Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Mens du sov

Afstemning kan sende »Obamacare« ud i glemslen

Mens du har sovet, har vi læst nyheder, og vi starter i USA, hvor en afstemning i Repræsentanternes Hus kan få vidtrækkende konsekvenser for Obamas sundhedsreform.

Der har været mange demonstrationer for at beholde Obamcare, billedet her er fra den 23. marts 2017. Nu skal Repræsentanternes Hus torsdag stemme om et lovforslag, der skal erstatte tidligere præsident Barack Obamas sundhedsreform. Republikanerne sidder på flertallet i Repræsentanternes Hus, og partiets leder i forsamlingen, Kevin McCarthy, regner med, af lovforslaget bliver godkendt. (Arkivfoto) 
Der har været mange demonstrationer for at beholde Obamcare, billedet her er fra den 23. marts 2017. Nu skal Repræsentanternes Hus torsdag stemme om et lovforslag, der skal erstatte tidligere præsident Barack Obamas sundhedsreform. Republikanerne sidder på flertallet i Repræsentanternes Hus, og partiets leder i forsamlingen, Kevin McCarthy, regner med, af lovforslaget bliver godkendt. (Arkivfoto) 

Godmorgen! Hvis du skulle være i tvivl, så er det blevet torsdag, og mens du sov, har vi læst nyheder og bringer her et overblik over de vigtigste nyheder fra natten.

Vi skal høre sidste nyt om den knivdræbte, gravide kvinde fra Herlev. Vi skal forbi en tv-duel i Frankrig. Vi skal høre sidste nyt fra slutspillet i verdens bedste basketliga. Men først skal vi høre, hvordan præsident Donald Trump qua en afstemning i Repræsentanternes Hus kan indfri sit valgløfte om at afskaffe Obamacare.

Torsdag kan præsident Donald Trump komme et skridt nærmere sit løfte om at ophæve Obamacare.

Repræsentanternes Hus i USA skal torsdag stemme om et lovforslag, der skal erstatte tidligere præsident Barack Obamas sundhedsreform.

Præsident Donald Trump tordnede under valgkampen mod Obamacare og garanterede sine tilhængere, at han som noget af det første efter sin indsættelse ville få ordningen skrottet.

Republikanerne sidder på flertallet i Repræsentanternes Hus, og partiets leder i forsamlingen, Kevin McCarthy, regner med, af lovforslaget bliver godkendt.

- Den vil blive vedtaget. Det er en god lov, siger Kevin McCarthy ifølge nyhedsbureauet AFP.

Beslutningen om en afstemning kommer efter et møde onsdag mellem "moderate" lovgivere og Trump, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Ikke alle republikanere støtter dog Trumps ønske om fuldstændigt at skrotte Obamacare. I marts blev et lovforslag således trukket tilbage, fordi der ikke kunne findes et flertal for det i Kongressens to kamre.

Siden er lovforslaget blevet justeret flere gange, så det også tilgodeser de kongresmedlemmer, der ønsker at beholde flere elementer af Obamacare.

Reuters omtaler det nye forslag som et "kompromis".

Hvis Repræsentanternes Hus godkender lovforslaget torsdag, skal det videre til Senatet, og her kan det møde modstand.

Republikanernes flertalsleder i Senatet, Mitch McConnell, har flere gange sagt, at det kan blive vanskeligt at skaffe flertal til en reform af Obamacare.

Sundhedsreformen anses for at være Barack Obamas mesterstykke på det indenrigspolitiske område i hans tid som præsident.

/ritzau/

Politiet har undersøgt 40 knive efter drab på gravide Louise

Et halvt år efter at 32-årige Louise Borglit blev knivdræbt i Herlev, er politiet fortsat på bar bund i sagen.

4. november 2016 var Louise Borglit efter aftensmad ude at gå en tur med sin søsters hund i Elverparken i Herlev.

Klokken 19.15 samme aften blev kvinden, der var gravid i syvende måned, fundet dræbt. Hun var stukket flere gange med kniv.

Torsdag er det et halvt år siden, at 32-årige Louise Borglit mistede livet, og politiet er så godt som på bar bund i jagten på gerningsmanden.

Det fortæller Ole Nielsen, der er politikommissær og efterforskningsleder ved Københavns Vestegns Politi.

- Vi har desværre ikke fundet gerningsmanden. Det er klart, at vi stadig undersøger de henvendelser, vi får. En masse sten er vendt, men det har indtil videre ikke givet os noget, siger han.

