Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

26-årig mand bag USAs hidtil værste kirkemassakre: Dræber mindst 26

Ifølge amerikanske medier er en tidligere ansat i flyvevåbnet gerningsmanden, der søndag stod for kirkemassakre i en landsby i Texas, inden han efter biljagt selv døde. Barack Obama kickstarter ny debat om våbenlov.

Politiopbuddet varm massivt egfter massakren i landsbykirken i Texas søndag. REUTERS/Mohammad Khursheed
Politiopbuddet varm massivt egfter massakren i landsbykirken i Texas søndag. REUTERS/Mohammad Khursheed

Devin Kelley var ifølge amerikanske medier klædt helt i sort og bar skudsikker vest, da han kl. 11.20 søndag rullede ind på benzinstationen over for baptistkirken i den lille landsby Sutherland Springs 50 kilometer sydøst for San Antonio i Texas.

Derefter krydsede han gaden med sin halvautomatiske Ruger AR-riffel og begyndte uden videre at fyre løs på den hvide kirke udefra. Først fra den ene side, derefter fra den anden, inden han gik ind i kirken og myrdede løs.

Mareridtet var næsten ubeskriveligt, og ifølge et tweet fra CBS-nyhedskorrespondenten David Bergnaud blev blandt andet fire børn fra samme familie ramt.

To børn på fem år, en på syv år og en otte-årig, der ellers forsøgte at skjule sig under en kirkestol. Devin Kelley skød den ene fem-årige, en dreng, hele fire gange. Umiddelbart overlevede drengen, der blev opereret søndag.

Men da Devin Kelley var færdig med sit amokløb, havde han myrdet mindst 26 mennesker - 23 inde i kirken og tre uden for - og forårsaget den blodigste kirkemassakre nogensinde i USA. Den yngste omkomne var fem år, den ældste var 72 år.

Drabene finder sted kun godt en måned efter, at Stephen Paddock stod for den værste skudmassakre i USAs historie, da han fra et hotelvindue i Las Vegas mejede folk ned under en countrykoncert  og dræbte 58 mennesker.

I landsbyen Sutherland Springs greb en nabo til kirken sin egen riffel og løb til kirken i et forsøg på at stoppe gerningsmanden.

Den mistænkte smed sin riffel og flygtede fra kirken i sin bil.

Artiklen fortsætter efter grafikken.

Derefter var der en kort biljagt, hvor naboen med riflen forfulgte gerningsmanden, inden han stoppede. Da politiet nåede frem til bilen, blev den 26-årige mand fundet død.

»På nuværende tidspunkt ved vi ikke, om det var et skudsår, som han påførte sig selv, eller om han blev skudt af en lokal beboer,« sagde Freeman Martin, direktør for Afdelingen for Offentlig Sikkerhed i Texas, søndag ifølge al.com.

I gerningsmandens bil fandt politiet flere våben.

»Vore hjerter er knust,« skrev præsident Donald Trump i en meddelelse fra sit officielle statslederbesøg  i Asien, hvor han lige nu er i Japan.

Trump kaldte massakren en »handling af ondskab« og tilføjede, at hele Amerika vil bede til Gud for de sårede og deres familier.

»I mørke tider som disse gør amerikanerne, hvad de er bedst til: Vi står sammen. Vi knytter hænder. Vi holder hinanden i armene. Og gennem tårer og sorg står vi stærke.«

Tidligere præsident Barack Obama udtrykte på Twitter sin sorg og medfølelse med de berørte familier og kaldte massakren for en »hadefuld handling«.

Nyt opgør med våbenloven

Men han kickstartede også allerede søndag den tilbagevendende amerikanske diskussion om at få strammet våbenlovgivningen for at dæmme op for de grufulde nedskydninger, der igen og igen sætter nye rekorder i USA med antal af dræbte.

»Må Gud også give os visdommen til at spørge, hvilke konkrete skridt vi kan tage for at reducere volden og våben i vores midte,« skrev Obama.

Efter massakren i Las Vegas var der - som ved alle tidligere lignende tilfælde - også en ophedet debat om nu at få strammet op på våbenloven. Stephen Paddock viste sig at have opbygget et arsenal på 42 våben. Men ligesom tidligere er det heller ikke efter den sag lykkedes Kongressen at blive enige om nogle stramninger.

Det typiske billede er, at demokrater argumenterer for stramninger af loven ud fra den opfattelse, at det er den lette adgang til våben i USA, der er skyld i de mange masseskyderier. Republikanere argumenterer derimod for, at vanvittige gerningsmænd netop kan stoppes, hvis forstandige folk har adgang til våben for at kunne forsvare sig selv.

Naboen, der tog kampen op mod gerningsmanden, vil for dem uden tvivl blive et tungt argument for, hvorfor der ikke skal strammes op på våbenloven.

Devin Kelley var tidligere i U.S. Air Force, siger en talskvinde for flyvevåbnet, Ann Stefanek, til CNN. Han gjorde fra 2010 tjeneste i afdelingen for logistikberedskab på Holloman Air Force Base i staten New Mexico, indtil han for få år siden blev smidt ud af flyvevåbnet. I 2012 var han i militærretten for overtrædelse af Forsvarets regler og for overfald på sin kone og deres barn.

For en uge siden lagde Devin Kelley et foto af sin Ruger AR automatriffel op på sin profil på Facebook.  Riflen var placeret i en sofa.

»Hun er en ´bad bitch´«, lød hans ledsagende tekst til våbnet.

Søndag skrev en person på Facebook, at vedkommende havde set en video på Devin Kelleys facebook-profil, hvor han sagde, at han ville dræbe nogle, og hvor han spurgte:

»Ved du, hvem jeg taler om?«

Devin Kelleys facebook-profil blev søndag lukket ned af politiet, der gennemtrævler den for spor. Motivet for massakren er stadig uklart.

Ud over de dræbte - der inkluderer den 14-årige datter til kirkens præst - blev omkring 20 sårede, heraf flere alvorligt. Sutherland Springs med blot 400 indbyggere beskrives i flere medier som en landsby, hvor alle kender alle.

Albert Games Junior, en betjent i kommunen, siger til CNN:

»Man forventer aldrig, at sådan noget her vil ske. Mit hjerte er sønderknust.«

 

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.

KILDER: USA Today, al.com, CNN, Fox News, Washington Post, New York Times, Washington Times, Facebook, Twitter.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.