Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Forbrydelsen - kapitel 1

Den 53-årige Pia Rønneis liv endte ved et autoværn ved Amagermotorvejens afkørsel 22, da hendes bil torpederede en betonpille med 150 kilometer i timen. Føreren var en mand, hun havde haft et sidespring med, og han var bevæbnet med et oversavet jagtgevær. Men hendes liv havde ikke behøvet at ende sådan. Berlingske Tidende dokumenterer fire forgæves opringninger til politiet fra et vidne. Dette er første kapitel ud af tre, hvor vi undersøger, om danskerne kan regne med, at politiet rykker ud, når de har allermest behov for hjælp. Kortlægning: Kom politiet da du ringede? Skriv til os. FLASH: Forbrydelsen fortalt i billeder og lyd

Chaufføren kørte med halm fra Lolland til Avedøre Værket lige udenfor København. Han var ikke langt fra værket, da han så en bil komme bagfra som et projektil i nødsporet. Den sorte Audi A3 skød en fart på cirka 150 kilometer i timen inden om halmvogntoget. Han havde aldrig set noget lignende.

Ved Amagermotorvejens afkørsel 22 løb den sorte Audi tør for nødspor. Uden noget forsøg på at undvige og uden at bremselygterne på noget tidspunkt blev tændt, fældede bilen en halvt ton tung lygtestander, der smøg sig som en handske omkring bilens front. Audien kom op at ride på autoværnet, fløj gennem luften og slog en saltomortale, før den ramte en vejbro og kolliderede med den sidste af tre cementpiller.

Lastbilchaufføren standsede sit vogntog og sprang hen til den smadrede bil, hvor en kvinde lå på asfalten ved autoværnet. Hun var ikke ved bevidsthed. Inde i bilen ved bropillen sad en mand i førersiden. Han var knap i live. Han bevægede øjnene, men sagde ikke noget.

»Det var voldsomt. Det er ikke noget, man lige glemmer,« fortæller lastbilchaufføren.

Tilfældigvis befandt en ambulance sig på motorvejen lidt længere bagude. Mens ambulancefolkene forsøgte genoplivning, parkerede lastbilchaufføren sit halmvogntog på tværs af kørebanen for at give redningsfolkene ro til at arbejde.

Føreren fra den havarerede bil fik iltmaske på, registrerede lastbilchaufføren fra Lolland. Der var ikke meget blod, men føreren af bilen bar en gummihandske på venstre hånd, så han.

Mærkeligt, tænkte lastbilchaufføren.

Så kom Vestegnens Brandvæsen.

»Vi var mere tilskuere end aktive. De døde mellem hænderne på os,« siger beredskabschef Hilmer Christensen.

Det gav ingen mening.

Ofrene var midt i halvtresserne. Og det var en gåde for redningsmandskabet, hvorfor de havde kørt 150 kilometer i timen i nødsporet uden at forsøge hverken at bremse eller undvige.

Akutlægen erklærede dem begge døde, redningsmandskabet indstillede førstehjælpen, og oprydningen var begyndt, da én af Hilmer Christensens folk fandt en sort taske.

»Der lå et oversavet jagtgevær,« siger Hilmer Christensen, og det fik alting til at falde på plads for ham – de ryddede ikke op efter et trafikuheld, men efter en forbrydelse:

»Det var ladt med én patron i højre løb.«

Et vidne gjorde tidligere samme dag alt, hvad der stod i hans magt, for at få politiet til at komme den dræbte kvinde fra bilen, Pia Rønnei på 53 år, til undsætning. Men politiet kom aldrig.

26. november 2007 klokken cirka 13.33 havarerede ikke alene en bil, og to liv gik tabt. Dødsfaldene ved Amagermotorvejens afkørsel 22 rejser et stort, ubesvaret spørgsmål: Kan vi regne med, at politiet kommer, den dag vi virkelig behøver en hurtig udrykning?

Pia Rønnei var gift med Per Rønnei, som hun havde datteren Maria med. De levede et dejligt liv på en husbåd i Brøndby Havn. Med deres nyfødte datter i liften sejlede de for 18 år siden ind fra Helsingør og lagde til i det lille, tætte sejlermiljø.

De fik en fælles ven, Hans Krogh, som de lukkede ind i deres liv, og som blev en fast del af deres omgangskreds. Pia Rønnei faldt for Hans Krogh og havde et sidespring, som hun indviede sin mand i, og – som hun bittert fortrød. Da hun i sommeren 2007 afbrød forbindelsen til Krogh, som var fraskilt og far til to voksne børn, forvandlede familiens liv sig til en syg drøm.

