»Agent Orange« og brevet til Obama

I disse dage for 40 år siden sluttede krigen i Vietnam, men titusinder menes fortsat at lide under eftervirkningerne af afløvningsmidlet »Agent Orange«, både i Vietnam og blandt amerikanske og allierede soldater, der kæmpede i landet.

Du er logget ind

Din profil kan bruges på berlingske.dk, business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Hoan smiler genert.

Advarsel: Stærke fotos i artiklen

»Det var jo helt tilfældigt, at jeg fik den idé at skrive til USAs præsident. Jeg googlede ham en dag og fandt et offentligt brev til hans døtre. Han havde skrevet under valgkampen:

»Jeg er gået ind i politik for at skabe en bedre verden, ikke bare for jer, men for alle døtre.« Og så fik jeg den idé at fortælle ham, at jeg er lige her. Og at vi er mange, der venter på, at han skaber et bedre liv for os.«

»Obama svarede dog aldrig,« siger 24-årige Hoan og fniser som en teenager og banker et par gange ned i bordpladen med den ene hånd, hun er født med.

Hoan er én af de over 400.000 mennesker, som de vietnamesiske myndigheder officielt har registreret som 2. generationsofre for »Agent Orange«, et dioxin-holdigt afløvningsmiddel som det amerikanske luftvåben sprøjtede ud over det sydlige og centrale Vietnam under krigen. 72 millioner liter for at være eksakt.

Det menes at have fået katastrofale konsekvenser, ikke bare for vietnameserne, men også for de amerikanske og allierede soldater, der kæmpede i Vietnam. Alene i USA har mere end 40.000 veteraner søgt USAs forsvarsministerium om økonomisk støtte med henvisning til, at de har været udsat for Agent Orange i Vietnam.

Agent Orange indeholder dioxin, eller 2,3,7,8 tetrachlorodbenzodioxin, der regnes for at være den hidtil stærkeste kendte syntetiske gift, som nogensinde er udviklet. Dioxin har i årtier været mistænkt både for at være kræftfremkaldende og for at føre til alvorlige psykiske og fysiske skader i flere generationer. Halveringstiden kan være op imod 100 år, mener nogle forskere.

Siden 1978 har det været totalt forbudt at anvende dioxinholdige ukrudtsmidler i USA, men før da har stoffet været brugt talrige steder på kloden både til civile formål og militært i bl.a. Thailand, Korea, Britisk Columbia og Malaysia. Men intet sted i så enormt et omfang og i så stærke koncentrationer som under Vietnam-krigen.

År for år kommer flere bidrag til den allerede enorme mængde reportager og forskningsrapporter. Så sent som sidste år kom et solidt dansk bidrag fra antropologen Tine Gammeltoft, der vakte international opsigt med sit omfattende studie »Haunting Images«, hvor hun har kortlagt et nationalt traume i Vietnam – frygten for at føde børn med Agent Orange-relaterede skader.

Lokale vietnamesiske børn ved en kristen byport.
Lokale vietnamesiske børn ved en kristen byport.

Der kommer også jævnligt stædige afvisninger fra de koncerner, der producerede Agent Orange, først og fremmest Dow Chemicals og Monsanto, der leverede langt hovedparten af de 72 millioner liter, der blev sprøjtet ud over Vietnam.

Agent Orange var også årsagen til, at jeg selv drog til Vietnam som ung journalist for mere end 30 år siden. Jeg er aldrig helt holdt op med at skrive og fortælle om det.

Denne historie fortæller om nogle få af de skæbner, jeg har mødt igennem de sidste fem år.

En søndag eftermiddag hos Hoan er et godt sted at begynde. Hun er som altid glad for besøg på specialafdelingen for Agent Orange-ofre på Tu Do-hospitalet i Ho Chi Minh-byen, tidligere Saigon. Det var hovedstaden i Sydvietnam, indtil byen og regimet i disse uger for 40 år siden bukkede under for de nordvietnamesiske tropper og de stærkt decimerede guerillaenheder, kendt under navnet Viet Cong.

Vi sidder lidt i det besøgsrum, hvor lægerne helst vil have gæsterne siddende. Men Hoan hopper snart ned af stolen: »Vil du ikke med op at se, hvordan jeg bor nu?«

Hun deler en stue på etagen ovenover sammen med 11 andre børn og unge, der er permanent indlagt på hospitalet.

