Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Adlet milliardær bliver kaldt kapitalismens uacceptable ansigt

11.000 arbejdspladser er på spil efter en konkurs, og fem milliarder kroner mangler i medarbejdernes pensionsfond. Den tidligere ejer udbetalte milliarder til sig selv i skattely og solgte derefter det hele for ét pund til en konkursrytter fra et obskurt investeringsfirma.

Sir Philip Green er kommet i svær politisk modvind efter at have solgt forretningskæden Britisk Home Stores, som han købte i 2000 og derefter hentede milliarder ud af. Ingen kan påpege, at det han har gjort er ulovligt, men 11.000 medarbejderes job er bragt i fare, og deres pensionsfond er blevet lænset. Arkivfoto: Luke MacGregor / Reuters
Sir Philip Green er kommet i svær politisk modvind efter at have solgt forretningskæden Britisk Home Stores, som han købte i 2000 og derefter hentede milliarder ud af. Ingen kan påpege, at det han har gjort er ulovligt, men 11.000 medarbejderes job er bragt i fare, og deres pensionsfond er blevet lænset. Arkivfoto: Luke MacGregor / Reuters

LONDON: Sir Philip Green er ved at få bygget en ny kæmpestor yacht til omkring en milliard kroner og har to i forvejen. Forretningsmanden født i London-forstaden Croydon pendler til den britiske hovedstad i sit privatfly fra Monaco for at styre sit forretningsimperium med tøj og mode som Topshop og Miss Selfridge. Han blev hyret af premierminister David Cameron til at udpege mulige effektiviseringer i regeringen, og han blev adlet af den tidligere premierminister Tony Blair.

Nu vil både konservative politikere og oppositionen have en forklaring på Greens forretningsmetoder efter, at kæden af stormagasiner i det næsten 100 år gamle BHS, eller British Home Stores, i denne uge blev sat under administration.

Omkring 11.000 arbejdspladser er på spil, og politikerne har blandt andet reageret på baggrund af mediernes opsigtsvækkende afdækning af, at BHS er efterladt med et hul i medarbejdernes pensionsfond på mere end fem milliarder kroner.

Efter at have overtaget BHS i 2000 hentede Green milliarder ud i skattely til sig selv og sin hustru. Det har kun øget kritikken, at Green for et år siden solgte BHS for ét pund til en mand, der havde flere større konkurser bag sig, og som under sit korte ejerskab via et obskurt investeringsselskab ifølge britiske medier nåede at hente omkring en kvart milliard kroner ud af BHS og indtil for få dage siden fortsat var i færd med at overføre millionbeløb.

I en debat i Underhuset blev konkursen og Greens forretningsmetoder beskrevet som »kapitalismens uacceptable ansigt« af den konservative Richard Fuller, og den karakteristik er de seneste dage blevet flittigt brugt i britiske medier fra The Guardian til The Times og Daily Telegraph.

Problemet for politikerne er, at en lempelig britisk finanslovgivning giver særdeles gode vilkår for rå kapitalisme. Det har briterne senest kunnet se i afsløringerne af massiv skattespekulation og skattely via et advokatfirma i Panama, og under og efter finanskrisen i 2008 følte mange briter sig fuldstændig magtesløse over for bankers og finansfolks udbytning for milliarder, mens de enorme regninger for fejlslagne forretninger blev overladt til skatteyderne.

Pensionspenge forsvandt i sort hul

Ingen har kunnet påpege, at Green har gjort noget ulovligt. Han har angiveligt tilbudt at indskyde op imod 800 millioner kroner i BHS-pensionsfonden, herunder en del som lån. Finanseksperter vurderer, at et krav på mellem to og tre milliarder kroner ville være mere rimeligt, og britiske politikere har bebudet at ville indkalde Green til en parlamentshøring.

Et særlig britisk kontrolorgan for firmaers pensionsfonde kan ifølge Financial Times stå over for sin »vanskeligste kamp« med at bevise, at Green bevidst udsultede pensionerne i BHS og derefter løb fra det hele med sit salg for ét pund.

»Han overtog et firma med en sund pensionsbeholdning, men da han solgte BHS, var der skabt et sort hul i fonden. Der er en meget simpel og ærefuld løsning på denne krise. Betal udbyttet tilbage, lev op til navnet, som han har valgt til sin nye yacht, »Løvehjerte«, eller mist adelstitlen,« lød det fra Labour-medlem af Underhusets finanskomité John Mann.

Green og familie står opført som Storbritanniens 29. rigeste familie på den nyeste udgave af The Times’ »Rich List«. The Times beskriver, hvordan »Sir Philip styrer forretningen og hans hustru, Tina, kontrollerer familiens aktiebeholdning«. Avisen konstaterer, at resultatet har været »finansielt effektivt«. Ikke mindst i årene fra overtagelsen af BHS frem til 2004, hvor Green fik udbetalt udbytte til hustruen i Monaco for mere end tre milliarder kroner. Beløbet var større end kædens overskud og også en hel del mere end Green havde betalt for BHS.

Milliardformuen bruger Green blandt andet til at invitere berømtheder om bord på sine lystbåde og holde selskaber for personligheder som Liz Hurely, Kate Moss, Bill Clinton og Cristiano Ronaldo.

Grådighed eller manglende evner?

Britiske forretningseksperter konstaterer, at BHS ikke er fulgt med tiden. Kæden har været et markant indslag i gadebilledet i store dele af Storbritannien siden den første forretning blev grundlagt i Brixton i 1928. BHS har været kendt for at servicere prisbevidste kunder med husholdningsbudget, men forretningen har skrantet siden nethandlen eksploderede i Storbritannien.

Spørgsmålet, som britiske myndigheder og politikere nu vil forsøge at få besvaret, er, om Green med BHS bare ikke kunne leve op til rosen fra Cameron og Blair som særlig visionær forretningsmand, eller om hans hovedvision med købet af BHS var at hente milliarder ud til familien.

I et større perspektiv er det briternes økonomiske model, der er til debat. De – næsten – frie markedskræfter er en del af Storbritanniens politiske DNA, men milliardærers mulige vanære hjælper ikke de medarbejdere, der risikerer fyring og nedsat pension.

The Times’ finansredaktør stiller i en kommentar spørgsmål ved kontrollen med firmaejeres håndtering af briternes enorme pensionsfonde og skriver, at hans hustru står til at miste pensionspenge, og at han på hendes vegne er »indigneret helt ind til knoglerne«.

»Men at fordømme Sir Philip for grådighed, opportunisme og ligegyldighed over for sine tidligere medarbejdere er kun halvdelen af historien. Spørgsmålet er, hvor meget der blev gjort for at bremse ham,« skriver Patrick Hosking.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.