Hele familien Rønnei skulle blive ofre for systematisk terror fra Hans Kroghs side. SMSerne væltede ind på især Pias mobiltelefoner. Men Per og datteren Maria gik heller ikke fri. Pia Rønnei blev opsøgt og truet og måtte have beskyttelse af naboer. Hun turde ikke færdes alene på havnen.

En aften i september 2007 sad Per og Pia Rønnei sammen med Pias bedste veninde, Gitte Hemmingsen, som hun havde kendt igennem 20 år.

»Jeg er bange for at blive slået ihjel,« sagde Pia Rønnei.

Det lød lige melodramatisk nok, syntes Gitte Hemmingsen. Omvendt var der ikke tvivl om, at det var det, veninden var. Bange.

Gitte Hemmingsen foreslog med Per Rønneis opbakning, at Pia Rønnei kunne få et tilhold på ham, men det ville Pia ikke. Hun frygtede, at hendes plageånd ville benytte det som en anledning til at optrappe deres konflikt.

Per Rønnei kontaktede alligevel to gange politiet for at søge hjælp. Han havde stået med en lang liste med krænkende og truende SMSer og spurgt politiet, hvad man kunne gøre, når man følte sig truet. »Ingenting«, lød meldingen fra kriminalbetjenten. Der skulle foreligge noget fysisk.

Pia og Per Rønnei havde i august været med deres datter på Mallorca for at komme væk fra det hele. Af samme grund flygtede ægteparret til Prag i efterårsferien.

Hans Krogh var ude af sig selv. Han hadede at blive afvist og ydmyget.

Han truede og sendte i et brev til Pia Rønnei detaljerede anvisninger om, hvordan hun bedst kunne forlade sin familie, kun for i en SMS at kalde hende »en fed luder« og spørge, om hun ville »stege i sit eget fedt«. Nogle døgn sendte han op mod 30 SMSer og indtalte dusinvis af seksuelt krænkende talebeskeder. Som fast morgenritual måtte Pia Rønnei slette nattens indløbne beskeder. Talebesked efter talebesked. SMS efter SMS.

I en besked gav Hans Krogh udtryk for, at hvis ikke han kunne få hende, skulle andre heller ikke, ligesom han nævnte noget med »at gå i graven«.

Han opsøgte hende også. En gang overfusede han Pia Rønnei verbalt, en anden gang forfulgte han hende med få skridts afstand gennem Frederiksberg Have, mens han overfusede hende hele vejen til Gl. Kongevej, hvor hun arbejdede i en børnetøjsbutik. Andre gange så hun hans kassevogn holde i nærheden af sin arbejdsplads.

Pia Rønnei vidste snart ikke, hvad der var mest ubehageligt, overfusningerne eller forfølgelsen.

Fra midten af august til november agerede Per Rønnei bodyguard for sin hustru overalt. Han hentede og bragte hende, og når han ikke selv kunne, allierede han sig med venner fra havnen til at passe på hende. For Pia Rønnei var det slemt nok at være kommet i den situation, men det var næsten ikke til at bære, at datteren Maria også var involveret.

Hans Krogh var kommet som deres ven, og han havde vundet Maria Rønneis fortrolighed. Forældrene var glade for, at deres datter havde fundet en voksen at tale med i en alder, hvor der kan være ting, man ikke kan dele med sin mor og far.

Men Hans Krogh havde testet grænserne for den fortrolighed. I en SMS skrev han til datteren »jeg elsker dig«. Og i et brev »jeg savner dig« – intimt, men også henkastet og halvuskyldigt. Maria Rønnei betroede sig til sin mors veninde, Gitte Hemmingsen. Hun var ikke i tvivl:

»Det var over stregen.«

Og der var flere episoder.

Pia Rønnei underviste aftenhold for rygskadede i Solrød Fritidscenter, hvor Hans Krogh en sen aften belurede hende gennem de mørke vinduer, mens hun badede. Da han stod der igen en anden aften, ringede hun efter sin mand. Per Rønnei løb ud i bilen og drønede til svømmehallen. Da han nåede frem, udbrød Pia Rønnei:

»Hvor er Maria?«

Per Rønnei ringede til nabobåden og bad dem straks gå over til Maria, som var alene. De nåede derover akkurat tids nok til at se Hans Krogh ankomme i sin bil til havnen. Mens Per Rønnei var suset af sted til Solrød, havde Hans Krogh gjort turen den anden vej, og ægteparret Rønnei frygtede, at det var præcis, som han havde planlagt det.