Drabssagen har været præget af mangel på beviser og gennembrud. Blandt andet har politiet endevendt området omkring gerningsstedet for at finde gerningsvåbnet.

- Borgere har været gode til at ringe til os, hvis de har fundet en kniv, der kunne have forbindelse til sagen, siger Ole Nielsen.

Men på trods af, at politiet har undersøgt mere end 40 forskellige knive, er det stadig ikke lykkes at finde gerningsvåbnet.

Her et halvt år efter drabet er politiet heller ikke blevet klogere på, hvilket motiv der ligger bag drabet på den gravide kvinde.

Ole Nielsen fortæller, at politiet stadig modtager henvendelser i sagen. Han tilføjer, at antallet er dalet.

Men han opfordrer borgere til at kontakte politiet - selv med det mindste tip.

- Det kan være, at man har gået og tænkt over et eller andet. Det behøver ikke at være noget stort, for det er politiets opgave at sortere i henvendelserne.

Efterforskningsarbejdet har også fået politiet til at kigge mod udlandet, hvor der har været drabssager, der har lignet denne. Men heller ikke det er der kommet noget ud af.

Der er en dusør på knap 80.000 kroner, hvis man har oplysninger, der kan føre politiet på sporet af gerningsmanden.

Københavns Vestegns Politi kan kontaktes på telefon 114.

/ritzau/

Franske seere peger på Macron som vinder af tv-debat

Macron var ifølge måling den mest overbevisende i afsluttende duel mod Le Pen før Frankrigs præsidentvalg.

Centrumpolitikeren Emmanuel Macron er favorit til at blive Frankrigs næste præsident.

Og hans chancer for at vinde søndagens afgørende valgrunde mod højrefløjspolitikeren Marine Le Pen er ikke blevet mindre efter onsdagens tv-debat mellem de to kandidater.

63 procent af de adspurgte i en måling fra Elabe mener, at Macron virkede mere overbevisende end Marine Le Pen.

34 procent er af den modsatte opfattelse, viser målingen.

Kandidaterne gik hårdt til hinanden i debatten. Den 39-årige Macron betegnede flere gange Marine Le Pen fra det indvandrer- og EU-kritiske National Front som en "løgner".

Den 48-årige Le Pen slog fra starten af udsendelsen en hård tone an ved at karakterisere Macron som "elitens kandidat" og "systemets kæledægge".

Euroen, terrorisme, EU og økonomien var hovedtemaerne i den 140 minutter lange udveksling af holdninger.

Le Pen beskyldte blandt andet sin modstander for at være underdanig over for Tysklands forbundskansler, Angela Merkel. Le Pen sagde, at "Frankrig vil blive ledet af en kvinde. Enten mig eller fru Merkel."

Euroen kaldte hun for "bankernes valuta og ikke folkets valuta".

Fællesvalutaen for 19 EU-lande beskyldes af flere franske vælgere for at være skyld i stigende priser.

Seermålingen fra Elabe afspejler meget godt forventningerne til søndagens valgresultat. Macron vil ifølge de seneste meningsmålinger vinde afstemningen med omkring 59 procent mod 41 procent til Le Pen.

/ritzau/AFP

LeBron James scorer 39 point i ny sejr til Cleveland

De forsvarende mestre fra Cleveland Cavaliers er godt på vej til avancement i slutspillet i NBA.

De regerende NBA-mestre fra Cleveland Cavaliers tog endnu et stik i slutspillet mod Toronto Raptors.

125-103 vandt de forsvarende NBA-mestre fra Cleveland efter en kamp, hvor de førte fra start til slut.

Opgøret blev spillet på Quicken Loans Arena i Cleveland, hvor de endnu en gang kunne se holdets største stjerne, LeBron James, tegne sig for flest point.

Denne gang blev det til 39 point fra James, der samtidig lod sig notere for seks rebounds.

Da de to hold tørnede sammen tirsdag, blev det til 35 point og ti rebounds fra stjernens hånd. Ved den lejlighed vandt Cleveland 116-105.

Cleveland fører nu 2-0 i den samlede stilling, hvor der spilles bedst af syv kampe.

I første runde af slutspillet gjorde Cleveland rent bord med fire sejre i rap over Indiana Pacers.

De andre dueller i slutspillet står mellem Washington og Boston, Houston mod San Antonio og Utah mod Golden State.

Hvis Cleveland besejrer Toronto skal de møde vinderne af opgøret mellem Washington Wizards og Boston Celtics.

Her er Boston foran 2-0.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.