Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

76.000 døde og en Syriens-kriger mindre

En ung dansk konvertit meldes dræbt i et amerikansk luftangreb i den nordsyriske by Kobane. Dermed et mindst 17 personer udrejst fra Danmark til Syrien og Irak omkommet i borgerkrigen.

En gruppe mænd har taget opstilling for at kigge på under et af den internationale koalitions mange luftangreb mod den syriske by Kobane, hvor endnu en ung dansk IS-kriger angiveligt mistede livet juledag.
En gruppe mænd har taget opstilling for at kigge på under et af den internationale koalitions mange luftangreb mod den syriske by Kobane, hvor endnu en ung dansk IS-kriger angiveligt mistede livet juledag.

En dansk mand på 18, muligvis 19, år er blevet dræbt i kampen for Islamisk Stat i Syrien. Det skriver bloggen Syrienblog, der har oplysningen fra flere islamistiske hjemmesider. Der er tale om en dansk konvertit, der rejste til Syrien for at slutte op om den militante terrorbevægelse Islamisk Stat, der har erobret store områder i Syrien og i nabolandet Irak og oprettet et kalifat.

Den unge dansker blev angiveligt dræbt juledag under et amerikansk luftangreb mod byen Kobane i det nordlige Syrien.

Ifølge Ahmad Walid Rashidi – en herboende dansk-afghaner med indsigt i de islamistiske miljøer herhjemme – hylder Islamisk Stats propagandamaskine nu den unge dansker som en »shaheed« – en martyr.

»Men vi ved i virkeligheden ikke, om den unge konvertit er blevet dræbt af amerikanerne eller af Islamisk Stat selv, fordi han var kommet på kant med dem,« siger Ahmad Walid Rashidi, der sidste år var tilbageholdt i 26 dage af Islamisk Stat i Syrien under et forsøg på at finde to 16-årige dansk-somaliske tvillingesøstre, der er rejst til Syrien for at blive gift med medlemmer af Islamisk Stat.

I kontakt med familien

Udenrigsministeriets Borgerservice kan ikke bekræfte, at danskeren er omkommet.

»Vi er bekendt med de her forlydender, og vi er i kontakt med familien, som vi bistår. Vi opfordrer til, at den får ro i den her situation,« siger kontorchef Ole Egberg Mikkelsen. Han peger på, at Udenrigsministeriet i sådanne sager har brug for enten DNA-beviser eller en erklæring om dødsfaldet fra lokale myndigheder.

Holder oplysningerne fra de islamistiske miljøer vand, er det ikke første gang, at en dansk konvertit bliver dræbt i kampen for Islamisk Stat, og ifølge Center for Terroranalyse (CTA) under Politiets Efterretningstjeneste har mindst 16-17 personer udrejst fra Danmark til Syrien/Irak nu mistet livet.

Det er et højt tabstal i lyset af, at der i alt er eller har været udrejst 110 personer til konfliktzonen fra Danmark. Eller som CTA formulerer det i sin senest offentliggjorte »Vurdering af terrortruslen mod Danmark« dateret 12. december 2014: »Mindst 110 personer er eller har været udrejst fra Danmark, og konfliktzonen tiltrækker fortsat både nye rejsende og personer, der tidligere har været udrejst.«

76.021 døde i 2014

De 17 døde danskere føjer sig til en endnu længere liste over omkomne i den snart fire år lange borgerkrig i Syrien. Alene i 2014 døde 76.021 mennesker – eller rettere det er det antal, som The Syrian Observatory for Human Rights har kunnet dokumentere i året, der nu er gået.

Ifølge opgørelsen, som den private menneskerettighedsorganisation offentliggjorde for to dage siden, er 17.790 af de omkomne sidste år civile. Af dem er 3.501 børn og 1.987 kvinder. Mindst 16.979 tilrejsende krigere fra andre arabiske lande, Europa, Asien, USA og Australien er dræbt i løbet af 2014.

Og der er ikke tegn på, at 2015 bliver mindre blodigt.

»Syrien bliver mere og mere fragmenteret i 2015. Somaliaseringen af landet er uundgåelig så længe det internationale samfund nedbryder alle Syriens magtcentre, og oppositionen mislykkes med at stå sammen,« skriver Joshua Landis, der er direktør ved Center for Mellemøststudier på University of Oklahoma og en velanskreven Syrien-ekspert, i en analyse om krigen i Syrien her ved årsskiftet.

De fire stærkeste autoriteter i Syrien er landets regering, Islamisk Stat, al-Nusra Fronten, der er en aflægger af terrornetværket al-Qaeda, samt kurderne, fastslår Joshua Landis.

Jihadisternes sejr

Og disse fire magthavere kontrollerer tilsammen tæt på 95 pct. af slagmarken.

»Assad-regeringen regerer over 45 pct. af landet og måske 65 pct. af befolkningen – plus/minus. ISIS (Forkortelse for Islamisk Stat, red.) regerer 35 pct., men har kontrol over mindre end tre mio. mennesker. Kurderne kan have kontrol med otte eller ni pct. af Syrien og Nusra andre fem pct. Det efterlader de resterende fem pct. til de hundredvis af andre militser, men i nogle områder kan ingen fraktion under FSA (Den Frie Syriske Hær, som Vesten støtter, red.) operere uden tilladelse af Nusra. Jihadisterne sejrede i 2014,« skriver Joshua Landis.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.