Pia Rønnei forsøgte at være tapper.

»Han er jo ingen Peter Lundin,« sagde hun til Per.

I slutningen af oktober døde strømmen af sårede og desperate SMSer ud, lige så pludseligt den var begyndt. Pia og Per Rønnei begyndte at tro på, at chikanen var ovre. De holdt op med at låse døren, når de var hjemme.

Om morgenen 26. november 2007 aflyste Pia Rønnei sine timer sidst på formiddagen på Mensendieck-instituttet på Frederiksberg.

Klokken 11 rullede hendes Audi ind på den lille P-plads ved Hans Kroghs kolonihavehus på Vestegnen.

I genbohuset stivnede blodet i Nino Chieus årer, da han hørte tre skrig, ledsaget af dybe bump – som fra stump vold. Skrigene kom fra en kvinde.

»Det var skrig fra én, som ikke troede, at det nyttede at skrige,« siger Nino Chieu, 44 år og af italiensk-kinesisk afstamning.

Han arbejder som entreprenør, men 26. november havde han stået og støvsuget i sit kolonihavehus ved ellevetiden om formiddagen, da han så den sorte Audi A3 køre ind på parkeringspladsen lige uden for hans hus. Han lagde mærke til bilen, fordi han ikke havde set den før.

Kvindeskrigene fik Nino Chieu til at gå rundt om sig selv i huset, mens han forsøgte at tænke klart. Han var alene hjemme, og kolonihaverne lå øde hen sidst i november. Han vidste ikke, hvad det præcis var, han havde hørt. Men det lød ikke godt. På den ene side kunne han jo have hørt noget, der tilhørte privatlivets fred. På den anden side kunne han ikke rigtigt overbevise sig selv om, at det var sådan nogle skrig.

I 83 minutter vaklede Nino Chieu mellem at foretage sig ingenting og gøre noget.

Endnu i vildrede så han fra stuevinduet i sit kolonihavehus naboen Hans Krogh søge hen til den sorte bil, som han læssede noget over i fra sin egen kassevogn. Hans Krogh kiggede hele tiden til højre og venstre.

»Han opførte sig ekstremt mistænkeligt. Det lignede noget fra en dårlig kriminalfilm,« siger Nino Chieu.

Politiet. Nu måtte han ringe til politiet. Nino fandt nummeret til den nærmeste politistation.

Klokken 12.53 ringede han 44 25 14 48 første gang.

Han kom igennem til Vestegnens Politi i Albertslund og talte med en medarbejder ved navn Mikkel. To minutter og ni sekunder henne i samtalen røg han af linjen, men han havde nået at forklare, hvad han havde oplevet.

Nino Chieu trykkede genkald og opnåede forbindelse igen 12.55. Denne gang kom han i gennem til en kvindelig betjent. Han rapporterede atter, hvad han havde hørt og set.

Den kvindelige betjent bad Nino Chieu gå over til nabohuset og undersøge sagen nærmere. Det var han ikke meget for. Hvad skulle han sige, og hvad kunne han gøre? Det var vel egentlig en sag for politiet. Han havde ikke stor lyst til at være deres spejder. Men efter 8:14 minutters samtale lod han sig overtale.

Han gik over til Hans Kroghs hus, hvor naboen nu havde bakket den sorte Audi A3 helt op til havelågen. Bagagerummet stod åbent, og der stod en rød rygsæk på græsset. Indenfor i huset vaskede Hans Krogh hænder, så Nino Chieu gennem vinduet. Hans Krogh kom ud af huset, så snart han så sin nabo.

»Vi er nogle stykker, der hørte nogle skrig og mærkelige lyde,« løj Nino.

»Vi vil bare lige sikre os, at der ikke er nogen, der har brug for hjælp.«

Hans Krogh svarede helt roligt.

»Det var ikke herfra. Det var nogen, der gik forbi ude på engen.«

Nino Chieu troede ham ikke et sekund. Han har arbejdet som lydtekniker og ved en del om, hvordan lyd forstærkes i lukkede rum, og hvordan lave frekvenser forplanter sig gennem træhuse. De lyde, han havde hørt, kom ikke fra engen.

»Nå, men såeh ...«

Nino Chieu gik tilbage til sit hus.

Klokken 13.07 var Nino Chieu igen i røret til politiet. Han talte atter med den kvindelige betjent. Han forklarede, at han havde været ovre hos Hans Krogh, og det havde kun bestyrket ham i, at der foregik noget, som politiet burde reagere på. Efter 6 minutter og 21 sekunder konkluderede den kvindelige betjent, at det her var en sag, hun ikke alene kunne afgøre. Derfor ville Nino Chieu blive stillet om til det, han opfattede som vagthavende.

