Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Amerikanerne frygter, at terroristerne har fået frit spil efter britisk EU-exit

Briternes nej til EU er dårligt nyt for sikkerheden i Europa. Og dårligt nyt for amerikanerne. Tirsdagens terroraktion i Atatürk-lufthavnen i den tyrkiske storby Istanbul er bare endnu et bevis på det.

Britiske og tyske ingeniørtropper byggede i fællesskab den længste amfibiebro nogensinde – 350 meter lang – ved en øvelse i Polen tidligere på sommeren. Iagttagere forudser, at den britiske udmeldelse af EU kan få store konsekvenser for forsvaret af Europa og USA, hvad angår forebyggelsen af terrorangreb begået af Islamisk Stat. EU-nejet kan også øge Ruslands indflydelse. Foto: Jamie Cudding / British Ministry of Defence
Britiske og tyske ingeniørtropper byggede i fællesskab den længste amfibiebro nogensinde – 350 meter lang – ved en øvelse i Polen tidligere på sommeren. Iagttagere forudser, at den britiske udmeldelse af EU kan få store konsekvenser for forsvaret af Europa og USA, hvad angår forebyggelsen af terrorangreb begået af Islamisk Stat. EU-nejet kan også øge Ruslands indflydelse. Foto: Jamie Cudding / British Ministry of Defence

WASHINGTON: Selv om de to ting ikke hører sammen, så ser amerikanerne flere sorte skyer trække sig sammen over Europa.

Ifølge CIAs direktør, John Brennan, strømmer det ind i Europa med terrorister fra Islamisk Stat. Og USAs og Europas muligheder for at forsvare sig mod terrorbølgen, som senest er kommet til udtryk med terroraktionen i Tyrkiet, bliver ringere med Storbritanniens nej til EU.

Hvorfor? Jo fordi Storbritannien har udgjort hjørnestenen i amerikanernes samarbejde med EU i diverse efterretnings­organer.

Briterne har været garantien for, at et sikkerhedspolitisk splittet Europa med mange forskellige efterretningstjenester trods alt har fungeret nogenlunde. Nu forsvinder den britiske indflydelse fra EU. Og det får rent ud sagt koldsveden frem på CIA-direktørens pande. Stabiliteten kan ifølge John Brennan forsvinde.

»Europa står med mange forskellige efterretningstjenester, og det er ikke altid, at de arbejder sammen«, som Brennan udtrykte det 16. juni, da han fortalte Kongressen, at han mente, at der er en reel fare for, at Islamisk Stat vil rette et dødeligt angreb mod USA i nær fremtid, og at muligheden for at få et tidligt varsel fra europæerne, hvor terroristerne har søgt tilflugt, ikke er god.

Og det var inden dem britiske folke­afstemning. På amerikanske TV-stationer lyder den populære historie, at der har været jubel to steder ved udsigten til briternes udmeldelse: Hos Islamisk Stat og i Moskva.

Sidstnævnte fordi russerne mener, at der med briternes exit er blevet åbnet en reel mulighed for, at sanktionerne mod Rusland bliver ophævet. Og hos Islamisk Stat er man glad, fordi man der regner med, at europæerne vil blive kastet ud i fornyet kaos, som gavner muligheden for at rette dødbringende terroraktioner mod europæiske mål – og måske i ly af forvirringen også gør det muligt at smugle terrorister videre til USA.

Nye problemer forude

Det er altså amerikanernes skrækversion efter briternes afstemning 23. juni.

CIAs direktør sagde dog i onsdags, at han havde været i kontakt med briterne, og at det amerikansk-britiske samarbejde fortsætter uagtet det britiske nej. Da han blev spurgt, om han mente, at det fremtidige samarbejde ville blive gnidningsløst, svarede han:

»Jeg tror ikke, at jeg sagde gnidningsløst. Jeg sagde bare, at jeg ikke tror, at Brexit vil få en stor indflydelse på, hvordan vi samarbejder med briterne. Jeg tror dog stadig på, at der er et stort arbejde at gøre for at sikre, at vi får udarbejdet en sikkerhedspolitisk arkitektur, der vil tillade Europa som et hele at dele informationer på en hurtig måde. Vi arbejder med briterne såvel som resten af Europa,«, sagde John Brennan på et møde i USAs svar på Det Udenrigspolitiske Selskab.

Han sagde dog til amerikanske TV-stationer, at det »kaos«, som Europa var blevet sendt ud i, ville påvirke den sikkerhedspolitiske situation et stykke ud i fremtiden.

»Der er også en fare for, at lande som Danmark, Frankrig, Italien og Holland måske i den kommende tid også vil kræve afstemninger, hvilket vil give nye problemer,« sagde han.

Russisk tilfredshed

Nyheden om britisk udmeldelse fra EU blev også modtaget positivt af Boris Titov, som er en af Ruslands mest indflydelsesrige personer Titov. Han har haft flere indflydelsesrige poster under den russiske præsident, Vladimir Putin, og proklamerede på sin Facebook-side, at det var en glædens dag for Rusland.

»Den vigtigste langsigtede konsekvens af det britiske nej bliver, at Europa rives væk fra amerikansk indflydelse. Det er ikke briternes uafhængighed af Europa, men Europas uafhængighed fra USA,« skrev Boris Titov ifølge The Washington Post.

Selv om Tyskland ønsker sanktionerne mod Rusland opretholdt, så mener amerikanerne, at det med briternes svækkede position i EU kan det blive sværere for Polen og de baltiske lande at få EU med til at opretholde dem. Det kan svække hele den sikkerhedspolitiske situation i Østersøen, selv om det selvfølgelig fra tænketanke og fra præsident Barack Obamas administration understreges, at det er det værst tænkelige scenario.

Karen Donfried fra den amerikanske tænketank German Marshall Fond, siger, at nettoresultatet for USA i forbindelse med en britisk udmeldelse fra EU er negativt, selv om Storbritannien stadig vil være en vigtig partner for USA i NATO.

Briterne har et forsvar, som amerikanerne er vant til at samarbejde med. Det kan selvfølgelig også foregå i NATO-sammenhænge, men for amerikanerne har det været mere end bekvemt, at Storbritannien sad med ved diskussionerne i toppen af EU, som også søger et styrket europæisk militært samarbejde. Ikke i konkurrence med NATO, men dog med ambitioner om en egen strategi og endda et militært hovedkvarter, hvilket NATOs generalsekretær, Jens Stoltenberg, har advaret kraftigt imod forud for det vigtige NATO-topmøde i Warszawa i den kommende uge.

»Der er ingen tvivl om, at der i øjeblikket tales meget med London og med EU lige nu. Præsident Barack Obamas rådgivere hænger i telefonen for at få afklaret en lang række spørgsmål før NATO-mødet,« siger en sikkerhedspolitisk kilde til Berlingske.

De kommende måneder vil vise, om amerikanernes værste spådomme for Europa bliver virkelighed.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.