Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

100.000 evakueret på Bali: »Hvis vulkanen går i udbrud mister vi alt«

Den indonesiske regering frygter, at Mount Agung-vulkanen på Bali er ved at gå i udbrud. 100.000 lokale er ved at blive evakuerede og 59.000 flypassagerer er strandede i lufthavnen på den populære ferieø, efter en massiv askesky har lukket lufthavnen.

100.000 lokale på Bali er ved at blive evakueret, idet vulkanen Mount Agung truer med et massivt udbrud.
100.000 lokale på Bali er ved at blive evakueret, idet vulkanen Mount Agung truer med et massivt udbrud.

Det var stanken, der til sidst fik Nengah Muliarsa og hans familie til at følge regeringens ordre og forlade deres hjem blandt rismarkerne for foden af Mount Agung-vulkanen. I flere dage, siden vulkanen tirsdag sidste uge begyndte at spy vulkan-aske, havde regeringen opfordret lokale til alt forlade området, men først da vulkanen natten til søndag spyede en massiv askesky flere tusinde meter op i luften, valgte familien at bevæge sig sydpå.

»Vi kunne ikke se noget, for det var mørkt og himlen var dækket af skyer, men vi kunne høre den buldre højt og stanken var uudholdelig,« fortæller Nengah Muliarsa, der sammen med sin familie bor i landsbyen Muncan cirka 9 kilometer syd for vulkanen.

Askeskyen dækkede det nordøstlige Bali i mørkt støv og en tæt stank af svovl og fik søndag regeringen til at beordre en masseevakuering. Mandag morgen blev trusselsniveauet hævet til niveau fire, det højeste, efter at øget seismisk aktivitet, mudderskred og tegn på, at lava vælder op i krateret, har fået eksperter til at advare om, at et massivt vulkanudbrud kan være på vej.

Regeringen har nu beordret en masseevakuering af 100.000 mennesker, der bor i en radius af 10-12 kilometer fra vulkanen, og det tal kan stige til 150.000, siger Balis guvernør mandag. Indtil videre er 40.000 blevet evakuerede, og evakueringen af de resterende 60.000 personer er i gang.

Balineserne fra landsbyerne og landområderne syd for vulkanen bliver transporteret til templer, sportshaller og landsby-centre på det sydlige Bali. Det er her, i et nødtelt sat op foran en fyldt sportshal i byen Klungkung, at Nengah Muliarsa og hans familie nu befinder sig. De blev transporteret til sportshallen på ladet af en lastbil, og sidder nu på jorden under den mørkeblå teltdug.

Omkring dem står lasede plastikposer fyldt med tøj og stofposer fyldt med ris, vandflasker, en enkelt fjernsynsskærm og legetøj til børnene. De arbejder alle som bønder i de rismarker, der dækker området for foden af vulkanen, og de er nu bange for, at deres eneste indtægtskilde vil drukne i lava.

»Landet og dyrene er det eneste, vi har. Vi er meget bange,« siger Nengah Muliarsa.

Nu vil regeringen sætte alt ind på at evakuere de mennesker, der endnu ikke har forladt området.

»Vi vil gå området igennem med en tættekam, og hvis det er nødvendigt vil vi flytte folk med magt,« sagde Sutopo Purwo Nugroho, talsmand for Indonesiens nationale styrelse for naturkatastrofe-management, på et pressemøde i Indonesiens hovedstad Jakarta tirsdag.

Vulkanen gik sidst i udbrud i 1963, hvor omkring 1100 personer omkom.

​(Artiklen fortsætter under billedet)

59.000 strandede passagerer i lukket lufthavn

Små 50 kilometer sydpå, i Denpasars internationale lufthavn, sidder folk også på gulvet. Søndagens askesky og den efterfølgende udvikling har fået lufthavnen til at aflyse alle fly i mindst 24 timer, og der er lang kø til de interimistiske informationsskranker, der er sat op for at besvare de mange folks mange spørgsmål, og kamp om stikkontakterne. Ifølge lufthavnens talsmand Air Ahsannurrohim er 59.000 passagerer strandede som følge af 445 aflyste fly. Askeskyerne kan nå 6000 meter op i luften og kan være ødelæggende for flyenes motorer.

»Vi ved ikke, hvor vi skal sove i nat,« siger tyske Therese Houben, der sammen med sine veninder sidder på gulvet og forsøger at komme igennem til deres flyselskab.

De er på vej fra Bali til Kuala Lumpur, og fordi de allerede har været på Bali i 30 dage vil deres visum løbe ud ved dagens udgang, hvorefter de vil opholde sig ulovligt i landet. Flere andre rejsende er i samme situation, og lufthavnen har indkaldt ekstra personale og oprettet en midlertidig immigrationskontrol i afgangshallen, hvor folk kan få forlænget deres visum, mens de venter på at rejse hjem.

Mens nogle flyselskaber tilbyder deres passagerer hotel og forplejning, indtil de kan forlade øen, så er de mange passagerer, der rejser med lavprisselskaberne, på egen hånd. Det gælder blandt andet Stefanie Doelger fra Hamburg.

