Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Amerikanske sanktioner bremser ikke Nord Stream 2 - foreløbigt

De fem store europæiske selskaber, der er med til at finansiere den russiske gasledning gennem Østersøen, har på ingen måde fået kolde fødder på grund af amerikanske sanktionstrusler. Senatets indblanding i Nord Stream 2-projektet ser dermed ikke ud til at påvirke det i første omgang.

Dele af gasledningen Nord Stream 2 bliver leveret til den tyske ø Rügen.
Dele af gasledningen Nord Stream 2 bliver leveret til den tyske ø Rügen.

Planerne om den russiske Nord Stream 2-gasledning, der skal løbe gennem dansk søterritorium i Østersøen, har i over et år givet den danske regering hovedbrud. For regeringen synes, at rørledningen er en dårlig idé, men et dansk nej vil være ildeset i Tyskland og Rusland og sandsynligvis ikke stoppe rørledningen, men kun ændre dens linjeføring.

Og det danske dilemma ser ikke ud til at blive ændret, selv om mægtige USA nu blander sig med muskler, der har gjort det til en sag på allerhøjeste storpolitiske niveau med Rusland, Tyskland og USA som tre centrale aktører.

Efter at Senatet i USA med et overvældende flertal har stemt for at stramme sanktionerne over for Rusland, så de også omfatter sådanne rørledninger og de selskaber, som finansierer dem, er USA gået fra ord til handling for at bremse rørledningen, der ifølge Senatet vil skade energisikkerheden i Europa.

I forvejen er EU-landene dybt splittede i forhold til Nord Stream 2, der er ejet af den statskontrollerede russiske energigigant Gazprom. Tyskland, der skal modtage den russiske gas, er den store dreng i klassen, der vil have gasledningen, mens Polen, de baltiske lande, Sverige og Danmark er stærkt kritiske.

Nord Stream 2 er også big business

De fem store europæiske energiselskaber, der skal aftage den russiske gas, og som finansierer halvdelen af det 70 milliarder kroner dyre projekt, lader sig imidlertid ikke umiddelbart ryste af Senatets sanktionstrusler.

Tre af selskaberne har endda betydelige ­interesser i USA, nemlig britisk-hollandske Shell, franske Engie og tyske BASF, der ejer Wintershall, som er med til at finansiere rørledningen.

»Vores beslutning om at stille finansiering til rådighed for Nord Stream 2 er kommerciel og er blandt andet baseret på det forventede afkast af investeringen og en forventning om, at konstruktionen af en rørledning, der kan bringe yderligere gas til Europa, vil være nyttig. Der er også et element for at styrke vores strategiske forbindelser med Gazprom,« oplyser Vera Surzhenko, der er en af Shells talspersoner.

Hun understreger, at Shell altid respekterer sanktioner og påpeger, at det foreløbigt kun er Senatet i USA, der har stemt for sanktionerne, og at de derfor ikke er gældende endnu.

Hos franske Engie var topchefen, Isabelle Kocher, allerede ude torsdag, hvor hun ifølge Bloomberg News sagde til en gruppe journalister i Paris:

»Jeg tror slet ikke, at USA kan stoppe dette projekt.«

Hun tilføjede, at amerikanerne alene forsøger at forbedre mulighederne for at sælge deres egen gas i Europa i stedet for den russiske gas.

Østrigske OMV, der også er med til at finansiere Nord Stream 2, oplyser til Berlingske, at selskabet anser Nord Stream 2 for både at være­ et vigtigt projekt af kommercielle og strategiske hensyn.

Sanktionstruslen fra USA ser altså på ingen måde ud til at afskrække de europæiske partnere, hvilket siger en del om, hvor lukrative de gaskontrakter, som de fem europæiske selskaber har indgået med russiske Gazprom, er.

For risikoen ved investeringen er selvsagt steget med sanktionstruslen, og enhver virksomhed vurderer sine investeringer i forhold til en risikovurdering. Trods den højere risiko er det altså stadigvæk lukrativt at låne milliarder til Nord Stream 2.

Tysk dobbeltrolle

Selskabernes klare meldinger flugter med en harmdirrende meddelelse fra den tyske udenrigsminister, Sigmar Gabriel, og den østrigske kansler, Christian Kern, torsdag. Her beskyldte de to USA for at forværre forholdet mellem Europa og USA ved at gå efter europæiske selskaber alene for at pleje amerikanske erhvervs­interesser.

De tyske socialdemokrater i SPD, som Gabriel tilhører, har en lang historie med Nord Stream. Det var SPD-kansleren Gerhard Schröder, der kort tid efter farvellet til kansler­posten blev formand for Nord Stream 1, og han er nu også formand for Nord Stream 2.

Den tyske kansler, Angela Merkel, fra det konservative CDU er kun alt for godt klar over, hvor politisk sprængfarlig sagen er, og hun har hidtil holdt lav profil med offentlige kommentarer. Torsdag afviste hun dog på et pressemøde i Estland, at der er behov for, at EU-Kommissionen får mandat fra EU-landene til at forhandle et særligt regelsæt på plads med Rusland om Nord Stream 2.

»Jeg mener, at der er nogle juridiske spørgsmål, som skal afklares i forhold til Nord Stream 2. Men ellers er det et kommercielt projekt, og jeg mener ikke, at vi har brug for et særligt mandat til det,« sagde Merkel ifølge Reuters.

EU-Kommissionen forsøger på blandt andet dansk opfordring ellers netop at få et sådant mandat, fordi den gældende EU-energilovgivning ikke omfatter rørledninger, der alene fører gas til EU. Men det blokerer Merkel altså foreløbigt for.

Angela Merkel har hidtil også spillet en central rolle i koordineringen af de europæiske og amerikanske sanktioner over for Rusland og, ifølge Financial Times’ oplysninger, bevidst sørget for at friholde Nord Stream 2.

Men med Senatets skærpede kurs over for Rusland kan koordineringen se ud til at smuldre.

EU-landene ventes på næste uges EU-topmøde at forlænge de økonomiske sanktioner over for Rusland – der ikke omfatter rørledninger – med yderligere et halvt år, men det er ikke på bordet at skærpe sanktionerne.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.