Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

14-årig saudisk dreng anholdt for at danse 90er-dans

14-årig dreng tilbageholdt af politiet i Saudi-Arabien for at danse 'Macarena' på åben gade. »Krænkelse af offentlig moral,« mener myndighederne.

Jeddah
Jeddah

Den 14-årige dreng ser ud til at more sig på videooptagelsen. Han kigger sig skælmsk over skulderen, da han træder ud i et fodgængerfelt på en hovedgade i den saudiarabiske by Jeddah.

Foran rækken af biler, der holder for rødt, begynder han at danse. Først en arm frem, så den anden, så armene over kors og til sidst hænderne i siden til en cirkelbevægelse med hofterne, og så igen. Drengen kigger igen leende over mod kameraet.

Men dans til tonerne af 1990er-hittet »Macarena« er ikke noget at grine ad, hvis man spørger myndighederne i Saudi-Arabien.

Det 45 sekunder lange videoklip med den saudiske dreng er nemlig gået viralt på de sociale medier i den arabiske verden og blandt unge i det konservative islamistiske kongedømme.

Mandag i denne uge skred saudisk politi så til anholdelse af drengen. Hans brøde bestod i »forstyrrelse af trafikken og krænkelse af offentlig moral«, sagde politiets talsmand, Atti bin Attia Al-Qurashi, ifølge Arab News til den saudiske avis Sabq.

»Usømmelig dans«

Anholdelsen har udløst heftig debat på de sociale medier i landet. Nogle bakker op om styrets kampagne mod »umoral«. Andre har udråbt drengen til en helt i et land, hvor muntre dansetrin på gaden - selv for grønt lys - kan ende som en sag for landets religiøse politi.

Myndighederne i landet slår jævnligt ned på dans, musik og andre tegn på uønsket ungdomskultur. Tidligere på måneden blev en kendt tv-vært og sanger, Abdallah Al Shahani, arresteret for et andet dansetrin, kendt som 'dabbing', fra hiphop-kulturen. Det består i at skjule ansigtet bag albuen, mens den anden arm holdes strakt ud til siden.

Myndighederne anklagede tv-værten for at promovere narkomisbrug med posituren. Et saudiarabiske ministerium har siden offentliggjort en plakat, der viser de bevægelser, som man altså ikke må udføre i kongedømmet.

Regimetro kommentatorer forsvarer anholdelserne med behovet for at forhindre farlige udskejelser blandt unge - især unge kvinder.

»Unge kvinde, dine skrig fortsætter, og jeg finder det meget forstyrrende. Alle, der bryder loven, vil blive anholdet. Tak til sikkerhedsstyrkerne,« skriver journalisten Ayed Al Ayed om unges jubel under en koncert med den anholdte Abdallah Al Shahani.

En plakat fra et saudiarabisk ministerium, der viser 'dabbing' og advarer befolkningen mod at udføre dansetrinnet.
En plakat fra et saudiarabisk ministerium, der viser 'dabbing' og advarer befolkningen mod at udføre dansetrinnet.

Samme sikkerhedsstyrker tilbageholdt i juli en ung kvinde, der havde vist sig i den saudiarabiske by Ushayqir med udslået hår og nederdel i en videooptagelse. Byen regnes for fødestedet for Saudi-Arabiens ultrakonservative fortolkning af Islam, såkaldt Wahhabisme.

Fængsel og piskeslag i Rusland og Iran

Ifølge den saudiske ligestillingsforkæmper Fatima al-Issa udstillede det frem for alt dobbeltmoralen hos landets elite, der gerne deltager i alskens udskejelser under rejser i udlandet.

»Hvis hun havde været vestlig, så ville de have rost hendes talje og hendes fortryllende øjne, men fordi hun er saudisk, så vil de dømme hende,« skriver hun på Twitter.

Kvinden blev siden løsladt, efter sagen blev kendt internationalt.

Også i Iran har dansetrin for nyligt ført til anholdelser. Seks unge blev i denne måned tilbageholdt af politiet for at have undervist i »vestlig dans«, herunder den sydamerikanske fitnessdans Zumba.

De unge forsøgte med danseundervisningen at »ændre livsstil og promovere manglen på hijab,« sagde Hamid Damghani fra Irans revolutionsgarde ifølge nyhedsbureauet AFP.

I en lignende sag fra 2014 blev syv unge iranere idømt piskeslag for at danse til Pharrell Williams hitsang 'Happy' i en videoklip, der gik viralt.

Eksemplerne begrænser sig ikke til Mellemøsten. I Rusland blev tre kvinder i 2015 fængslet i 10 dage efter en videooptagelse, hvor de 'twerkede' nær et mindesmærke for Anden Verdenskrig. Episoden fandt sted i den sydrussiske by Novorossijsk.

Løsladt efter pres

Tidligere afsonede to medlemmer af den russiske, feministiske punkgruppe Pussy Riot to års fængsel for en ét minut lang sang- og dansestunt i en kirke i Moskva. Rusland har siden kriminaliseret handlinger, der udgør en »fornærmelse af troendes følelser«.

Sidste år gik frontkvinden Nadjesjda Tolokonnikova fra Pussy Riot selv i brechen for den tyrkisk-kurdiske sangerinde Nûdem Durak, der afsoner en dom på 19 års fængsel i Tyrkiet for blandt andet at synge på kurdisk.

I Saudi-Arabien har den hårde kurs mod danseoptrin da udløst lokale modreaktioner. Støtter udråbte på de sociale medier den 14-årige dreng til »helten, vi har brug for«.

Efter to dages storm på de sociale medier meddelte de saudiske myndigheder onsdag, at drengen er blevet løsladt.

Ifølge politiet har han nu underskrevet en erklæring om, at han ikke vil udføre den slags dansetrin fremover.

Simon Kruse er Berlingskes korrespondent i Rusland

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.