Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

14.000 tog afsked med Muhammad Ali i muslimsk ceremoni

Den legendariske bokser blev hyldet torsdag i sin amerikanske hjemby, inden han fredag sænkes i jorden.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, deltog ved torsdagens begravelsesceremoni for Muhammad Ali i Freedom Hall Arena i Louisville, USA. Reuters/Lucas Jackson
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, deltog ved torsdagens begravelsesceremoni for Muhammad Ali i Freedom Hall Arena i Louisville, USA. Reuters/Lucas Jackson

Tusindvis valfartede torsdag til Muhammad Alis hjemby Louisville i staten Kentucky for at hylde og sige farvel til den legendariske bokser med taler og bøn.

Bokseren, der selv var muslim, blev mindet ved en muslimsk ceremoni i Freedom Hall Arena. Netop her slog han Willi Besmanoff i 1961 i sin sidste boksekamp i hjembyen.

Det anslås, at 14.000 kvinder og mænd tog del i mindehøjtideligheden, hvor talerne igen og igen henviste til Muhammad Ali som "folkets mester".

- Muhammad Alis død har fået os alle til at føle os lidt mere alene i verden, sagde en af talerne, Sherman Jackson, en muslimsk lærd fra University of Southern California, ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han roste Muhammad Ali for hans indsats for at fremme sorte amerikaneres sag under og efter menneskerettighedsbevægelsen i 1960'erne.

Også den verdenskendte, amerikanske boksepromoter Don King var blandt de sørgende ved torsdagens mindehøjtidelighed.

- Ali dør aldrig. Hans ånd lever videre, sagde Don King til nyhedsbureauet Reuters.

Muhammad Ali og hans familie havde planlagt hans begravelse i ti år for at sikre, at den på én gang vil tage hensyn til hans muslimske tro og mediernes interesse.

Bokseren døde natten til lørdag 74 år gammel efter mange år med sygdommen Parkinson. Fredag bliver han begravet på Cave Hill-kirkegården i Louisville.

Her vil tusindvis af boksefans, politiske ledere, højtstående personer og kendisser deltage. Blandt andre USA's tidligere præsident Bill Clinton, komikeren Billy Crystal og Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.

Den tyrkiske præsident var også til stede ved torsdagens muslimske ceremoni.

Muhammad Ali var både kendt for sin overlegne boksning, sin politiske aktivisme og sin kamp for menneskerettigheder.

Under Vietnamkrigen nægtede han at deltage som amerikansk soldat og blev derfor tvunget til i mere end tre år sætte sin boksekarriere på standby.

Den tredobbelte verdensmester i sværvægtsboksning fik navnet Cassius Clay, da han blev født i 1942 i det sydlige USA. Men bokseren skiftede navn til Muhammed Ali, da han konverterede til islam i 1964.

/ritzau/Reuters

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.