»Hun sagde, at det lød som en sag for beredskabet.«

Men her røg Nino Chieu for anden gang af linjen. Nu begyndte Nino Chieu at løbe tør for både tid og tålmodighed. Han havde en aftale i Solrød, han skulle forlængst have været ude ad døren, han havde ikke mere at fortælle, og politiet havde hans kontaktoplysninger.

Da han ikke hørte noget fra politiet, besluttede han alligevel at ringe en fjerde gang fra Solrød. Klokken 14.52 opnåede han forbindelse med en mandlig betjent, han opfattede som »vagthavende«. Over for Nino Chieu oplyste betjenten, at »vi vælger ikke at gøre noget ved sagen nu«.

Nino Chieu mente, at det var en fejl. Derfor insisterede han på, at hans henvendelse blev ført ind i døgnrapporten. Det lovede betjenten.

Otte dage senere bankede det på døren til Nino Chieus kolonihavehus. Uden for stod en midaldrende kriminalmand. Efterforskeren præsenterede sig som Steffen Rasmussen fra Vestegnens Politi, og med sig havde han en kvindelig kollega.

Det var helt tilfældigt, at Nino Chieu var hjemme den formiddag. Men han var glad for at se politiet, selv om det nu var mere end en uge siden, han havde ringet til dem og anmeldt de frygtelige lyde fra nabohuset.

Politifolkene spurgte, om Nino Chieu kendte naboen Hans Krogh. Det var ikke meget, Nino Chieu kunne fortælle, for Hans Krogh holdt sig mest for sig selv.

»Jeg har ikke set ham, siden han kørte herfra den mandag.«

»Nej,« svarede efterforskeren: »For han er jo død.«

»Er han død?«

»Ja, de er begge to døde...«

»Er de begge to døde?«

Nino Chieu var himmelfalden.

»Hvad siger du – jamen, I kunne have forhindret det!«

De to mænd kiggede på hinanden et øjeblik:

»Hvad siger du?« sagde Steffen Rasmussen.

Nino Chieu antog, at politifolkene kom for at reagere på hans anmeldelser, og han vidste intet om dødsfaldene ved afkørsel 22 den mandag.

Politifolkene formodede, at Nino Chieu kendte til dødsfaldene – og afslørede ikke selv det mindste kendskab til, at de sad over for et nøglevidne, der forlængst havde foretaget flere anmeldelser i sagen.

Nino Chieu sad ved sit spisebord i kolonihavehuset og fortalte sin historie. Præcis samme historie, han i flere omgange havde fortalt Vestegnens Politi over sin telefon mandag 26. november i netop de timer, da Hans Krogh beseglede sin egen og Pia Rønneis skæbne.

Nino Chieu så, hvordan hans fortælling påvirkede efterforskerne i hans kolonihavehus. De tog notater, og de var ret optagede af tidspunkterne for hans opkald. Det var ikke svært at forstå, mente Nino Chieu. Hvis politiet havde reageret på hans henvendelser, havde sagen efter alt at dømme fået et andet udfald.

Men noget gik galt den dag i november 2007. Galt som i helt uforståeligt, meningsløst og utilgiveligt galt.

Efterforskerne fra Vestegnens Politi stak ham på stedet en undskyldning »på politiets vegne«. Derpå gik de udenfor og foretog nogle opkald. Kort efter kom flere højtstående politifolk til stede, og mænd i hvide overtræksdragter myldrede ind i Hans Kroghs kolonihave, hvor Krogh havde efterladt et afskedsbrev med sit testamente og en formulering om, at han ikke gad mere.

Så blev det alligevel en sag for politiet, tænkte Nino Chieu.

Hans Krogh er et navn opfundet af Berlingske Tidende. Mandens rigtige navn er redaktionen bekendt, men ændret efter ønske fra hans efterladte. Familien til afdøde meddeler via sin advokat, at den ikke ønsker at medvirke, men understreger, at beretningen efter dens opfattelse bygger på Pia Rønneis families udlægning af sagen, og at der ikke foreligger en afgørelse fra domstolene om skyldspørgsmålet. Pia Rønneis efterladte har givet deres tilladelse til, at hun optræder med navn og foto og understreger, at artiklerne er blevet til på Berlingske Tidendes foranledning.

Læs næste søndag: Kapitel 2 om »Forbrydelsen« , hvor vi går bag kulisserne hos Vestegnens Politi.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.