Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Amerikanerne har mistet middelklassen

Fattigdommen har ændret sig i USA. Tabet af solide arbejdspladser har givet USA nye fattigdomsproblemer, og de såkaldte »nye« fattige blander sig med de »gamle« fattige.

Mange amerikanere, der tidligere har haft velbetalte job, er blevet tvunget til at tage job i f.eks. supermarkeder men til lønninger, der gør, at de ikke kan leve af det. Foto: Robyn Beck/AFP
Mange amerikanere, der tidligere har haft velbetalte job, er blevet tvunget til at tage job i f.eks. supermarkeder men til lønninger, der gør, at de ikke kan leve af det. Foto: Robyn Beck/AFP

WASHINGTON: Familien Jones er blot en af de mange familier, der i de senere år er blevet afhængig af hjælp for at klare sig i det daglige. Huset er for længst solgt. Bilen har de bevaret for i det mindste at kunne klare lavtlønsjob, når de dukker op. De regnes for at være fattige i USA. For de har under 23.000 dollar (cirka 156.000 danske kroner) om året at leve for. Det er ikke ret meget for en familie på fire. Faktisk så lidt, at de har behov for hjælp for at overleve. Familien er flere gange om ugen nede ved et center i Arlington i Virginia for at hente mad, hvor fattige kan komme og få hjælp til at stille sulten.

Og de er langtfra alene. Fattigdommen er steget også i præsident Barack Obamas tid i Det Hvide Hus. Det er ikke alene finanskrisen, der har ramt den amerikanske gennemsnitsfamilie hårdt. Det er jobudflytningen til Indien og til Kina, der gør, at fattigdommen er steget.

46 millioner amerikanere lever i dag under fattigdomsgrænsen. Hvis man som en familie på fire personer tjener under 23.000 dollar om året, så er man fattig, heddder det i de officielle amerikanske statistikker. Det gør 15 procent af befolkningen. Tallet har svinget en del og lå i 1973 på godt 11 procent.

Men det er ikke kun den definerede fattigdom, der udgør et problem. Det er i langt højere grad tabet af solide arbejdspladser, der skaber en anden form for »fattigdom«, der ganske vist ligger over den officielle grænse, men som er lige så alvorlig for de mennesker, der rammes af den. Disse personer er ikke registreret som direkte fattige, men de har ikke råd til mad og til andet end blot at overleve fra dag til dag.

Middelklassens job er forsvundet. Det har givet amerikanerne to nye begreber: »De nye fattige« og »de arbejdende fattige«. Det er folk, der er blevet fyret fra deres solide middelklassejob og ikke har kunnet finde et nyt, der tilnærmelsesvis giver dem den levestandard, som de tidligere har haft – ofte på en hustandsindkomst på over 80.000 dollar om året. I deres nye situation har de måtte tage flere job om dagen. Lavtlønsjob der giver mellem syv og ti dollar i timen. Ikke nok til at de kan genoptage deres gamle liv. Men de er tvunget til at tage jobbene for blot at få tingene til at hænge sammen. Andre kan ikke engang finde arbejde og hutler sig igennem på madkuponer. Ifølge The New York Times er der ikke mindre end 104 millioner mennesker, der rubriceres som »arbejdende fattige« og f.eks. tjener under 40.000 dollar om året og skal forsørge en familie på tre personer. For det uhyggelige er, at halvdelen af jobbene i USA betaler mindre end 34.000 dollar om året, ifølge The Economic Policy Institute i Washington. Og det er en tredjedel af befolkningen, som på den måde er hægtet af, hvis de udelukkende skal leve af disse job.

Finanskrisen kan stadig mærkes i USA. Folk har tabt ufattelige summer ved fejlslagne investeringer ofte efter råd fra deres banker. Pensionister, der troede, at de havde råd til en god alderdom, må ty til madkuponer for at overleve. Forskellene mellem rige og fattige er blevet betydelig større.

Det betyder også, at der for første gang nogensinde stilles tvivl om »den amerikanske drøm«, som er det, USA er bygget på. Er det stadig muligt i dagens USA at bevæge sig fra fattigdom til rigdom, hvis blot man har viljen? Som den amerikanske økonomiske kommentator Robert J. Samuelson konstaterede i The Washington Post, så har USA både vundet og tabt krigen mod fattigdommen. Tabt den fordi det aldrig er lykkedes at få de fattige sluset ind på det etablerede arbejdsmarked. Vundet fordi der trods alt ikke er ret mange, der er lige så fattige, som man var i 1930erne under den store depression. Dengang døde folk af sult. I dag sulter de bare. Og de reddes af det, amerikanerne hader mere end noget andet: Det offentlige. De reddes ikke, fordi de stiger op ad samfundsstigen. Avisbuddet bliver ikke længere milliardær. Men de kan overleve. Men chancen for, at de finder et nyt job ,er ringe. Så den amerikanske drøm er i fare for at dø.

