Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
60 år

Trak stikket ud efter GN Store Nord

Jørn Kildegaard var i vælten, da teknologi-klenodiet GN Store Nord kæmpede for at holde sig fra afgrunden for godt ti år siden.

Han er uløseligt forbundet med den vel nok mest dramatiske periode i hæderkronede GN Store Nord. Jørn Kildegaard, der 27. april fylder 60 år, stod i spidsen for virksomheden, mens den kæmpede for at komme sig over eftervirkningerne efter at dotcom-boblen bristede.

Kildegaard, der er uddannet civilingeniør, HD og lic.techn., fik fem år op ad bakke som topchef i GN. Han vandt ikke mange hjerter undervejs blandt investorer og erhvervsjournalister, og mange betragtede ham dengang som lidt af en »træmand«.

Det var dog heller ikke nogen let opgave, Kildegaard blev givet i GN, da han tog over efter mere højt profilerede Jørgen Lindegaard, der i 2001 skiftede til SAS. Som en af sine sidste handlinger købte Jørgen Lindegaard den franske teknologi-virksomhed Photonetics for over otte milliarder kroner og lagde den sammen med GN-selskabet Nettest. Opkøbet viste sig skæbnesvangert for GN Store Nord, der led voldsomt under store tab i det fusionerede selskab, og det blev Kildegaards hovedpine. Efter kun halvandet år endte GN med at sælge hele Nettest fra til Axcel for bare en krone.

Siden fulgte hårde år i front for et blødende GN, hvor Kildegaard var i skudlinjen. I 2006 meddeltes hans afgang, da GN meddelte, at der var indgået aftale med schweiziske Phonak om at købe GNs høreapparat-forretning, Resound. Det var en ganske fin afrunding på en 14 år lang karriere i GN, men handlen blev siden underkendt af de tyske konkurrencemyndigheder og derfor droppet, så den blev i sidste ende ikke det punktum, Jørn Kildegaard havde håbet.

Siden forsvandt han ud af offentlighedens søgelys. Og det var meget bevidst, fortæller han i dag.

»Jeg har ikke opsøgt opmærksomheden fra medierne. Det var en meget voldsom periode i selskabet, og også for mig personligt. Mit behov for avisomtale blev i høj grad dækket i den periode,« siger Jørn Kildegaard, og lægger ikke skjul på, at det hårde pres som personificeringen af GNs store udfordringer tærede på kræfterne.

»Jeg følte efter en 13-14 år i GNs direktion, at nu var det tid til at leve på en anden måde. Jeg havde brug for at puste ud. Det var et meget krævende forløb i hele perioden fra 2000 og frem til 2006, og jeg valgte at tage mig tid til at tænke mig om, og det synes jeg var naturligt,« siger Jørn Kildegaard.

Efter et år med stikket trukket ud blev han partner i kapitalfonden Triton og arbejdede med base i Stockholm. Sideløbende trådte han ind i flere bestyrelser, såsom Nielsen & Nielsen, Vækstfonden og Axcess.

»Gennem de senere år har jeg trappet ned, så jeg i dag kun har en løsere tilknytning til Triton og er flyttet til Odense, hvor jeg nyder livet og stadig har et antal bestyrelsesposter,« siger Jørn Kildegaard.

I dag søger han så vidt muligt at holde fredagen mødefri, så der er mere tid til rejser og til golf, som er en stor hobby.

Fødselsdagen fejres med hele familien på Kreta.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.