Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
70 år

Tangenter og traditioner

Ole Kock Hansen, der værdsættes som en fremragende jazzpianist, er også mand for – på inspirerende vis – at arbejde med mange forskelligartede stilarter og ensembletyper.

Foto: Torben Christensen
Foto: Torben Christensen

De, der har haft kontakt med dansk musikliv gennem de sidste fem årtier, har næppe kunnet undgå at møde pianisten, dirigenten, arrangøren og komponisten Ole Kock Hansen, som blev født for 70 år siden i Osager på Midtsjælland.

Her fik han tidligt en god kammerat, som hed Niels-Henning Ørsted Pedersen (NHØP). Og sjældent skulle et kammeratskab blive så produktivt, så gensidigt inspirerende og så langvarigt, om end det fik en brat og tragisk afslutning, da NHØP forlod denne verden for nøjagtigt ti år siden – på sin barndomsvens 60-årsdag 19. april.

Ole Kock Hansen, hvis musikalske samarbejde med bassisten NHØP allerede var etableret, da pianisten i 1960erne påbegyndte studier ved Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, blev i midten af årtiet professionel musiker. Han vakte opsigt som en fremragende jazzpianist, og i 1968 blev han medlem af Radioens Big Band, hvor han i længere perioder – frem til 1996 – var chefdirigent. Og skønt hans arbejde med big bandet var væsentligt for dette orkesters kunstneriske udvikling, blev det dog kun ét af hans mange gøremål.

Således har Ole Kock Hansen på det populærmusikalske område ledsaget en lang række af vokalister, ligesom han på jazzfronten har sat sine fingeraftryk på utallige konstellationer og projekter, som oftest – frem til 2005 – i samarbejde med NHØP.

I 1975 valgtes Ole Kock Hansen til Årets Danske Jazzmusiker, og han fik i den anledning udgivet LPen »Folkevise« med nyfortolkninger af danske folkemelodier, og det er da også velkendt, at han med ægte kærlighed har beskæftiget sig med Højskolesangbogens melodi-materiale og den nordiske folkemusikalske tradition, hvilket er blevet godt dokumenteret på såvel scener som plader.

Ole Kock Hansen, der gennem årene har akkompagneret talrige danske og internationale jazzkunstnere, har endvidere arbejdet med mange forskellige ensemble-typer, heriblandt det klassiske Ensemble Domino, DR PigeKoret og A Very Big Band, med hvilket han igen i år vil ledsage søskendeparret Benjamin og Marie Carmen Koppel under sommerens Copenhagen Jazz Festival.

Blandt de seneste års aktiviteter skal fremhæves den trio, som pianisten har med bassisten Bo Stief og sangeren Bobo Moreno, og dertil skal det nævnes, at Ole Kock Hansen for få uger siden ved et arrangement i Taastrup viste, at han også formår at give musik af den danske swinglegende Leo Mathisen en frisk og cool musikalsk opdatering.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.