Hoan venter ikke på svar, men piler af sted på sine to benstumper. Man kan skyde en imponerende fart, når man aldrig har prøvet andet.

»Jeg bruger ikke elevatoren. Min adoptivmor har lært mig, at jeg skal holde mig i form. Jeg vil gerne leve rigtigt længe og blive læge, ligesom hun er,« siger Hoan og fortsætter op ad trappen.

Hendes ene arm er stærk og lang med et fast greb i gelænderet og svinger hele sin halve krop trin for trin op til fjerde sal.

Hoan ved ikke meget om den krig, der skulle vise sig at blive så skæbnesvanger for hende selv. Men hver eneste dag mærker hun på sin egen krop den tragedie, der angiveligt skyldes den massive brug af Agent Orange under krigen.

Hun har fået sit eget lille bord på stuen og endda en laptop.

»Jeg bruger alle mine kræfter på at lære engelsk. Når jeg har fået min eksamen, er det min drøm at komme i gang med lægestudiet.«

Nogle timer senere sidder jeg hjemme hos Hoans adoptivmor.

»Hoans drøm bliver aldrig til noget,« siger Phuong: »Hun er slet ikke stærk nok til at gennemføre en længere uddannelse, og hvilket hospital vil acceptere en læge, der krabber rundt på gulvene,« spørger hun retorisk.

Phuong har passeret de 70 år og er gået på en slags pension. Hun ligner da også en mild bedstemor, som hun sidder der i sofaen med et tigerdyr, indkøbt til børnebørnenes besøg.

Men lige nu er der ikke noget pensionist over Phuongs dagligdag. Hun er i gang med at forberede sig på at rejse til USA sammen med Hoan. De er indkaldt som vidner i en kongreshøring. Der er ikke længere nogen vrede at spore hos Phuong.

24-årige Hoan drømmer om at blive læge. Hun er én af de 400.000 mennesker, som de vietnamesiske myndigheder officielt har registreret som 2. generationsofre for »Agent Orange«. 
24-årige Hoan drømmer om at blive læge. Hun er én af de 400.000 mennesker, som de vietnamesiske myndigheder officielt har registreret som 2. generationsofre for »Agent Orange«. 

»Vi har mange venner i USA. Læger, veteraner, pårørende til ofrene, politikere. Det er ikke det amerikanske folk, der har påført mit land denne tragedie. Det er en håndfuld beslutningstagere, hvor langt de fleste er borte nu. Mit ærinde er ikke at skælde ud. Jeg kommer til USA for at bede om hjælp. Ofrene lider under vores mangel på ressourcer,« siger hun.

Det med beslutningstagerne har Phuong en pointe i, så vi stiller uret tilbage til John F. Kennedys Hvide Hus i månederne efter præsident-indsættelsen i 1961.

Dagsordenen står på dyb krise i Vietnam. Alarmerende rapporter om kommunisternes fremgang ligger på præsidentens bord. USAs sydvietnamesiske allierede, den autokratiske præsident Diem, har ikke formået så meget andet end at gøre regimet til et repressivt familieforetagende.

Diems bror, Nhu, slår som chef for det hemmelige politi hårdt ned på enhver opposition, som ikke desto mindre vokser sig stærkere dag for dag. Den sydvietnamesiske hær er ifølge de amerikanske rådgivere ikke meget bevendt – gennemsyret af korruption i officerskorpset og soldater, der ikke har nogen særlig lyst til at udsætte sig selv for risiko i kamp med de stærkt motiverede Viet Cong-guerillaer.

CIAs egne indsigtsfulde analytikere i Saigon frygter et snarligt sammenbrud, hvis ikke der sættes massivt ind med en bredspektret militær indsats. Præsidenten nedsætter en ekspertgruppe med broderen, justitsminister Robert Kennedy, som den ene af to formænd. Den anden bliver den højt respekterede general Maxwell Taylor, som er præsidentens personlige militære rådgiver.

Resultatet af ekspertgruppens arbejde bliver et omfattende katalog af anbefalinger til, hvordan den støt voksende guerillabevægelse og dens allierede i Hanoi kan neutraliseres. Her kommer anvendelsen af pesticider til at spille en central rolle.

Kennedys rådgivere gør bl.a. opmærksom på, at briterne i 1950erne anvendte pesticider med stort held i jagten på den malaysiske guerillas skjulesteder i junglen.