»Jeg kan sove her på gulvet i lufthavnen og heldigvis uddeler de gratis vand, men jeg har ikke råd til at købe mad her i lufthavnen, hvor priserne er høje,« siger hun. »Jeg håber, bare, at vinden vender og jeg kan komme videre.«

Hun tør ikke forlade lufthavnen, for hvis vinden pludselig vender og der bliver åbnet for lufttrafikken igen, skal hun være klar til at gå om bord. Lufthavnen har annonceret, at den sandsynligvis vil åbne for lufttrafikken igen tirsdag morgen lokal tid, men situationen evalueres løbende og der udsendes information hver sjette time. Ifølge mange ansatte i lufthavnen, der ikke ønskede at udtale sig til citat, er der dog en vis sandsynlighed for, at flyene stadig ikke vil få lov til at lette eller lande tirsdag.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Dansker på Bali: Vi kan ikke mærke noget

Mens det nordøstlige Bali er ved at blive evakueret, det sydøstlige Bali bærer præg af de mange nyankomne og lufthavnen befinder sig i en mild tilstand af kaos, så er den centrale og sydvestlige del af øen - hvor størstedelen af turisterne opholder sig i byer som Kuta, Seminyak, Ubud og på Bukit-halvøen - forholdsvis uberørt. Det fortæller den danske designer Birgitte Raben, der bor på Bali tæt på kystbyen Canggu. Hun hørte først om udbruddet, da familie og venner i Danmark kontaktede hende for at høre, om hun var i sikkerhed.

(Artiklen fortsætter under billedet)

»Vi kan ikke mærke noget, og jeg har været rundt på øen i dag, både i Denpasar, Seminyak og Ubud, hvor man heller ikke kan mærke andet, end at vejret er voldsomt og at det er mørkere end normalt,« siger hun.

Normalt kan hun se vulkanen trone over landskabet fra sin villa, men mandag var himlen mørk og det var umuligt at ænse vulkanen. I området har de ikke fået anden besked end at slukke alle pumper, der ligesom flyenes motorer kan blive ødelagt af askestøvet fra vulkanen, og at have masker parat mod vulkanstøvet for at beskytte lungerne.

 

»Vi ligger primært mærke til det, fordi de lokale vi arbejder sammen med går meget op i det. Min assistent Nyoman har familie i det berørte område og er selvfølgelig meget nervøs, og folk forbereder sig til at indsamle og transportere mad og andre fornødenheder, hvis det bliver nødvendigt,« fortæller Birgitte Raben, der har boet på Bali i tæt på 10 år.

Hun fortæller, at der ved den sidste varsel om vulkanudbrud - som fandt sted i september og varede flere uger, men uden at der kom et udbrud - blev organiseret indsamlinger blandt både lokale og de mange udlændinge, der befinder sig mere eller mindre permanent på øen. Samtidig er regeringen godt forberedt:

»Turismen udgør jo en kæmpe del af øens økonomi, og det er en af grundene til, at regeringen er så meget på dupperne, er, at det gik så grueligt galt i 1963 og at regeringen for alt i verden vil undgå avisoverskrifter, der kan skræmme folk væk,« siger hun.

Evakuerede til et tempel: Vi venter bare

Mens regeringen arbejder på at evakuere de mange borgere, der stadig befinder sig i højrisikozonen for foden af vulkanen, så er de evakueredes største udfordring at leve i uvished om, i hvilken stand deres hjem vil være, når de igen kan vende hjem til dem.

Den nordøstlige del af Bali, hvor vulkanen ligger, er et af øens fattigste, og langt de fleste evakuerede er bønder uden anden indtægt end den, de får fra rismarkerne og deres landbrugsdyr. Derfor valgte mange at blive så længe, det var muligt, selvom vulkanen siden september har truet med at gå i udbrud.

»Hvis vulkanen går i udbrud mister vi alt,« siger risbonden Nyoman Darsana, der sammen med sin familie forlod landsbyen Padangagi efter vulkanen sidste tirsdag begyndte at spy aske.

​(Artiklen fortsætter under billedet)

Nyoman Darsana
Nyoman Darsana

De bor nu i et landsbytempel tæt på sportshallen i Klungkung. Der er spredt tæpper ud på gulvet under det pagode-lignende tag, og rundt omkring står der sække med ris. Familierne har taget nogle høns med i bur flettet af siv og spredt ris ud på stofsække på jorden, hvor riskornene kan blive ristede af solen; de havde høstet, da de fik at vide de skulle evakueres, og hvis de lod risen blive, ville den rådne.

Det, der bekymrer dem allermest, er imidlertid at de har forladt deres templer. På Bali, hvor størstedelen af befolkningen er hinduer, er der tradition for at hver familie har mindst et tempel, som man dagligt bringer offergaver til. Nu hvor familierne har forladt templerne kan de ikke bede til guderne der, men må i stedet bede her.

Foran templet står chaufføren Komang, der på sin scooter kører rundt mellem templerne, hvor de evakuerede befinder sig, og spreder information om hvor og hvornår de kan hente mad i sportshallen. Han fortæller, at Balis hinduer hver morgen giver offergaver til de onde ånder, der udgør en central del af den balinesiske gren af hinduisme.

»Det er lidt ligesom at give tyve mad, så de holder sig væk,« siger han. »Men måske gjorde vi det ikke godt nok i går.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.