Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Abbas smiler hele vejen til Haag

Et kalkuleret nederlag i FN tilsat trusler placerer palæstinensernes præsident, Abbas, præcis, hvor han helst vil stå; med større popularitet blandt sine egne og uden diplomatisk krig med Israel og USA

Når palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas, ser tilbage på den første uge af 2014, vil han have afværget et amerikansk raserianfald, presset og truet Israel samt udvist beslutsomhed og lederskab. Foto: Abbas Moman
Når palæstinensernes præsident, Mahmoud Abbas, ser tilbage på den første uge af 2014, vil han have afværget et amerikansk raserianfald, presset og truet Israel samt udvist beslutsomhed og lederskab. Foto: Abbas Moman

JERUSALEM: Nogle gange vil en svag og presset 79-årig præsident hellere lade, som om han går planken ud og score populistiske point, end virkelig at kaste sig ud på politisk dybt vand.

Nøglen til at forstå den seneste uges dramatik med afstemningen i FNs Sikkerhedsråd om en resolution, der skal tidsbegrænse den israelske besættelse – efterfulgt af palæstinensernes underskrivelse af Rom-statutten – er begravet hos den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas. For den aldrende palæstinensiske præsidents vedkommende har den seneste uge slet ikke været så ringe endda. Fra at stå isoleret og ude af stand til at fremvise en eneste politisk succes efter at fredsforhandlingerne er hørt op, og forsoningen med Hamas smuldrer, har han pludselig genvundet respekt og momentum.

Umiddelbart tabte palæstinenserne Sikkerhedsrådets resolutionsafstemning, da Nigeria i sidste øjeblik afstod fra at stemme og derved skabte en situation, hvor USA ikke var nødt til at bruge sin vetoret. Afstemningen blev bredt omtalt som et nederlag til Abbas, der straks efter følte sig presset til at underskrive Rom-statutten for at bane vej for palæstinensisk optagelse i Den Internationale Straffedomstol, ICC, i Haag.

Sagen er, at Abbas og hans palæstinensiske ledelse ikke opfatter afstemningen i Sikkerhedsrådet som et nederlag. Havde de ventet en uge med afstemningen til udskiftningen af de ikke-permanente medlemslande i Sikkerhedsrådet, ville de højest sandsynligt have nået det magiske flertal på ni jasigere og tvunget USA til at nedlægge veto. Så hvorfor gjorde Abbas ikke det? Forklaringen er, at han ikke ønsker at tvinge USA til at nedlægge veto mod en resolution, som Det Hvide Hus politisk går ind for. Det kan få uoverskuelige konsekvenser. Han ønsker heller ikke at give den israelske højrefløj for meget rygvind før det kommende valg.

En stålsat leder

Han ønsker derimod at fremstå som lederen, der ikke bøjer sig for internationalt pres, og som får sat palæstinenserne højt på den internationale dagsorden.

Derfor var afstemningen en orkestreret succes for Abbas, selv om den reelt set også var et nederlag. Det samme gælder den palæstinensiske præsidents efterfølgende underskrivelse af Rom-statutten. Det skridt har den palæstinensiske ledelse truet Israel med at tage i månedsvis. Men selv om underskrivelsen bringer palæstinenserne tættere på optagelse i ICC, betyder det ikke, at palæstinenserne vil begynde at sagsøge israelske diplomater, officerer og befalingsmænd for krigsforbrydelser i morgen eller for den sags skyld om et år. Abbas ved, at Israel allerede har forberedt et omfattende modspil til domstolen i Haag, hvor mange højtstående palæstinensere langt ind i Abbas’ eget Fatah-parti risikerer at blive sagsøgt. For ikke at tale om Hamas-medlemmer.

Abbas’ underskrivelse af Rom-statutten er et signal til israelerne om, hvad de kan vente forude, hvis forhandlingerne ikke lykkes i fremtiden. Det er Abbas’ udtryk for frustration over, at intet er lykkedes de seneste tre år ud over den israelske premierminister, Netanyahus, plan om at udvide bosættelserne.

Men i øjeblikket er det mest af alt et skridt, der ligesom afstemningen i Sikkerhedsrådet skal minde de utålmodige palæstinensere om, at ledelsen i Ramallah faktisk eksisterer. Og at den tager vare på befolkningens frustrationer ad diplomatisk vej i håb om, at den yngre generation i Jerusalem og flygtningelejrene på Vestbredden vil lade sig overtale til at holde igen med den intifada, der har været godt undervejs siden sommeren 2014.

Så når Abbas ser tilbage på den første uge af 2014, er det med et smil på læben. Han har afværget et amerikansk raserianfald, presset og truet Israel samt udvist beslutsomhed og lederskab. Nu kan han læne sig tilbage og følge den israelske valgkamp. Først når valget er overstået, vil han vide, om han skal gøre alvor af truslerne om at gøre brug af domstolen i Haag, eller om han skal til at forhandle med en ny israelsk regering.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.