Forskere med tilknytning til Pentagon er på daværende tidspunkt allerede i gang med et pilotprogram under kodeordet »Operation Hades« (opkaldt efter det græske dødsrige). Kennedy godkender samme efterår programmet, som dog får den mindre ildevarslende titel »Operation Ranch Hand« (landbrugsmedhjælper).

Der opstilles fire mål for programmet:

* At afløve de tætte jungleområder i det sydlige og centrale Vietnam, hvor guerillaen og forsyningslinjerne fra nord menes at skjule sig.

* At afløve flodbredder og vejsider for at mindske risikoen for bagholds-angreb.

* At afløve områderne omkring amerikanernes egne baser for at undgå snigangreb fra Viet Congs frygtede »sapper units« – små eliteenheder, der ofte har karakter af rene selvmordsangreb.

* At ødelægge fødevareproduktion i de områder, hvor bønderne var mistænkt for at støtte Viet Cong.

I Vietnam kommer dette potente ukrudtsmiddel til at hedde Agent Orange, simpelthen fordi gifttromlerne er mærket med en orange farvekode. Senere har dødssyge veteraner berettet, at Agent Orange blev betragtet som et relativt harmløst ukrudtsmiddel i Vietnam-krigens første år. Amerikanske soldater i bar overkrop med håndsprøjter og beholdere på ryggen var et hyppigt syn rundt om baserne.

Adskillige fly- og helikopter-piloter har aflagt vidnesbyrd om, at der ikke var nogen formelle sikkerhedsforanstaltninger om personellet.

»Vi fløj jo i lav højde med åbne vinduer på grund af den ulidelige hede. Så vi blev med jævne mellemrum gennemblødt af stadset, når vi sprøjtede, og det blev blæst ind i maskinen. På baserne var ingen i tvivl om, hvem der arbejdede med at sprøjte landdistrikterne. Man kunne lugte os på lang afstand,« har piloten Charles Hubbs fortalt i bogen »GI Guinea Pigs«.

Snart blev det anderledes, efterhånden som meldingerne strømmede ind fra nær og fjern – først om akutte forgiftninger og siden om langt alvorligere konsekvenser. Allerede i midten af 1960erne skabte meldingerne så megen furore i USA, at TV-selskabet CBS satte sin unge stjernereporter i Vietnam, Dan Rather, på sagen.

Det fik den stedlige eskadrillechef, Ralph Dresser, til demonstrativt at tage en lille slurk Agent Orange direkte fra tønden.

»Jeg vil medgive dig, at Agent Orange smager meget dårligt, men farligt er det ikke,« sagde eskadrillechefen til den forbløffede journalist.

Efterhånden som Vietnam-krigen eskalerede, gjorde sprøjtetogterne det også – endda også til dele af Laos og Cambodia, hvor Hanois forsyningslinjer mentes at have krydset grænserne.

I 1971 blev »Operation Ranch Hand« indstillet efter 20.000 sprøjtetogter, men det standsede ikke kritikken i USA, efterhånden som flere og flere veteraner henvendte sig med symptomer.

»Jeg døde i Vietnam uden at ane det,« sagde den tidligere pilot Paul Reutershan i et sidste TV-interview, der satte gang i den første af en række retssager.

Nogle måneder senere er jeg igen på besøg hos Hoan. Lægestudiet har fortonet sig, men Hoan har bestået sin bachelor og fået job. Nu sidder hun på hospitalet og opdaterer kundedatabasen for en lokal Nokia-forhandler. Det er mere end tydeligt, at hun er stolt og glad.

Hoans gå-på-mod og livslyst har gjort hende til det Agent Orange-offer, jeg gerne vil tænke på og skrive om – men hendes historie er den helt store undtagelse fra den virkelighed, der gælder ude i landdistrikterne – derude hvor soldaterne kæmpede i årevis, mens C-123 flyene afleverede deres giftige last igen og igen.

Hvor slemt det stadig er 40 år efter krigens slutning, har jeg erfaret under flere besøg i både nord, syd og det centrale højland.

I det nordlige Vietnam – i Thai Binh-provinsen 100 km fra hovedstaden, Hanoi – bliver den smukke køretur gennem grønne rismarker, nu og da afbrudt af moderne industrizoner. Mest af alt er billedet smukke cykelpiger, dovne vandbøfler og store fiskenet, der er spændt ud til tørre og lyser gyldent i solnedgangen.

