det i årtier:

Hvad, der skete med armenierne tilbage i 1915 i det daværende Osmannerrige, kan ikke og skal ikke afgøres politisk, men overlades til historikerne.

Det er også den nuværende danske regerings holdning.

»Den danske regering fortier ikke omfanget af de tragiske begivenheder i 1915, men har ikke officielt anerkendt begivenhederne som et folkemord. Vores holdning er, at det bør overlades til historikerne at besvare spørgsmålet om, hvad der faktisk skete, og hvorvidt begivenhederne i 1915 med rette kan betegnes som folkemord,« skriver udenrigsminister Martin Lidegaard (R) i en kommentar til Berlingske.

Det er det, som Dansk Institut for Internationale Studier, betegner som en benægtelse.

»I Vesten er der politikere og forskere, der ikke bruger betegnelsen ’folkedrab’ om det armenske folkedrab, sandsynligvis af frygt for at lægge sig ud med Tyrkiet, der er en vigtig brik i international storpolitik,« som det hedder i det oplysnings- og undervisningsmateriale, som instituttet har produceret.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.