I et af de store supermarkeder i Washington D. C. ser man ofte folk, der er ved at kæmpe sig ud af en håbløs situation ved at arbejde i måske ti timer om dagen. De fleste af de ansatte tjener ikke ret meget. En del af dem er godt uddannede og har tidligere haft gode stillinger, indtil de mistede dem. Og de fleste af dem har sendt flere hundrede ansøgninger afsted til job, som de tidligere ville kunne få, men som der i dag er alt for få af. I dag arbejder de så i supermarkedet og har reelt opgivet nogensinde at få et job, de kan leve af, selv om mindstelønnen i det pågældende supermarked ligger en del over de syv dollar, man stadig får mange andre steder. I McDonald’s finder man dem også. Overalt i servicesektoren finder man personer, der tidligere tjente langt over 80.000 dollar om året, men som i dag lever for det halve.

Men der er store regionale forskelle. I det fattige syden f.eks. i Alabama, hvor arbejdsløsheden er langt over 20 procent, er minimumslønnen ikke eksisterende. Man får det, en arbejdsgiver nu engang vil betale, hvad enten det er en eller ti dollar. Og der er ikke meget håb for de, der bliver arbejdsløse. Også andre steder i syden er fattigdommen mere »klassisk« og vejen ud af den næsten håbløs, dels fordi der ikke er job, og dels fordi uddannelsesniveauet mange steder er lavt. Det følges i det amerikanske samfund gerne af.

Rigtig mange steder får fattige områder færre penge af det offentlige, når pengene fordeles til skolerne. Det sker ofte efter et system, der bliver stærkt kritiseret. Ejendomsskatterne og grundværdierne afgør ofte, hvor meget skolerne får. Hvis den ligger i et fattigt område, så blive der ikke givet så mange penge til uddannelse. Det betyder, at undervisningen som oftest må gennemføres med løs vikarhjælp, og de forsvinder hurtigt igen, når de har fået erfaring nok til at søge stillinger på lidt bedre skoler. Kun i fire stater i USA har en ligelig fordeling af midlerne til skolerne, uanset om de ligger i et fattigt eller et rigt område. Resten forfordeler de rige områder. Allerværst står det til i staten Nevada, hvor de rige områder får dobbelt så mange penge som de fattige distrikter.

Men det værste er tabet af middelklassens stillinger. Det amerikanske PewResearchCenter, som laver statistikker over folk, der arbejder inden for en lang række forskellige virksomhedsområder, har opgjort tallene. Og det viser sig, at antallet af middelklassestillinger er faldet betydeligt i næsten alle sektorer.

Indenfor kommunikation 19 procent. I finanssektoren 13 procent. I handels- og servicefagene 11 procent. Og det fortsætter. Kun i mineindustrien er der sket en lille fremgang. Til gengæld er antallet af folk i den øvre middelklasse steget inden for finanssektoren, hvilket lige præcis er det, amerikanerne protesterer over. For finanskrisen har skabt en ny fattigdom i USA. Men stort set ingen er blevet stillet til regnskab for den krise, som har kostet millioner af amerikanere deres arbejde, deres pensioner og deres hus. Tværtimod kan de se, at de gigantiske honorarer til direktører i bankindustrien er tilbage, og at det ikke er lykkedes for lovgiverne at få sat f.eks. bankerne ind i fastere rammer, som kunne forhindre en lignende krise i at opstå i fremtiden.

Som en konsekvens er det sjældent i dag at finde en politiker, der taler om middelklassen. Vedkommende taler i sin valgkamp om »den almindelige amerikaner« eller »de hårdtarbejdende skatteydere«. Men ikke et ord om middelklassen, fordi det samtidig betyder – skriver Vice News – at vælgerne bliver mindet om, at »den amerikanske drøm« måske ikke er så fast en del af amerikanernes dagligdag mere.

For den virkelighed, de amerikanske politikere også bliver mindet om af deres vælgere, er, at finanskrisen, der begyndte i 2008, var den første krise, der blev fulgt af en lille opgangsperiode, men uden nogen former for lønvækst undtagen for de rigeste. PewResearchCenter skriver også i sin rapport, at antallet af folk i middelklassen er faldet fra 61 procent i 1971 til 50 procent i 2015. Et tab, fordi fattigdommen dermed reelt også er blevet større – både den statistiske og den reelle. Og det sætter en ny dagsorden for politikerne i USA inden valget.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.