Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Skriv om, at der er indsat et fascistisk besættelsesregime på Krim«

Krimtatarernes leder, Mustafa Dsjemilev, siger nej til at gå på kompromis med Rusland om sin hjemstavn, Krim. Dsjemilev, der sad i fængsel i 15 år i Sovjetunionen, ønsker endnu kraftigere sanktioner mod Rusland.

Mustafa Dsjemilev har en vane med at gribe sin samtalepartner forsigtigt i ærmet – i hvert fald når man sidder ved siden af ham. En gestus, som skal understrege vigtige pointer, en slags »hør nu her«.

Denne aften taler han ikke meget; krimtatarernes leder er træt, da vi sætter os til bords på en restaurant i København. Bag ham ligger en lang dag med møder. Han er kommet til landet for at præsentere en ny bog, »Mustafa Jemilev og Krims forfulgte«, skrevet af den danske journalist Ota Tiefenböck (der bruger titlens måde at stave hovedpersonens efternavn på, .)

Dsjemilev er selv én af de forfulgte. Efter den russiske besættelse af hans hjemstavn blev han forbudt indrejse i Rusland i foreløbigt fem år. I dag bor han i Ukraines hovedstad, Kiev, og han er ikke indstillet på kompromiser.

Netop afdøde Zbigniew Brzezinski (USAs nationale sikkerhedsrådgiver under præsident Jimmy Carter, ) har foreslået, at man deler Krim mellem Ukraine og Rusland; ville det måske være en løsning? spørger jeg ham.

»Det har vi også talt om,« svarer Dsjemilev, som altid med tonløs stemme og ubevægeligt ansigt:

»Man kunne måske forestille sig en overgangsløsning, hvor Krim hverken var russisk eller ukrainsk.«

Hvem »vi«, der har talt om dette her, egentlig er, svarer han ikke på, men der er flere muligheder: Dsjemilev er både krimtatarernes leder og præsident Porosjenkos særlige befuldmægtigede for Krim.

»Men det kan kun være en midlertidig løsning. Rusland må opgive Krim; det kan vi ikke gå på kompromis med. Putin må forstå, at han er havnet i en blindgyde. Og det forstår han allerede.«

 

»Det er ikke muligt. Det kan han ikke længere. Rusland har brudt international lov, og det har indledt en krig, som nu har kostet Ukraine mere end 10.000 dræbte og har store økonomiske omkostninger. Nogen må stå til regnskab for dette,« siger Dsjemilev.

Vegetar-kommunisme

Mustafa Dsjemilev blev født i 1943 på det dengang tyskbesatte Krim, men da sovjethæren året efter havde generobret halvøen, blev han sammen med sin familie og alle andre krimtatarer deporteret til Centralasien. Den angivelige grund var, at krimtatarerne havde samarbejdet med den nazistiske besættelsesmagt; en beskyldning, Dsjemilev afviser som »absurd«.

»Straks da krigen brød ud (i 1941, ), blev alle mænd indkaldt til hæren. De eneste, som var tilbage på Krim, var kvinder, børn, gamle og invalide. Skulle de have samarbejdet med nazisterne? Det er en absurd tanke.«

Hvad grund nu end den paranoide Stalin havde, så kostede deportationen næsten halvdelen af krimtatarerne livet som følge af uhyrlige forhold under transporten og efter ankomsten til Centralasien. Først i 1989 kunne tatarerne begynde at vende hjem til Krim efter en lang kamp for anerkendelse.