Thai Binh og det øvrige nord blev aldrig udsat for sprøjtetogterne. Men Thai Binh var den provins i nord, som sendte flest soldater til kampene i syd, mange af dem var kun store drenge. Titusinder og atter titusinder kæmpede i de besprøjtede områder, nogle i op mod ti år.

Mellem to og tre millioner vietnamesere menes at have mistet livet under den seneste krig, men mange tusinde vendte hjem igen og stiftede familier. Alt tyder på, at Agent Orange rejste med tilbage til landsbyerne i nord.

I vore dage kan man møde de påståede konsekvenser i form af dødssyge veteraner, bl.a. med kræftlidelser, man ikke tidligere så i disse provinser. Ifølge de lokale Agent Orange-aktivister er der 2. og 3. generationsofre i den ene landsby efter den anden. De lokale myndigheder har registreret flere end 5.000 ofre, alene i Thai Binh-provinsen.

En af dem er 35-årige Hang, datter af en veteran fra kampene i syd. Hun er retarderet og lider af chloracne - en smertefuld hudlidelse, der får hendes ben til at ligne åbne sår. En lidelse, der også har ramt amerikanske veteraner. Familien holder hende indespærret i et lille udhus med tremmer for vinduerne. Det er for hendes egen skyld, fortæller moderen.

»Vi havde Hang med til gudstjeneste for 15 år siden i vores lokale kirke, men de andre beboere kan ikke lide, at vi har hende med. De ser hende og os som ulykkesfugle. Så vi holder os mest hjemme,« siger Hangs mor og græder.

Nogle minutter derfra møder vi 33-årige Gam. Hun ligger på jorden foran familiens hus, blind og smurt ind i jord.

»I må ikke komme for tæt på. Hun forstår ikke, hvad vi siger, og reagerer sommetider som et vildt dyr. Min sengeliggende mand er bange for hende, så hun kommer ikke ind i huset længere. Hun bor sammen med vores husdyr,« siger moderen.

I de følgende dage møder vi flere skæbner med historier med samme skær af håbløshed, isolation og dyb social nød.

Der venter os endda om muligt endnu værre ting i Da Nang i den sydlige del af det centrale Vietnam. Her lå amerikanernes største base, og størsteparten af sprøjtetogterne foregik herfra. Et stort område er spærret af. Her blev de brugte tønder opmagasineret.

Eksperter fra det canadiske miljøfirma Hatfield Consultants har konstateret dioxin-koncentrationer på 365.000 ppt (parts per trillion) – det er 365 gange over den tilladte grænseværdi i USA. Det har ligget der i fire årtier som en tikkende bombe.

Efter ti års forundersøgelser og forhandlinger mellem USA og Vietnam skal der nu fjernes og destrueres 200.000 m3 stærkt forurenet jord fra den gamle base. Det ventes at komme til at koste 260 millioner kroner.

Hatfield har også identificeret to andre stærkt forurenede områder. Den gamle amerikanske luftbase ved Bien Hoa (262 gange over grænseværdien) samt Phu Cat-basen (266 gange over grænseværdien). Dertil kommer 26 andre potentielle »dioxin hotspots«.

Ifølge de lokale Agent Orange-aktivister bor ofrene kun nogle få hundrede meter fra den gamle base.

Toans knogler degenerer, men alligevel tager moren ham hver dag på ryggen for at køre ham på knallert i skole. Han får lov at ligge ned i timerne, for han kan ikke sidde op ret længe. »Men det er det, der holder ham i live,« fortæller Toans mor.
Toans knogler degenerer, men alligevel tager moren ham hver dag på ryggen for at køre ham på knallert i skole. Han får lov at ligge ned i timerne, for han kan ikke sidde op ret længe. »Men det er det, der holder ham i live,« fortæller Toans mor.

Her møder vi 18-årige Toan og hans lillebror. Væggene i familiens lille hus er pyntet med flidscertifikater fra skolen. Toan drømmer om at blive grafiker, men det er helt udsigtsløst. De to drenge bliver dårligere og dårligere, efterhånden som deres knogler degenerer. Toans mor må bære ham på ryggen og ud på knallerten, så hun kan køre ham i skole.

»Han kan ikke sidde op mere ret længe ad gangen, så han får lov at ligge ned i timerne. Lærerne siger til mig, at det er helt meningsløst at slæbe ham i skole. Men det er det, der holder ham i live, siger jeg til dem,« fortæller Toans mor.

