Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Al-Qaeda vejrer morgenluft i Syrien

Mens USA, Danmark og de andre lande i koalitionen har travlt med at bombe Islamisk Stat, er al-Nusra Fronten – terrorgruppen al-Qaedas afdeling i Syrien – i fuld gang med opbygge et kalifat i det krigshærgede land.

Den syriske al-Qaeda-afdeling står især stærkt blandt andet i og omkring byen Aleppo i det nordvestlige Syrien.
Den syriske al-Qaeda-afdeling står især stærkt blandt andet i og omkring byen Aleppo i det nordvestlige Syrien.

Skal man tro USA, Frankrig, Rusland og de andre lande, der bomber Islamisk Stat (IS) i Syrien, er den militante, islamistiske organisation på hælene. Det er kun et spørgsmål om tid, før IS – også kendt som ISIL og Daesh – er nedkæmpet. Til gengæld vejrer Islamisk Stats fundamentalistiske trosfæller i Jabhat al-Nusra – terrornetværket al-Qaedas filial i Syrien – morgenluft.

»Al-Nusra Fronten har mindst 12.000 mand under våben. Formentlig er tallet 15.000 og måske hele 20.000,« forklarer Lars Cramer-Larsen, der er major ved Forsvars­akademiet.

Han understreger, at al-Nusras folk tilmed er de mest effektive og slagkraftige blandt Syriens mange oprørsgrupper. Det er med til at forklare, hvorfor mange af de andre gruppers oprørere skifter side og slutter sig til al-Nusra Fronten.

»Al-Nusra er dybt forankret i cirka 50 procent af den samlede oprørsstyrke – inklusive de moderate oprørsgrupperinger,« forklarer Lars Cramer-Larsen.

Celler i Damaskus

Den syriske al-Qaeda-afdeling står især stærkt i og omkring byerne Idlib og Aleppo i det nordvestlige Syrien og helt ud til kystbyen Latakia, der ellers er en af det syriske regimes bastioner. Men al-Nusra har også »celle-strukturer« i og omkring hovedstaden Damaskus, understreger Lars Cramer-Larsen.

Al-Nusra Frontens slagkraft er ikke kun et problem for det syriske regime med præsident Bashar al-Assad i spidsen og for den del af det syriske folk, der drømmer om et frit, demokratisk Syrien, når freden en dag indfinder sig. Jabhat al-Nusra er også en hovedpine for Vesten, da fronten deler Islamisk Stats mål om at oprette et islamisk kalifat i Syrien og terrorisere det vestlige samfund på hjemmebane.

»De har en træningslejr i det nordvestlige Syrien for nogle af deres mest erfarne terrorister, den såkaldte Khorasan-gruppe, som specialiserer sig i at lave terror i Vesten og er endnu mere erfarne i Vesten end Islamisk Stat,« påpeger Lars Cramer-Larsen, der mener, at en strategi vendt mod Islamisk Stat også må omfatte al-Nusra Fronten.

»Problemet er, at al-Nusra på slagmarken fysisk er i nærheden af Assads styrker, og derfor er det no-go, at Vesten bomber dem. Desuden er der jo indgået en aftale mellem Rusland og den USA-ledede koalition om en opgavefordeling, og den indebærer ikke, at Vesten bomber al-Nusra,« siger Lars Cramer-Larsen.

Som omtalt i Berlingske torsdag erkender udenrigsminister Kristian Jensen (V), at de danske kampfly, der nu skal sættes ind mod Islamisk Stat i Syrien og Irak, ikke må bombe al-Nusra Fronten. Det er der ikke mandat til ifølge folkeretten – sådan som landet ligger nu.

Mindre brutale

Al-Nusra Frontens succes i Syrien skyldes ikke kun gruppens militære muskler. Den skyldes også, at al-Qaeda-filialen ikke er så brutal og ikke går så hurtigt frem i arbejdet med at etablere et kalifat på syrisk jord som Islamisk Stat.

»Al-Nusra går meget mere forsigtigt og gradvist til værks. Ud over den militære side har al-Nusra Fronten også en social dimension, hvor de forsøger at hjælpe og beskytte lokalbefolkningen. Det giver også al-Nusra en bedre forankring lokalt,« forklarer Lars Cramer-Larsen, der også peger på en anden grund til al-Nusras vækst:

»På grund af tilbageholdenheden i Vesten med at bevæbne de syriske oprøre, er oprøret blevet islamiseret, og det har al-Nusra udnyttet,« siger han.

Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Helle Malmvig, er enig i, at al-Nusras indflydelse på slagets gang i Syrien ikke skal undervurderes, og hun peger på endnu en grund til gruppens succes:

»I modsætning til Islamisk Stat, der tæller rigtigt mange tilrejsende jihadister fra andre lande, er der mange syrere i al-Nusra. Desuden bakkes gruppen op af mange oprørere – inklusive flere moderate – der er hoppet over fra andre oprørsgrupper, fordi al-Nusra har fremgang og våben,« siger Helle Malmvig.

Det er dog ikke alle de – i en syrisk sammenhæng – moderate og vestligt støttede oprørere, der lader sig drage af al-Nusra. I sidste måned kom det til kampe mellem al-Qaeda-gruppen og oprørerne i den såkaldte 13. Division, der har fået våbenforsyninger af USA, men som også støttes af det islamisk fundamentalistiske Saudi-Arabien. De anti-tank missiler, som amerikanerne har forsynet 13. Division med, er nu på al-Nusras hænder.

Skrækscenariet

Selv om Islamisk Stat og al-Qaeda deler ideologi og drømmen om et kalifat, er de to terrororganisationer på krigsfod med hinanden. Men det kan ændre sig – ikke mindst i takt med, at IS bliver presset af Vestens bombardementer, mener Lars-Cramer-Larsen.

»I givet fald kan det ikke udelukkes, at der kan blive et samarbejde mellem Islamisk Stat og al-Nusra, og så har vi et skrækscenarie med en større terrortrussel og en endnu mere kompleks situation i Syrien,« vurderer Lars Cramer-Larsen, der tilføjer, at der er rygter om, at al-Qaedas leder, Ayman al-Zawahiri, har bedt sine folk om at dele efterretninger med Islamisk Stat.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.