Den kamp var Dsjemilev fra begyndelsen en hovedkraft bag. Den skabte ham en 25 år lang løbebane som sovjetisk dissident, støttet af folk som Andrej Sakharov og Jelena Bonner. Dsjemilev vandrede ind og ud af de sovjetiske fængsler. Under en af retssagerne, i 1983, sagde han i sin afsluttende bemærkning i retten:

»For 14 år siden svor jeg, at ingen nogensinde under nogen omstændigheder ville kunne få mig til at svigte min pligt – i dag kan jeg gentage dette løfte og håbe, at jeg vil have åndelig styrke nok til ikke at ændre dette princip til mine dages ende.«

Det var i kommunistpartiets »vegetariske periode«, siger Djsemilev med antydningen af et smil:

»De slog ikke længere dissidenter ihjel, men nøjedes med at sætte dem i fængsel.«

Talte med Putin

Den russiske præsident ville vældig gerne have haft de stædige krimtatarer på sit hold. I ugerne op til indlemmelsen blev der gjort flere forsøg på at overbevise krimtatarerne om, at det var bedst for dem selv at blive russiske undersåtter.

Dsjemilev blev i flere omgange kontaktet, og til sidst tog han også til Moskva, hvor han dog aldrig kom til at møde Putin personligt, men måtte nøjes med at tale i telefon med ham.

Det må have været en ret anstrengt samtale.

»Putin talte om, hvor lykkelige vi ville blive, hvordan alle de problemer, Ukraine ikke havde kunnet gøre noget ved, ville blive løst. Han ville gerne have haft, at krimtatarerne fik en Ramsan Kadyrov,« siger Dsjemilev med henvisning til den Moskva-loyale leder af Tjetjenien.

»Det ville have betydet meget for ham at få det oprindelige folks støtte. Det ville have givet det hele en vis legitimitet,« siger Dsjemilev om den rolle, han var tiltænkt.

I dag vender de krimtatariske ledere ryggen til russerne. Kun fem ud af i alt 43 medlemmer af ledelsen for Medsjlis, krimtatarernes nationale organisation, samarbejder med Moskva, deriblandt muftien, den religiøse leder.

Stram grebet om Rusland

»Det bliver svært for Rusland at opgive Krim igen,« erkender Dsjemilev, men peger på økonomisk pression som vejen frem. Derfor er han en stærk tilhænger af den blokade af halvøen, som Ukraine har gennemført.

»Krim var afhængig af at få alt fra Ukraine – vand, elektricitet, alt – og det er der lukket for. Derfor koster det Rusland fem milliarder dollar årligt at drive Krim. Et enormt beløb,« forklarer Dsjemilev.

»Og derfor gælder det om at fortsætte med sanktionerne, men også om at udvide dem stadigt mere for at øge prisen for Rusland.«

Tallet er i øvrigt ikke helt skævt, men rummer dog også Ruslands meget store udgifter til at forbedre halvøens infrastruktur – veje, hospitaler og så videre.

»Rusland har på længere sigt ikke råd til dette. Det er et land med en økonomi på størrelse med Italiens – alt, hvad Putin har, er atomvåben, som han til gengæld taler om hele tiden – »vi er en atommagt, vi er en atommagt«. Men sanktionerne har svækket Rusland.«

Krim er i dag i vidt omfang afskåret fra omverdenen, blokeret af sanktioner, og man kan kun komme til Krim via Rusland. Der er flyforbindelser, og derudover udgør en lille færge den skrøbelige livline til det nye moderland.

For Dsjemilev selv betyder afbrydelsen af forbindelserne, at det er svært at opretholde forbindelsen med landsmændene hjemme på Krim.

»Vi følger selvfølgelig med i situationen. Vi kan tale i telefon med folk, men hovedsageligt holder vi forbindelse via kurerer, som kan passere grænsen med budskaber,« siger han.

Dsjemilev spørger, hvad min artikel skal handle om.

Om Dem, svarer jeg.

Han smiler og virker forlegen.

»Om mig, om mig. Det handler ikke om mig,« siger han. Han rører igen ved mit ærme.

»Folk bliver forfulgt på Krim. Krimtatarer ligger vågne om morgenen og venter, for de ved, at husundersøgelserne sker ved fem-seks-tiden om morgenen. Når klokken er otte eller halv ni, kan de ånde lettet op. Fortæl om det. Skriv om, at der er indsat et fascistisk besættelsesregime på Krim.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.