Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
75 år 6. august

Uden rødder, ingen krone på værket

Elisabeth Westenholz har beriget dansk musik gennem en hel generation - som smagfuld pianist, som pligtopfyldende organist, som indbegrebet af kultur og klasse.

Alt kan åbenbart være kultur. Enhver håndværker kan kalde sig kunstner efterhånden. Men kun få har rent faktisk dannelsen inde under huden - og næsten ingen musiker har det på Elisabeth Westenholz’ måde.

Hendes farfar var officer og indehaver af oversøiske aktiviteter, hendes morfar var succesfuld jurist og forærede Aarhus Universitet den gyldne rektorkæde.

Så hun kommer fra et hjem med klaver og bad selv om tangenttimer kun fire år gammel!

Elisabeth Westenholz skulle siden studere hos indtil flere legender og lære noget af dem alle. For eksempel hos Esther Vagning med en fortid som Edwin Fischers danske elev og som Fritz Buschs elskede assistent.

Og i begyndelsen af 1960erne så hos selveste Leonie Gombrich - mor til kunsthistorikeren Ernst Gombrich og veninde med både Johannes Brahms og Anton Bruckner. Så er man ligesom i gang.

Hvis det alt sammen lyder af fødsel med sølvske i munden, er det ikke helt forkert. Men privilegierne har altid kun været den ene halvdel af Elisabeth Westenholz’ historie.

For hun hører også til de typer, der skal selv og kan selv og ikke tager nogen af Guds gaver for givet.

Hun tog eksempelvis også timer i orgel for en sikkerheds skyld og fik endda Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums diplomeksamen i 1967. Den nyuddannede organist debuterede i 1969 og var gennem to årtier ansat ved Holmens Kirke med store opgaver ved officielle lejligheder. Mange kender altså Elisabeth Westenholz’ spil aldeles glimrende. Også uden at de selv ved det!

Klaverspillet er alligevel hendes hjertebarn. Til gengæld klaverspillet i stort set alle afskygninger.

Hun har for eksempel indspillet alle fem klaverkoncerter af Beethoven med Collegium Musicum og nogle af Mozarts klaverkoncerter. For ikke at glemme Carl Nielsens værker for klaver og orgel. Plus det løse.

Og hun hører frem for alt til de fineste kammermusikere i hele sin generation. Ikke mindst som pianist i den konstellation, man kalder klavertrio - altså med violin og den dybe cello ved sin side.

For eksempel den legendariske Trio pro Arte sidst i 1970erne. Elisabeth Westenholz drev den sammen med Milan Vitek på violin og Pierre René Honnens på cello og gjorde det så fremragende. Hvis man har hørt Trio pro Arte spille Brahms i DRs berømte optagelse, har man sandsynligvis ikke hørt mage - for det er glødende minutter.

Og hun kastede sig siden over et lige så intenst samarbejde med Gérard Poulet på violin og Christoph Henkel på cello og bredte sit internationale vingefang yderligere ud.

Men igen: Hun er også »bare« Elisabeth med orgelskoene og de to børn. At hun mistede sin mand siden 1968 allerede for et halvt årti siden, er uendelig sørgeligt.

Hvis man kun skal høre én indspilning med hende? Måske optagelserne af Franz Schuberts hundesvære »Wandererfantasi« i både den originale version og i Franz Liszts endnu mere udfordrende bearbejdelse.

Det er kultur på denne balancerede måde. Det er ligefrem kunst på den dybt smagfulde måde. Vi andre og generationerne efter kan sådan set bare begynde dér.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.