Familien er som så mange andre i den dybeste sociale nød. Via den lokale, statsanerkendte Agent Orange-organisation, VAVA, får familien et medicintilskud, svarende til et par hundrede kroner om måneden.

De følgende to dage møder vi lignende historier overalt i Da Nang. I en anden landsby besøger vi tre halvstore retarderede børn med noget, der ligner thalodomid-skader. Forældrene er døde, og naboerne tager sig af dem mod at de hjælper til med at gøre rent i familiens fiskebod på markedet. I andre regioner er billedet stort set det samme.

Kan historien virkelig være sand, og er der ikke nogen, der gør noget?

Svaret på det første spørgsmål findes ikke i den korte udgave: Tilbage til slutningen af 1950erne har der blandt verdens førende videnskabsmænd været uenighed om, hvor sundhedsskadeligt dioxin er, og om alle disse påståede ofre i Vietnam og blandt soldaterne, der kæmpede i de besprøjtede områder, nu også er ramt af dioxin-skadevirkninger.

Mange hæfter sig ved, at videnskabsmanden bag udviklingen af de dioxin-forurenede pesticider, professor Arthur W. Galston, vendte sig kraftigt imod anvendelsen i stor stil i Vietnam – så kraftigt at den ellers konservative professor helt undsagde USAs engagement i Vietnam. Galston fik senere følgeskab af mange prominente forskere over hele verden.

Andre – herunder American Cancer Society – har udtrykt betydelig skepsis med hensyn til skadevirkninger. De henviser til, at der ikke foreligger tilstrækkeligt videnskabeligt bevis for påstandene om de omfattende ødelæggelser på mennesker og miljø.

Nhan er ti år. Hans ene søster er død.
Nhan er ti år. Hans ene søster er død.

Den amerikanske regering fastholder da også, at USA ikke har ført kemisk krigsførelse i Vietnam, og alene har anvendt lovlige pesticider. Flere kongresmedlemmer sætter løbende spørgsmålstegn ved forsikringerne,

Et utal af retssager er kvalt i fødslen, efter de er blevet anlagt mod den amerikanske regering af både vietnamesiske, påståede ofre og soldater fra USA, Canada, Korea og Australien. Andre retssager anlagt mod producenterne af Agent Orange – primært Monsanto og Dow Chemicals – har lidt samme skæbne med henvisning til, at de har leveret lovlige produkter på helt legitime regeringskontrakter.

Det er dog også en kendsgerning, at det amerikanske forsvarsministerium efter års tovtrækkerier har givet amerikanske veteraner mulighed for at søge tilskud til medicin og lægebehandling for et begrænset antal alvorlige lidelser, hvis de har opholdt sig i de besprøjtede områder. Hidtil har 40.000 amerikanske veteraner søgt om tilskud.

De vietnamesiske Agent Orange-aktivisters råb om hjælp har heller ikke fået det nemmere hjemme i Vietnam. USA er nu ikke bare Vietnams vigtigste bilaterale handelspartner. Vietnam ser også USA som en vigtig allieret i de skærpede territorial-stridigheder med Kina. En situation, der sender Agent Orange-problematikken langt ned på dagsordenen.

Svaret på det andet spørgsmål er nemmere at besvare: Mange gør meget for at hjælpe, både i Vietnam og andre steder.

Den private amerikanske hjælpeorganisation »Ford Foundation« har igennem flere år lavet et gedigent stykke arbejde blandt ofrene i Vietnam – og samtidig været en særdeles effektiv lobbyist i Washington. »Bill and Melinda Gates Foundation« har finansieret et førsteklasses laboratorium, hvor der kan testes for dioxin-forekomster i blod og væv. Adskillige amerikanske veteranorganisationer laver projekter, der hjælper helt konkret på landsby-niveau, og det samme gør internationale NGOer.

Tilbage står, at alle de gode initiativer er helt utilstrækkelige, når man anskuer dem fra Thai Binh, Da Nang, Kontum og andre berørte provinser i Vietnam.

»Jeg kæmpede ti år i den forbandede krig. Jeg har ødelagt hele min families liv og ladet min kone føde to vanskabte børn. Ingen vil hjælpe os, alle venter bare på, at vi skal dø,« siger 65-årige Thang.

Gam er blind og lever på jorden ved familiens hus.
Gam er blind og lever på jorden ved familiens hus.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.