UKRAINE: Amnesty International beretter om drab, der ligner regulere henrettelser, i det østlige Ukraine, hvor prorussiske separatister tager soldater fra den ukrainske hær til fange. Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.
»De nye beviser på disse drab bekræfter, hvad vi længe har haft mistanke om. Spørgsmålet er nu: Hvad vil separatistlederne gøre ved det?,« lyder spørgsmålet fra Denis Krivosheev, der er vicedirektør hos Amnesty International i Europa og Centralasien.
»Torturen, mishandlingen og drabene på tilbageholdte, sårede soldater er krigsforbrydelser. Disse ting skal undersøges hurtigt, grundigt og upartisk, og gerningsmændene skal retsforfølges i retfærdige retssager ved de anerkendte myndigheder,« uddyber Denis Krivosheev.
Optagelser, som Amnesty International er i besiddelse af, viser blandt andet, hvordan en ukrainsk soldat bliver forhørt - med tydelige tegn på, at han er blevet slået i ansigtet. Han forblev angiveligt i separatisternes fangenskab, indtil han blev dræbt.
Amnesty International ønsker at sende et klart signal til separatisternes selvudnævnte ledere:
»Lederne af den selvbestaltede Donetsk Republik i det østlige Ukraine skal sende deres medlemmer et klart budskab: De, der kæmper med dem eller på deres vegne, skal respektere krigens love,« siger Denis Krivosheev og tilføjer, at alle parter skal samarbejde fuldt ud med den uafhængige undersøgelse, han efterspørger.